Torben Bille og Jan Persson har udgivet en bog med ord og billeder fra en lang række koncerter i årene 1964-74
Det første, der slog Torben Bille, da han genså de mange koncertbilleder, som Jan Persson har taget til bogen "Midt i en Beattid", var, hvor tæt på tingene var dengang i midten af tresserne og et årti frem.

- Der var en nærhed over det, som jeg godt nok havde bildt mig ind var der. Men man kan jo altid forveksle virkeligheden med nostalgi, når man tænker tilbage. Men billederne minder mig om, at den var god nok. Det har derfor været motoren i vores bog at vise det her ligelige forhold, der var mellem publikum og dem på scenen, fortæller Torben Bille, der i dag er journalistisk chef på Polfoto.

Han mener, at man til mange store koncerter i dag oplever musik, der er reduceret til rene begivenheder.

- Dermed tiltrækker man et publikum, der ikke interesserer sig for musik, men bare i at komme ud og blive set, siger han.

Det var retfærdigvis lettere at komme tæt på dengang. Måske fordi ingen vidste, at det var forbudt at stille sig op på scenen og nyde et par numre, inden man trissede ned igen.

- Det gjorde ikke ondt, og alle var sammen om at få en oplevelse. Og så var hverken band eller publikum noget værd uden hinanden, konkluderer Torben Bille.

Ramt af paranoia

Der var heller ikke alle de penge i branchen, som der er i dag. Med penge kommer mellemhandlere og restriktioner. Og alle mellemled mellem publikum og rockstjernen skal retfærdiggøre deres placering i hierarkiet.

- Derfor bliver der sat en masse stopklodser og vejspærringer op, som gør det svært at komme tæt på. Og når man ikke er tæt på fysisk, er det vanskelig at komme tæt på psysisk, forklarer Torben Bille.

Han tror forandringen skete, da amerikanerne for alvor kom på banen midt i 1970'erne og der kom en større nervøsitet og en mere udtalt grad af paranoia.

- Pludselig begyndte pladeselskaber og koncertarrangører at spekulere i, hvad de her billeder kan blive brugt til? Det er netop det tidspunkt, hvor vores bog slutter, siger Torben Bille.

I dag ville en fotograf aldrig komme i nærheden af så mange prominente navne. Ikke medmindre kunstnerne havde betalt ham for det.

- Jan Persson var ikke engang noget særsyn dengang. Det var bare sådan, det var. Der var en uskyld over det, som aldrig kan komme tilbage, konkluderer Torben Bille.

Befriede for bagtanker

Som chef på Polfoto kan Torben Bille sagtens se, at nutidens fotografi på mange måder er bogens billeder overlegne.

- Det er klart, at de billeder, der bliver taget i dag er af en højere teknisk kvalitet, fotograferne er uddannede og udstyret er alt det, de ikke kunne drømme om dengang. Men samtidig har billederne af Jan og hans kolleger fra dengang en umiddelbarhed over sig. De gik ikke efter at fotografere en myte. De gik efter at få penge for deres arbejde. Derfor var der en håndfasthed, som jeg personlig vældig godt kan lide, fortæller Torben Bille.

Han sætter pris på, at der heller ikke var lagt et fortolkningslag ind, så seeren selv kan gå på opdagelse i billederne.

- Fotografen fortæller ikke: sådan skal du tænke. Og så var billederne lykkeligt befriede for fotorestriktioner. Man kunne tage billeder under ekstranumrene, mens man i dag mange gange er heldig, hvis det er tilladt under de første tre. Oftere og oftere er kun under første nummer. Hvis det havde været vilkårene dengang, ville man aldrig have taget det klassiske billede af Jimi Hendrix, der brænder sin guitar af. Vi havde aldrig fået Mick Jagger, der tager imod verdenspressen siddende på en gymnastikbænk i Århus. Billeder der helt unikke og befriede for bagtanker. Det må have været sjovere at være fotograf dengang, understreger Torben Bille, der dengang anmeldte koncerterne for egne penge.

- Jeg var endnu uspoleret og havde ingen mening om noget, som jeg skulle videregive. Jeg havde kun et oplevelsesfilter, der var langt mere stormasket, netop fordi jeg ikke skulle mene noget bestemt, husker Torben Bille.

Den dybe tallerken

Bogens mission er at minde om, at nogen af de helt store navne i rockhistorien faktisk har spillet i lille Danmark. Men også at forholde sig til, at rockmusikken i mangt og meget var en minoritetsmusik.

- At den fik så meget omtale i medierne dengang skyldtes primært, at der var nogle hustlere for vorherre, som ikke tog nej for givet samt en skare chefredaktører, der var bange for at være bagud. Omtalen af beatmusikken i for eksempel Ekstra Bladet var helt ude af proportioner med, hvor mange der hørte den. Det er jo interessant, at det største hit i Danmark i 1967 var "Hvem har du kysset i din gadedør" med Daimi og Dirch Passer og i 1968 "Vi skal gå hånd i hånd" med Keld og Hilda Heick, mens vi alle sammen tænker: det var The Doors, The Who og Jimi Hendrix, der styrede dengang. Gu' var det nikkenikkenej. De navne nåede ikke til Vissenbjerg før først i 1970'erne, konstaterer Torben Bille, der mener, at bogen henvender sig såvel til gamle og unge hippier samt til alle, der ikke er tilfreds med bare at få serveret det sidste nye, som om det vender op og ned på verden.

- Der har altså været dybe tallerkner før, understreger Torben Bille, der aldrig glemmer koncerten med Crosby, Stills, Nash & Young.

- Dels levede den op til alle forventningerne og dels blev den levendegørelsen af hele hippiemytologien om, at vi alle sammen var hinandens venner. I hvert fald for en lang aften. Siden blev slørret trukket fra vores øjne, fortæller Torben Bille.

Torben Bille & Jan Persson: "Midt i en Beattid", Gyldendal, 288 sider, vejledende pris 349,00 kroner, udkom 15. maj

Mere om emnet

Se alle
Mobiltelefoner konfiskeres ikke

Mobiltelefoner konfiskeres ikke

Totalt foto-forbud

Totalt foto-forbud

Nej ... Dylan er ikke her

Nej ... Dylan er ikke her