Velfærdsstaten må ikke begrænse folk
Af: Konsulent
Sophie Hytteballe

Velfærdssamfundet bør give os alle de bedste muligheder og blive rigere. I stedet har vi indrettet et samfund, der er optimeret til borgerligheden.

Det danske velfærdssamfund passer kun til mennesker, der lever efter opskriften: uddannelse, fuldtidsjob, pension. Mennesker, der passer ind i skabelonen som den produktive samfundsborger og som bidrager positivt til samfundsøkonomien. Dette gælder både samfundets højdespringere og samfundets tabere.

Blandt de sidstnævnte er landets hjemløse. Mange er slet ikke hjemløse, men vil hellere være sammen med vennerne inde i byen. De trives ikke med at bo alene i en lejlighed og have et 37,5 timers job. I gamle dage var der plads til mennesker, der havde en anden livsstil, som for eksempel skærslibere, der levede det frie liv og var en accepteret del af samfundet. I dag problematiseres disse mennesker, og samfundet forsøger at få dem til at rette ind.

Blandt de succesfulde danskere, der rammes af samfundets behov for ensretning, er unge studerende, der vil starte virksomhed, mens de studerer, men ikke må læse på deltid. Når samfundet betaler din uddannelse, er krav og restriktioner en naturlig konsekvens. Spørgsmålet er, om dette er den mest optimale setup.

Hvorfor er det blevet sådan? Det er, fordi hver eneste dansker koster staten penge, så derfor er det vigtigt, at vi giver overskud. Velfærdsstaten er blevet så stor, at man bliver i tvivl, om det er staten, der er til for borgerne eller omvendt.

Forudsætningen for det nuværende velfærdssamfund er, at alle opfører sig ens. Det kræver, at danskerne ikke afviger for meget fra den optimale levevis, for så koster de for meget. Derfor forsøger den ene regering efter den anden at få os til at rette ind, at spise, ryge og drikke mindre, arbejde mere og få flere børn tidligere.

Hvis vi skal tilbage til tankegangen om, at staten er til for borgerne, må velfærdsstaten gentænkes. Vi bliver nødt til at overveje om SU, der ikke skal tilbagebetales, er den mest optimale form for uddannelsesstøtte. Kontanthjælpen og dagpengesystemet trænger til et eftersyn, og vi må overveje, hvilke problemer staten er sat i verden for at løse.

Det vil uden tvivl føre til større egenbetaling, men skal til gengæld også resultere i logiske skattelettelser, som et markant højere bundfradrag og en højere topskattegrænse.

Velfærdsstaten må ikke begrænse folk, men skal i stedet give dem de bedste muligheder for at gøre det, der føles rigtigt uden at tænke på, om man giver overskud eller ej.