Kaninjagten # 4

De hvide kaniner har i flere år været en fast del af byen. Her er en fanget i Asylgade. Hvem der står bag kaninerne er vi kommet tættere på end nogensinde før.
Foto: Malte Jørstad/Søren Kongsted

Kaninjagten # 4

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Jagten på manden bag en hel serie graffitikaniner i Odense går ind i sin sidste fase.

Måske skulle det have været det første, vi gjorde: Et besøg på Odense Centralbibliotek og et grundigt kig i de gamle telefonbøger. Alligevel har det taget noget tid at få idéen. Måske fordi vi kortvarigt har været forblændet af vores generations besættelse af IT og teknik. For hvis internettet ikke har svaret - hvem har det så?

I forrige afsnit af Kaninjagten fandt vi frem til et rigtigt, CPR-registreret navn på den mand, som ifølge alle spor står bag en hel serie hvide graffitikaniner, der de senere år har spredt sig i Odense og sågar over bæltet til København.

Der er ingen hjælp at hente på Google, Facebook, Krak eller De Gule Sider - det er som om, navnet ikke eksisterer i virkeligheden. Men så kom idéen.

Et gravearbejde gennem 10 års dokumentation af odenseanernes privatadresser giver pote. Pludselig har vi både navn og adresse.

Adressen indikerer, at kaninkunstneren stadig befinder sig i Odense, hvor kaninerne er flest i bybilledet. Ved Brandts, i Slotsgade, i Vindegade og i Munke Mose - med de lange tænder, rottehalen og det skarpe blik på odenseanerne, der trasker forbi.

Igennem hele maj har vi her i avisen hver søndag og via en podcastserie forsøgt at få kunsteren i tale, for at stille spørgsmålet: Hvorfor lige hvide kaniner?

Det har vist sig meget svært. Vores forbindelse til miljøet, Søren Bo Østerkjærhuus, bliver igen den mand, der kan sidde med nøglen til mysteriet.

I sidste uges afsnit lovede han, at han ville fungere som mellemmand mellem os og kaninkunstneren.

Men kort efter tredje afsnit er udkommet, får vi svaret, vi har forventet - og frygtet.

- Jeg fik en meddelelse søndag, og han er ikke på nogen måde interesseret i et interview. Han er skræmt af al den virak omkring hans kaniner og vil helst være foruden, står der.

Dét er en spand koldt vand i hovedet på undertegnede. Vi kan ikke begribe, at en person, der har brugt så lang tid på at duplikere det samme kunstværk, ikke er det mindste interesseret i at fortælle om sin præstation.

Vi overvejer at lægge jagthuen på hylden, men så falder vi over et nyt spor. Endda inden for egne rækker - i Fyens Stiftstidendes artikeldatabase. En gammel artikel, hvor Kaninkunstnerens navn optræder. Vi kontaktede journalisten bag, Rikke Hyldgaard.

Men det er ikke opløftende.

- Den artikel husker jeg overhovedet ikke, siger hun.

Det er måske også lige optimistisk nok. Man kan vel ikke forvente, at en journalist kan huske, en artikel vedkommen skrev for mere end et årti siden? Vi spørger alligevel, om hun kan huske noget - et eller andet - om den person, vi formoder, er kaninkunstneren.

- Desværre. Jeg kan ikke huske noget om ham. Det har sikkert været en rigtig fin fyr, griner hun.

Banke, banke på...

Det bringer os tilbage til begyndelsen og telefonbøgerne. Vi begynder med 2005, hvor Kaninkunstneren, efter vores oplysninger, er 18 år gammel. Og pludselig står navnet dér på de gulnede sider. Med adresse i Odense - men intet telefonnummer.

Vi fortsætter op gennem årene, og på trods af flere flytninger, bliver navnet ved med at dukke op. Også i telefonbogen for 2015/2016.

Vi har godt nok fået besked om, at han ikke vil tale med os, men vi forsøger alligevel ved at opsøge adressen i Odense. Om ikke andet for at tale vores sag.

Men uden held.

Kaninerne må tale for sig selv - og deres selvvalgt ukendte bagmand.

Kaninjagten # 4

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.