Legegrupper. Barndommen er et godt sted at lære
Af: Mark Grossmann - byrådsmedlem/folketingskandidat, Venstre, Odense, gruppeformand

For tiden diskuteres det livligt, hvorvidt skolen skal arrangere legegrupper/madgrupper for børnene. Skolen skal selvfølgelig ikke arrangere; det tror jeg nu heller ikke, den gør. Tværtimod er det kontaktforældrene i de enkelte klasser, der sammensætter nogle grupper, og det synes jeg egentlig er ganske fint.

Ville jeg bryde mig om at blive tvunget til fællesskaber med mennesker, jeg som udgangspunkt ikke selv har opsøgt? Formentlig ikke, men det gør vi alle sammen hele tiden, når vi deltager i sociale arrangementer med vores arbejdsplads etc. Sker det, at jeg falder i snak med en, jeg ellers ikke har følt et fællesskab med og opdager, at jeg står overfor et menneske, der er interessant og berigende? Ja, det sker.

Og det er vel lige præcis formålet med legegrupper. Børnene leger med nogle andre, end de plejer og opdager måske, at det ikke kun er de "faste" venner, der kan bruges. Ligeledes får de øjnene op for, at man bor og lever på mange forskellige måder. Det kan både socialt svage og stærke børn lære noget af. Og legegrupperne er jo ikke 1-1 leg, men flere personer, der skal få et fællesskab til at fungere. Det tror jeg ikke, nogen tager skade af. 

Skulle man ikke føle et umiddelbart fællesskab med de andre, så lærer de stærke børn stadig at drage omsorg og være inkluderende. Det er nok meget sundt. De svage børn får en forhåbentlig god social oplevelse. Nogen kunne måske argumentere for, at forældrene til det svage barn, selv må stå for at arrangere sociale oplevelser for barnet. Det kan være en meget udfordrende opgave, og legegrupper kan være et kærkomment afbræk. 

Forældre med socialt stærke børn har også nogen gange brug for et venligst skub, så de husker at lære deres børn, at selvom man har sit på det tørre, så kan man godt drage omsorg og være åben overfor andre. Det er velsagtens en af de grundpiller, vi skal bygge vores samfund på, og barndommen er et godt sted at lære. 

Som voksen er der ikke nogen, der skaber inkluderende fællesskaber for os. Her må vi selv opsøge oplevelserne. Det ville være dejligt, hvis vi fra barnsben havde lært at omgås alle typer og give alle en chance, selvom førstehåndsindtrykket ikke var det bedste. Vi skal huske at lære den kommende generation at begå sig socialt - sociale kompetencer: en potentielt kommende mangelvare i vores digitaliserede samfund.

Så ja, selv om jeg grundlæggende mener, at vi har ret til at bestemme over os selv og vores liv, så har jeg faktisk ikke det fjerneste imod legegrupper, for hvor skal vi ellers lære det, der skal få samfundet til at hænge sammen?