Filmanmeldelse

Livet er ikke let, men veteranerne Catherine Deneuve og Catherine Frot tager det i stiv arm i Martin Provosts afdæmpede film om den moderne franske kvinde.

Den utilregnelige livsnyder og jordemoderen med lang erfaring og benene plantet solidt på jorden mødes efter lang tids adskillelse i franske Martin Provosts milde og optimistiske film om to franske kvinders skæbner.

Provosts signalement af de franske damer er åbenhjertet og sympatisk uden at virke sentimentalt eller kunstigt, og instruktørens tidligere værker, "Violette" og "Séraphine", afslører, at Provost med både empati og et kritisk blik til fulde formår at stikke den filmiske spade en anelse dybere end de fleste, når den kvindelige franske identitet skal undersøges. Tilmed i et tempo der er befriende afdæmpet og nysgerrigt frem for konfrontationssøgende og dramatisk opblæst. Og det klæder i høj grad de to velspillende skuespillerikoner, der er i front i "Gensynet", instruktørens seneste bud på, hvad der driver den franske kvinde anno 2017.

- Når jeg dør, kan du hælde min aske i en pose og dumpe mig i Seinen. Stedmoderen Béatrice forsøger at bløde stemningen under køreturen op. Hun har fået konstateret en hjernesvulst, og fremtiden ser ikke lys ud. Claires svar er overraskende nok helt på bølgelængde med stedmoderens galgenhumor: - Det er forbudt. De har stort set fået renset floden helt op. Min søn svømmer hver morgen i den. - Ærgerligt, så kunne jeg have bumpet ind i ham, svarer Béatrice med et sørgmuntert smil.

Provosts "Gensynet" er fortællingen om to kvinder, der næppe kunne være mere forskellige, men alligevel langsomt nærmer sig hinanden. Det er samtidig en nænsomt fortalt historie om to livssyn og to tider i den franske historie. Den romantiske beretning om tidligere generationers løsslupne liv og glade dage i skarp kontrast til nutiden med sociale og samfundsmæssige udfordringer. En tid, hvor der næsten ikke længere er plads til afslappet kultur, musik, cigaretter og god vin.

Béatrice er livsnyder af den gamle skole. Hun spiller, ryger, drikker og spiser, trods steddatterens advarsler, rødt kød. Og går klædt, som om hver dag var en fest. Hun er bestemt ikke typen, der hører til på et plejehjem, så hun flytter ind hos den tidligere steddatter, som er den eneste, hun har tilbage. Selvfølgelig er der gnidninger. Claire, modsætningen, er socialt orienteret og loyal. Jordemoder med faglig stolthed, afholdskvinde, enlig mor og vegetar. I kolonihaven finder hun et lille fristed, hvor Seinen og livet løber stille forbi lige uden for havelågen.

Begge er arrede af deres tid med Claires fader. Claire stadig såret over Béatrices uventede farvel for mange år siden, og Béatrice bange for fremtiden og overrasket over ensomheden, der har sænket sig over hendes liv. Hende der ikke er vant til at binde sig emotionelt til nogen.

Trods de mange udfordringer tager de to centrale roller i Provosts film livet med små, forsonende skridt og overordnede udfordringer i stiv arm. Claire har mødt en person, der sårede hende, og hun kunne have været gået over på den anden side af gaden. Men det gjorde hun ikke. Der sluttes op om dette ligefremme livssyn i cheffotograf Yves Capes realistiske og uhøjtidelige billeder, der roligt og afdæmpet kredser om Claire og Béatrice og skildrer deres nye møde med en snert af underdrevet skønhed.

De små skridt såvel i form som indhold betyder også, at Provosts enkle og ligefremme film er et værk, der tager sig god tid. Den kræver - med en spilletid på knap to timer - tålmodighed af sit publikum. Heldigvis favner både Deneuve og Frot materialet med åbne arme og skaber levende figurer, som engagerende inviterer indenfor og viser os, hvordan de moderne franske kvinder klarer livets små og store benspænd uden kvalmende forsoninger og sentimentalitet.

 

"Gensynet"

Drama, fransk, 117 minutter, tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år.

  • fyens.dk