Skolen: Giv lærerne en rungende undskyldning
Af: Steffen Daugaard, Brombærranken 9, Middelfart - byrådskandidat, Dansk Folkeparti

Jeg har gennem mange år fulgt interesseret med i skoledebatten. Jeg har en hustru og en datter, der begge er folkeskolelærere og er selv fællestillidsmand for Fyns Politi, så følelserne har til tider været stærke i samtalerne omkring lærerne og deres situation.

Jeg oplever gang på gang, at der i debatten om folkeskolen sker en sammenblanding af folkeskolereformen og lærernes arbejdstidsaftale. Den pædagogiske reform af folkeskolen har givet mange udfordringer med bl.a. inklusionen som den mest kendte. At gå ud fra, at alle lærere skal kunne varetage alle elever med specielle behov uden grundig efteruddannelse og ordentlig arbejdstidsaftale, svarer efter min mening til, at man beder en gynækolog om at foretage en hjerneoperation - for han er da læge ikke?

Alligevel oplever jeg, at lærerne har taget udfordringen med reformen op og går på med krum hals. At reformen så skulle finansieres af lærerne selv i praksis gennemført via skinforhandlinger og lovindgreb efter lockouten, får indignationen frem i de fleste og bestemt også i mig. Man har her taget en hel faggruppe som gidsel uden at have mod nok til at forhandle sig ordentligt og anstændigt frem til en fair aftale.

Det lykkedes endda at få fremstillet lærerstanden som en gruppe forkælede offentligt ansatte, der gik tidligt hjem fra arbejde hver dag og havde lang sommerferie (sat lidt på spidsen). Man nævnte nemlig ikke, at lærerne kom tilbage senere på dagen til møder, forældresamtaler, skolefester osv. Man nævnte heller ikke, at lærerne langt hen ad vejen afspadserede i børnenes ferier, fordi de havde mere end 37 timer om ugen. Man så heller ikke, at lærerne sad derhjemme om aftenen og evaluerede, udviklede og forberedte sig til kommende dage og timer, eller at læreren ofte blev ringet op ved spisetid af bekymrede forældre eller læreren blev stoppet ved køledisken i Føtex, fordi et par forældre lige havde noget vigtigt at sige omkring deres børn - og altid bliver forældrene mødt af imødekommenhed, empati og interesse for netop deres barn.

Jeg mener, hvem vil smide benet op på køledisken og bede lægen om lige at tjekke en fodvorte, fordi de tilfældigvis møder ham i en forretning? Med dette mener jeg, at folkeskolen gør en stor forskel pga. de personer, der er ansat. Folkeskolen er personalet.

Behandler vi ikke vores lærere og pædagoger ordentligt - sørger vi ikke for ordentlige arbejdsforhold, så ødelægger vi vores - trods alt - fantastiske folkeskole. Vores lærere er eksperter i det, de laver, så lad os lytte til dem, der står midt i hverdagen med dens glæder og problemer.

Lad os vise tillid til lærerne - det ville da være stjernedumt andet. Vi overlader trods alt det dyrebareste, vi har, til dem - nemlig vore børn og dermed vores fremtid. Vi skal have et reelt samarbejde mellem politikere og de, der er ansatte i skolen. Lad dem få en ordentlig forberedelsestid, så der er mulighed for at tilpasse undervisningen til den enkelte elev og den enkelte klasse. Hav tillid til, at den enkelte lærer kan sit arbejde og lad være med at bruge digitaliseringen til at styre og måle alt.

Bygningerne er renoverede, nu er det tiden til, at vi skal se indad - se på dem, der er inde i skolen og lade den vokse indefra. Som min datter tit siger: Der er simpelthen ikke tid til, at jeg som lærer kan udvikle mig og blive den bedste udgave af mig - derfor kan jeg heller ikke give eleverne det bedste, de kan få. Lad os lave det om og give lærerstanden en rungende undskyldning og en ordentlig aftale til OK18. Det er mit ønske for folkeskolen.