Teater om børns værste tanker spiller i Odense

De medvirkende i "Charles" er (øverst fra venstre)Kirstine Stubbe-Teglbjærg og Anders Wallin samt (nederst fra venstre) Thomas Guldberg Madsen og Nanna Schaumburg Müller. PR-foto

Teater om børns værste tanker spiller i Odense

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En ny forestilling om at blive udsendt til en krigszone tager barnets perspektiv. Charles' far er udsendt, og savn og frygt kan være ubærligt i en børnekrop. Men midt i mørket bliver musik og venskab det håb, som gør savnet udholdeligt.

Scene: Hvad sker der, når far eller mor skal væk i lang tid? Det kan føles som en evighed, og hvordan sikrer man sig, at man ikke bliver glemt - og hvordan ved man, at far stadig elsker én? Steen Nørgaard har skrevet og instrueret stykket "Charles - kære far, findes der Nutella i Afghanistan", som undersøger den angst, et barn kan føle, når savnet bliver for stort.

Børn forstår, at døden er et tabu. Det mærker de intuitivt. Enten fordi de har fået at vide, der ikke er noget at være bange for, og så er det lidt pinligt, at de alligevel er det. Eller fordi den voksne ikke taler om døden, og børnene vil undgå at gøre den voksne ked af det. Tabuet sætter sig i børn som angst, mavepine, hovedpine, trøstespisning eller ikke-spisning. Historien om 13-årige Charles foregår i 2005, hvor hans far bliver udsendt til Afghanistan.

- Der er så mange film og teaterstykker, der fortæller den voksnes historie. Der blev også taget hånd om veteraner, men dengang - med Balkankrigen i 90'erne og Afghanistan i 0'erne - var der ikke forståelse for at tage hånd om det enkelte barn. Det var familiens ansvar, siger Steen Nørgaard.

Om forestillingen
"Charles - kære far, findes der Nutella i Afghanistan".Instruktion og manuskript: Steen Nørgaard.

Medvirkende: Nanna Schaumburg-Müller, Thomas Guldberg Madsen, Kirstine Stubbe Teglbjærg og Anders Wallin.

Forestillingen henvender sig til børn fra 10 år og varer 60 minutter.

Opføres på Nørregaards Teater fra 8. september til 3. oktober. Se også www.nrt.dk

Overordnet tema

Stykket bliver både fortalt og spillet af voksne. Men de voksne er ikke klædt ud som børn, for det kan let blive grimt karikeret. Det kræver en fin balance at tale til børn uden at tale børnesprog, der er nedladende, og derfor leger forestillingen med fortællestilen og det visuelle udtryk. To musikere har de overordnede rolle som en slags skytsengle for Charles. De skærmer ham visuelt og synger til ham, når han er presset.

- Psykologisk set er de vel usynlige venner, Charles har skabt. Børn bærer angsten - kommer far hjem, eller kommer far ikke hjem? De kan også blive drillet modbydeligt af andre børn, der siger "din far kommer hjem i en kiste", siger Steen Nørgaard.

- Man behøver ikke have opleve det, Charles oplever. Formålet med stykket er at give forståelse for et savn, der også kan handle om en skilsmisse eller far på forretningsrejse i Asien.

Det godes mulighed

Musikerne er kun synlige for publikum og Charles. Det er hans hoved, vi bliver lukket ind . Det kommer poetisk til udtryk gennem musik, som den tidligere forsanger for bandet Blue Foundation, Kirstine Stubbe Teglbjærg, har kreeret til forestillingen.

- Jeg har ikke forsøgt at skrive børnemusik eller prøvet at skrive noget andet end det, jeg mener. Jeg prøver altid at finde ind til noget, der er sandt for mig. I den her forestilling, der handler om savn, tab, håb og det godes mulighed - muligheden, der altid er for, at vi kan nå hinanden - har jeg skrevet ud fra min egen virkelighed og familie, mens jeg har haft forestillingens tema og figurer i baghovedet. Det er smeltet sammen på en fin måde, siger Kirstine Stubbe Teglbjærg.

På børnenes side

Både musik og fortælling handler også om håbet, som er en af de eneste følelser, der er i stand til at hamle op med savn. Musikken er ikke dobbeltkonfekt, der indikerer, at vi skal være bange, som i dårlige krimier, der underkender deres egen histories styrke. Musikken er i høj grad også håbets stemme, der støtter Charles og hans jævnaldrende veninde, som fortællemæssigt også repræsenterer håbet.

- Musikken er det godes potentiale i forestillingen. Livet er ikke nødvendigvis godt, men det er muligt, at det kan blive godt. Der er så meget, vi kunne gøre. Jeg kunne vise dig min verden, jeg kunne lytte til dig, og jeg kunne sætte mig ned og have tid, siger Kirstine Stubbe Teglbjærg.

- I stykket er musikerne seje skytsengle, ikke dem med harper og lyserøde skyer, men vi er totalt på børnenes side. Vi står med vores musik, lyd og kroppe og bakker børnene op. Det er vildt fedt.

Teater om børns værste tanker spiller i Odense

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce