• Anders Trentemøller isolerede sig to år i Brooklyn og København for at skabe sit fjerde album "Fixion", der udkom fredag

Anders Trentemøller har et studie på Amager proppet med elektroniske og analoge apparater, som han bruger til at komponere sin egen musik med og producere andres. Men de seneste to år har den 43-årige elektroniske musikkreatør givet sig selv en række benspænd, der tenderer dogme-regler. Blandt andet har han komponeret en del af sine nye sange i sin kærestes lejlighed i Brooklyn, New York. Med et minimalt setup af udstyr, som han har kunnet slæbe med på kryds og tværs af Atlanten.

Trentemøller

Anders Trentemøller Andersen, født 16. oktober 1972 i Vordingborg

Komponist, producer og musiker, der har udgivet en lang række ep-udgivelser og fire studiealbummer: "The Last Resort" (2006), "Into The Great Wide Yonder" (2010), "Lost" (2013) og "Fixion" (2016).

Han har remixet adskillige danske og udenlandske kunstnere. Blandt andet David Lynch, The Knife, Depeche Mode, Franz Ferdinand, Royksopp, M83, Moby, Pet Shop Boys, Robyn, The Raveonettes, Mew og Efterklang.

Han har lavet musikken til flere film og teaterstykker: "Det som ingen ved" (Søren Krag Jakobsen, 2008), "Complaints Choir" (Ada Bligaard Søby, 2010) og "Festen" (Thomas Vinterberg, teaterudgaven).

www.facebook.com/ trentemoller, www.anderstrentemoller.com

- Det kan nogle gange være en hæmsko med de mange muligheder, et moderne studie gemmer på. Jeg kan lægge 1000 lag oven på en sang og ændre lyde til ukendelighed med software og hardware. Derfor kan det være svært at begrænse sig og finde frem til, hvad en enkelt sang har brug for, fordi man lader sig forføre. Og glemmer at holde fokus. I Brooklyn havde jeg kun et keyboard, nogle effektpedaler og min laptop. That's it. Det var med til holde mig fokuseret. Jeg har faktisk spekuleret på, om jeg skulle eksperimentere med et endnu mindre setup på næste album. Det virker komplet åndssvagt, når jeg har brugt 10 år på at bygge mit studie op, siger Anders Trentemøller.

Trentemøller

Anders Trentemøller Andersen, født 16. oktober 1972 i Vordingborg

Komponist, producer og musiker, der har udgivet en lang række ep-udgivelser og fire studiealbummer: "The Last Resort" (2006), "Into The Great Wide Yonder" (2010), "Lost" (2013) og "Fixion" (2016).

Han har remixet adskillige danske og udenlandske kunstnere. Blandt andet David Lynch, The Knife, Depeche Mode, Franz Ferdinand, Royksopp, M83, Moby, Pet Shop Boys, Robyn, The Raveonettes, Mew og Efterklang.

Han har lavet musikken til flere film og teaterstykker: "Det som ingen ved" (Søren Krag Jakobsen, 2008), "Complaints Choir" (Ada Bligaard Søby, 2010) og "Festen" (Thomas Vinterberg, teaterudgaven).

www.facebook.com/ trentemoller, www.anderstrentemoller.com

Han tror ikke, at sangenes oprindelessted kan afkodes på albummet. Han vurderer, han kunne skrive sin musik på Sydpolen eller i Greve og ende ud med samme resultat.

- Flere af sangene er kommet til verden i Brooklyn, men jeg kan ikke påstå, de er synderligt påvirket af byens puls eller emmer af metropol. Lige som sangene skrevet i København ikke er specielt urbane. Melodierne er faktisk mere påvirket af natlige gåture på Amager ved vandet med store bølger og klar stjernehimmel, siger Anders Trentemøller.

Det har altid været vigtigt for ham at bevæge sig ud i høje bølger eller på tynd is. Både for sin egen og musikkens skyld. Selv om mange er bekendt med, hvad "Trentemøller"-lyden er, tilstræber han at ændre den konstant.

- På "Fixion" har jeg arbejdet intenst med at udforske min signaturlyd uden at intellektualisere arbejdet. Det handler i høj grad om at føle efter og have hjertet med til trods for, at det lyder lidt kliché-agtigt, siger Anders Trentemøller.

Eremit-arbejde

Langt hen i processen med "Fixion" har der været tale om eremit-arbejde, fordi Anders Trentemøller er et enmandsband i albumsammenhæng. Kun til koncerter har han et fast hold af håndplukkede musikere med.

- Når man har lavet musik alene i mange år, lærer man sig selv godt at kende. Jeg ved, at jeg skal kaste mig ud i noget, jeg ikke er tryg ved. Det kan der komme virkelig interessante ting ud af. Eller noget virkelig lort, siger Anders Trentemøller.

Han har dog samarbejdet tæt med de to sangerinder Marie Fisker og Jehnny Beth fra det britiske band Savages. De er med til at give albummet en organisk lyd på trods af det elektroniske fundament.

- Jeg havde egentlig planlagt, at det kun var Marie Fisker, der skulle medvirke vokalt. Men da arbejdede sammen med Jehnny Beth under mixningen af Savages nye plade stod det klart for mig, at hun ville passe godt ind på mit album. På en eller anden mærkelig måde passer deres stemmer godt sammen, så det føles som om, at det er én stemme, der guider dig gennem pladen. Det giver albummet en rød tråd, siger Anders Trentemøller.

Guiderne er i så fald kun med på halvdelen af rejsen. For seks af de 12 numre er instrumentale. Renset for ord kan sangene have en helt anden effekt.

- Når en sang er instrumental, bliver man ikke i samme grad dikteret, hvad man skal føle. Det giver melodien en helt anden magt, selv om den naturligvis har nogle stemninger, man bliver påvirket af. Men det har været svært og en del af udfordringen at binde de vokale og instrumentale numre sammen, så der er opstår et naturligt flow, siger Anders Trentemøller.

Forelsket i æstetik

Marie Fisker har han samarbejdet tæt med siden albummet "Into the Great Wide Yonder" udkom i 2010. Den danske sanger er ofte i hans tanker, når han komponerer sine sange.

- Da jeg havde samlet fire-fem sange sammen, spillede jeg dem for hende for at høre, om hun kunne se sig selv synge dem. De to sange, som Jehnny Beth medvirker på, er skrevet med hendes dynamik og særlige klang i tankerne. Jeg ved i øvrigt ikke, hvorfor det primært er kvinder, som synger på mine sange. Når jeg hører musik hjemme, er der en klar overvægt af mænd. Måske skal jeg finde en mandlig sanger næste gang for at komme ud på den omtalte tynde is, overvejer Anders Trentemøller.

En kvindelig sanger, han ynder at lytte til, er Beth Gibbons fra Portishead. Måske derfor lyder sangen "Spinning" som en bevidst kollision mellem Portisheads unikke vokal og Depeche Modes distinkte synthesizerlyd. Det er da heller ingen tilfældighed, når Anders Trentemøller fortæller om sine favoritbands fra teenageårene i Vordingborg.

- Jeg var kæmpefan af Portishead og Depeche Mode, så det ikke tilfældigt, at der er referencer til begge bands i "Spinning". Den britiske indiescene i 1990'erne var også fabelagtig. Mine kammerater og jeg lyttede enormt meget til Oasis, Blur, Slowdive og Ride. Samt danske Gangway, der skrev den fantastiske sang "Sitting in the Park". Men især Depeche Mode ligger i min musikalske hukommelse og DNA. På "Spinning" er der en temalyd, som er rendyrket Depeche Mode. Jeg fik fingre i en sampler, en Emulator M2, som er magen til den, Depeche Mode brugte. Det er den, man altid kan genkende så tydeligt, siger Anders Trentemøller og begynder at spille på usynlige tangenter mellem os.

Han undskylder, at det bliver lidt nørdet. Men han har for nylig købt to Stringer-synthesizere, der også sætter deres tydelige præg på "Fixion". Dem er vi nødt til at runde.

- Pladens åbningsnummer er båret af en Stringer-synthesizer magen til den, Joy Division brugte til temaet på "Love Will Tear Us Apart". I dag kan elektronikken ufatteligt meget. Men intet lyder præcis som lyden fra den synthesizer. Jeg er komplet forelsket i den æstetik og særegenhed, bands som Depeche Mode og Joy Division havde og til en vis grad stadig har. Deres lydunivers har spillet en markant rolle, da jeg skabte min musikalske identitet, konstaterer Anders Trentemøller.

Indestængthed som drivkraft

Nu da vi er alligevel er dykket helt ned i materien, kommer vi til at snakke om, hvad en smuk lyd i virkeligheden er for en størrelse.

- Det er enormt svært at svare på, hvornår eller hvordan, jeg har fat i noget smukt. Men jeg ved, at jeg rammer plet, når jeg får gåsehud. Det er især de blå toner, der påvirker mig. Jeg kan få gådehud alene ved at snakke om en sang som "Love Will Tear Us Apart". Morrissey ramte også nogle helt særlige toner sammen med Johnny Marrs guitar, som man ikke kan forklare. Det skal bare høres. Hvis man kunne sætte det på formel, ville det være kedeligt. Og de sange, der bevæger dig, bevæger ikke nødvendigvis mig, fordi vi ikke har de samme minder og følelser omkring dem. Der er eksempelvis en speciel duft, som sender mig direkte tilbage til min mormors køkken. Sange har samme egenskab, siger Anders Trentemøller.

Siden musikkarrieren blev indledt i 1997 har han både brugt musikken som et redskab til at flygte fra noget og et værktøj til at konfrontere noget. Primært det første.

- Det smukke ved musik er, at det er et helligt rum, man kan træde ind i både ved at lytte og ved at skabe. Med musikken som partner er jeg er et lykkeligere menneske. Eller i hvert fald gladere. Jeg har aldrig haft depressioner, selv om det måske kan lyde sådan på nogle af mine sange. Men det er måske netop, fordi jeg har fået afløb for opsparet vrede eller frustration, siger Anders Trentemøller.

Det er næsten altid et nummer på hans plader, hvor han giver fuldstændig los. På dette album er det "Circuits".

- Jeg var pissehamrende sur, og alt var noget fucking lort. Jeg var virkelig arrig og fik det hele kanaliseret ud i et punket nummer på tre minutter, der i den grad er et twist på pladen klemt inde mellem to stille sange. Normalt bruger jeg måneder på en sang. "Circuits" lavede jeg på én dag. Indestængthed er en god drivkraft, siger Anders Trentemøller.

Han indikerer med et smil, at vreden for længst har forladt kroppen.

  • Michael Bager

    Af:

    Reporter på Odenseredaktionen, musikredaktør og flittig skribent til rejsemagasinet Siesta. Født i Aars, Himmerland, i 1977 og bosat på Fyn siden 2004. Har kone, der er læge på OUH, samt to døtre. Jeg er glødende AaB- og Arsenalfan, men hepper på OB i alle kampe, hvor de ikke møder nogen af de nævnte hold. Jeg elsker alt fra hiphop og heavy til punk og rendyrket rock. Jeg har i mine 10 år på avisen interviewet musikere som Tom Jones, Robert Plant, Slash, Sinéad O'Connor, Macy Gray, Bryan Adams, Chris Cornell, Cliff Richards, Dr. John, Gavin DeGraw, James Last, Jeff Beck, Kevin Costner, Manic Street Preachers, Santana, Suede, The National og Travis m.fl. Blandt danske bands mangler jeg kun C.V.Jørgensen og Kim Larsen for at have interviewet samtlige af mine hjemlige helte.

Mere om emnet

Se alle

Trentemøller