Folketinget er, hvad angår udlændingepolitikken, blevet og vil i stigende blive reduceret til et ekspeditionskontor, der skal gennemføre en lovgivning, der dikteres udefra
Indimellem kan man få det indtryk, at regeringens holdning til dansk suverænitet bygger på den antagelse, at så længe dansk er rigsmålet, så længe vi har Dannebrog som nationens flag og så længe vi har valg til Folketinget, så har Danmark ikke afgivet nogen form for suverænitet.

Fakta er imidlertid at en række af de konventioner, vi gennem tiden har tiltrådt, i stigende grad udgør en tikkende bombe under Danmark som selvstændig nation med egen og suveræn lovgivningsmyndighed, og vi står i dag i en situation, hvor vi for alvor bliver nødt til at tage stilling til, hvorvidt vi ønsker at landets lovgivning fremover skal varetages af de politikere, vi vælger til opgaven, eller om disse politikere blot skal være administratorer, der i stigende grad lovgiver efter retningslinier udstukket af internationale og europæiske konventioner vedtaget i hhv. FN og EU.

Det gælder bl.a. især FN's flygtningekonvention, Genevekonventionen af 28. juli 1951, som med Danmarks ratificering af Lissabontraktaten nu vil blive ophøjet til lov med EF-domstolen som den myndighed, der fremover vil få bemyndigelse til at udstikke retningslinierne for Folketingets lovgivning på området. Akkurat som vi netop har set det med den omstridte Metock-dom, der underkendte den danske udlændinge-lovgivning på trods af det faktum, at der var tale om en traktatmæssig undtagelse fra de generelle EU-regler på området. Men denne undtagelse var altså ifølge domstolen i strid med Romtraktatens forældede regler om arbejdskraftens frie bevægelighed. Og dermed ugyldig.

Og det er netop det, vi her har med at gøre. Nemlig forældede konventioner, der blev udformet i en tid, hvor verden så helt anderledes ud. Både Romtraktaten og FN's flygtningekonvention er i deres fundament baseret på forholdene i Europa før, under og umiddelbart efter 2. verdenskrig, og har af samme grund som udgangspunkt en situation, hvor arbejdskraft og flygtninge udelukkende var et rent internt europæisk anliggende, der omhandlede indfødte europæere, som trods deres forskellighed alligevel havde et fælles kulturelt grundlag.

Den situation er totalt ændret. De flygtninge og den arbejdskraft, der i dag er omfattet af hhv. Genevekonventionens og Romtraktatens bestemmelser, er ikke europæere, men fremmede folkeslag med en fremmed kultur, som takket være Genevekonventionen og Romtraktatens bestemmelser nu vælter ind over Europa og er godt på vej til at ændre både Europas demografiske sammensætning og langsomt underminere det fælleseuropæiske kulturelle fundament i en situation, hvor de enkelte EU-lande i realiteten intet kan stille op. Medmindre de vil begå brud på konventioner og dermed blive dømt ved EF-domstolen.

Det er præcis den situation, Danmark nu står i p.g.a. Metock-dommen. Vi kan ikke mere føre vores egen udlændingepolitik i og med, at vi er bundet op af nogle bestemmelser i Romtraktaten, der var beregnet på en helt anden situation i en helt anden tid. Det er i denne forbindelse vigtigt at holde sig for øje, at Rom-traktaten er EU's grundlov og at den på de områder, Rom-traktaten dækker, står over den danske grundlov.

Med gennemførelsen af Lissabontraktaten, hvor Genevekonventionens bestemmelser bliver lovgrundlag i EU, vil den sidste rest af selvstændig dansk udlændingepolitik forsvinde som dug for solen.

Rent praktisk vil det i første omgang betyde, at Starthjælpen vil blive kendt ulovlig, hvilket FN's Flygtningehøjkommissariat allerede tilkendegav i januar 2005 i et svar til de tre folketingsmedlemmer Anne-Marie Meldgaard (S), Elsebeth Gerner Nielsen (R) og Kamal Quereshi (SF). Det sker med henvisning til, at Genevekonventionens bestemmelser entydigt kræver, at et land skal give flygtninge de samme sociale goder m.v., som landets egne indbyggere nyder godt af.

Hermed vil der blive sat en endelig stopper for en lang dansk tradition for selv at regulere tilstrømningen af udlændinge til Danmark og dermed også selv bestemme landets befolkningsmæssige sammensætning. Den første lov, der i Danmark blev gennemført på området, er helt tilbage fra 1875. Det var "Loven om Tilsyn med Fremmede og Reisende" . Den blev i 1952 afløst af "Lov om udlændinges adgang til landet m.v." , der så igen i 1983 blev erstattet "Udlændingeloven" med de opstramninger, der siden er blevet tilføjet, og som nu er dømt ulovlige af EF-Domstolen.

Det centrale spørgsmål er imidlertid, hvorvidt der i grundlovsmæssig forstand er tale om suverænitetsafgivelse. Det er under alle omstændigheder et ubestrideligt faktum, at Folketinget hvad angår dansk udlændingepolitik nu er blevet og i stigende grad vil blive reduceret til et ekspeditionskontor, der blot skal implementere en lovgivning, der bliver dikteret landet ude fra af bl.a. EF-domstolens jurister.

I sit ugebrev 29/9 sætter Pia Kjærsgaard (DF) fokus på problematikken. I forbindelse med de aftaler, Dansk Folkeparti har indgået med regeringen vedr. den domstolsdikterede ændring af Udlændingeloven, skriver Pia Kjærsgaard bl.a.: "Endelig har vi med aftalen sikret, at regeringen inden udgangen af marts næste år udarbejder en juridisk redegørelse om forholdet med grundloven og EF-domstolens kompetence. For en sikkerheds skyld får vi i Dansk Folkeparti også udarbejdet et tilsvarende juridisk responsum."

Et tilsvarende juridisk responsum er det imidlertid også tiltrængt at få udarbejdet i forbindelse med de danske domstole, som i stigende grad er begyndt at skæve til FN's ikke-retligt bindende konventioner, når de træffer deres afgørelser, og dermed i realiteten så småt selv er begyndt at lovgive uden om Folketinget.

Det er en udvikling, der kan få katastrofale følger for blandt andet ytringsfriheden, hvor FN med Durban-II-konferencen om racisme, som afholdes i Schweiz i marts næste år, forsøger at få ytringsfriheden underlagt muslimske shariabestemmelser.

Konferencen er med opbakning fra Rusland og Kina blevet kuppet af muslimske lande, som nu vil have FN til at blåstemple, at enhver form for kritik og negativ omtale af islam skal sidestilles med racisme. Således har konferencen fået Libyen som formand, mens lande som Pakistan og Egypten sidder i planlægningsgruppen. Det vigtige arbejde med at skrive det udkast til FN-manifest, som konferencen skal vedtage, er overladt til Iran.

Resultatet er således næsten givet på forhånd, nemlig at det vil lykkes for den muslimske verden at få Cairo-deklarationens islamiske menneskerettigheder, som er totalt uforenelige med FN's nugældende menneskerettigheder, blåstemplet som universelle og dermed også gældende i Danmark.

Helt konkret drejer det sig om Cairo-deklarationens artikel 22, som man via konferencen ad bagvejen nu forsøger at påtvinge hele den civiliserede verden, og som lyder.

(a) Enhver skal fri kunne udtrykke sin mening, når det sker på en måde, som ikke er i modstrid med principperne i sharia. (b) Enhver skal have ret til at forsvare, hvad der er rigtigt, udbrede hvad der er godt og advare imod hvad der er forkert og ondt ifølge normerne i den islamiske Sharia. (c) Information er en vital nødvendighed for samfundet. Den må ikke udnyttes eller misbruges på en sådan måde, så den krænker helligheder og profeters værdighed, underminerer moral og etiske værdier eller ødelægger, miskrediterer eller skader samfundet eller svækker dets tro.

Durban I endte i kaos, efter at USA og Israel udvandrede i protest 9/11 2001. Datoen er til at huske, for to dage efter, 11/9 angreb muslimske terrorister World Trade Center. Modstanden mod Durban II er allerede udbredt. Således har Canada meddelt, at man vil boykotte konferencen, og lande som USA, Frankrig og Australien truer med at følge Canadas eksempel. I Danmark vakler udenrigsminister Per Stig Møller (K) og kan ikke rigtig finde ud af, hvad han vil. Det samme gælder de politiske partier bortset fra Dansk Folkeparti, som tidligere meldte ud, at Danmark bør følge Canadas eksempel og blive væk.

I den franske avis Le Monde offentliggjorde 39 filosoffer og historikere tidligere på året et åbent brev, hvori de anbefaler hele den civiliserede verden at boykotte konferencen. En af dem, den prisbelønnede tyske historiker Matthias Küntzel skrev bl.a.: "Når en række islamiske lande fører en kampagne for at forbyde kritik af islam, der bygger på en sharia fra 700-tallets ørkensamfund, er det på tide, at vi i vesten trækker en streg i sandet".

Trusler fra EU mod Danmarks selvstændige ret til at gennemføre egen lovgivning. Trusler fra FN mod Danmarks ret til selv at regulere ytringsfrihedens grænser. Vi må desværre se i øjnene, at diverse konventioner i stigende grad binder os på mund og hånd, og at vi for længst burde have trukket en streg i sandet. Men det er trods alt ikke for sent. Ratificeringen af Lissabontraktaten kan stoppes, og på FN-konventionerne er der ét års opsigelse. Spørgsmålet er så, om vi har politikere, der tør erkende, at Folketinget lovgivningsmæssigt set er ved at blive omdannet til et ekspeditionskontor, og om disse politikere af samme grund har mod nok til at drage de nødvendige konsekvenser.

Jette plesner dali

Falkonér Allé 67, Frederiksberg, er folketingskandidat for Dansk Folkeparti