Har jeg mon en bog i mig?

Martin Petersen er klummeskibent på 24timer Xtra.
Foto: Birgitte Carol Heiberg

Har jeg mon en bog i mig?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lige for tiden er jeg ved at arbejde mig igennem 467 siders nyere norsk litteratur, og det er ikke nær så tungt og trist, som det måske måtte lyde. Tværtimod, og det er rart med en bog, der holder længere end en eftermiddag - det selvom jeg normalt helst holder mig langt fra bøger, der strækker sig over mere end 200 sider.

Det er først inden for det seneste år, at jeg igen har taget bøgerne ned fra hylden og er begyndt atter at læse andet og mere end de musikblade, aviser og tegneserier, der så længe har været den eneste åndelige føde af den nedskrevne slags, jeg har indtaget.

Som barn var jeg dagligt på biblioteket, hvor jeg lånte og læste i et væk. Som ældre, ikke nødvendigvis voksen, men i hvert fald ældre, er jeg blevet magelig og besidderisk. Bøgerne, jeg læser, skal være mine egne. Reservationer på biblioteket og tanken om at jeg nu kun har en stakket frist til at få læst, gider jeg ikke længere ligge under for. Der er også noget forsonligt ved tanken om at opbygge sit eget bibliotek. At kalde det en bogsamling vil være for fint et ord at bruge, så længe mængden af paperbacks fylder så meget, som de gør. Bibliotek er et mere passende ord, jeg låner også gerne ud til mine venner, hvis de spørger pænt.

En bog er en vild størrelse, har jeg indset, efter jeg selv er begyndt at skrive. Der er langt fra den smule, jeg skriver her, til det at fylde en hel bog. Det kræver en idé, der holder vand, og en forfatter, der tror på, at idéen holder hele vejen igennem bogen og helt om til stikordene. Jeg kan godt strække et emne langt nok til at fylde en klumme, uden at ordene når at blive helt udvandede, men en bog? Så meget har jeg vist aldrig troet på en af mine egne idéer.

Men hvor ville jeg dog gerne kunne skrive så meget, bare sætte sig til tastaturet og skrive, skrive, skrive. Men om hvad?

Tiden er vist løbet fra 'der var engang, de levede lykkeligt til deres dages ende.'

Jeg ved ikke nok om noget til at skrive faglitteratur, og lokumspoesi, hvor jeg måske kunne have en chance, gør sig ikke godt i bogform, med mindre man trykker det på toiletpapir.

Nåh, mere om det, når jeg har været ved lægen. Jeg skal røntgenfotograferes og se, om jeg har det i mig at skrive en bog.

Har jeg mon en bog i mig?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.