I sangen "Diamonds and Rust" mindes sangerinden Joan Baez, hvordan Bob Dylan dukkede op på scenen i begyndelsen af tresserne som "Already a legend / The unwashed phenomenon / The original vagabond."

Som man allerede vidste dengang, var den unge Dylan dog ikke helt den vagabond, som han gav sig ud for at være. Ej heller var han, som han også påstod, et hittebarn, der var blevet opdraget af en indianerstamme. Som Robert Shelton skrev i en anmeldelse i New York Times i 1961: "Dylan er uklar omkring sin fortid, men det betyder mindre, hvor han har været, end hvor han er på vej hen".

Udover at skaffe Dylan en pladekontrakt var denne anmeldelse også bemærkelsesværdig, fordi den var profetisk: Dylan har i løbet af hele sin karriere været i bevægelse og nægtet at lade sig definere af sin fortid, ja ind imellem sågar nægtet fortiden.

Netop tiden og dens paradoksale karakter synes at have optaget Dylan fra begyndelsen af hans karriere. Dylan er utidig: Han er både forud for sin tid og langt bagefter i den forstand, at han altid har den ene fod solidt plantet i den amerikanske musiks tradition.

Da han debuterer i 1961, er det således med en række versioner af gamle bluessange, hvis ophav fortaber sig i folkedybet. De har alle døden som tema, og skønt Dylan kun er 20 år, synger han dem som om han allerede selv er dødsmærket.

Alder har i det hele taget altid været en relativ størrelse for Dylan. "I was so much older then / I'm younger than that now." sukker han i omkvædet til "My Back Pages". Umiddelbart et paradoks, men i grunden ligetil. Det drejer sig nemlig ikke om biologisk ungdom, men om mental. Man må først og fremmest være ung af sind.

Det var Dylan ikke i begyndelsen. Som en svamp sugede han hele traditionen til sig, og da han snart begyndte at skrive sine egne sange, osede de derfor af hundrede års livserfaring og indsigt.

Jeg har rejst vidt omkring, sang han, og jeg kan fortælle jer én ting: vi lever i sene tider og syndfloden er på vej: "A Hard Rain's A-Gonna Fall". Dylans apokalyptiske tekster gav mæle til tidens protestbevægelse og generelle opbrudsstemning: "You better start swimmin'/ Or you'll sink like a stone / For the times they are a-changin'".

Dylan blev således indbegrebet af tidsånden og udråbt som dens talsmand. At blive kategoriseret på den måde var imidlertid ikke noget for Dylan, der altid allerede var på vej videre, uden at han nødvendigvis vidste hvorhen: "Where I´m bound I can´t tell". Det vigtigste var bare at være i bevægelse, og den, der ikke var det, var så godt som død: "He not busy bein' born is busy dyin'".

Og så en dag på landevejen blokerede forhjulet på hans motorcykel, og han faldt til jorden og blev liggende. Det var i 1966.

I lang tid hørte man ikke noget fra ham, en evighed syntes det dengang. Folk troede han var død, og legenden var allerede skabt. Men så kom der igen lyd fra ham, en rundere og mere forsonlig lyd. For han havde i mellemtiden stiftet familie og slået sig til ro, i hvert fald for en stund: "Close your eyes, close the door / You don't have to worry anymore / I´ll be your baby tonight."

Døden havde han dog ikke glemt, slet ikke: "That long black cloud is coming down / I feel like I'm knockin' on heaven's door". Forude så han frelsen komme ham i møde: "I see my light come shining / From the west unto the east /Any day now, any day now / I shall be released."

Da frelsen endelig kom, var det i skikkelse af Kristus, som han, ifølge eget udsagn, mødte på et hotelværelse i Canada i 1978. Og så begyndte han for alvor at prædike om frelsens lyksaligheder og den skæbne, der ventede de vantro.

De kunne godt forberede sig på dommedag, nu i form af toget fra tidernes morgen, der langsomt men sikkert nærmede sig: "There's a slow, slow train comin' up around the bend". Pludselig var det hele meget simpelt: "You're gonna have to serve somebody / Well, it may be the devil or it may be Lord / But you're gonna have to serve somebody."

Tiden har ikke altid været på Dylans side. I lange perioder af firserne var han sendt til tælling. Den moralsk indignerede position, som mange stadig forbandt ham med, passede dårligt til firsernes overfladiske tidsånd, og Dylan blev forkastet som et fossil fra tresserne.

Mod slutningen af firserne begyndte han endda selv at se det sådan. Som han skriver i sine erindringer: "Jeg følte mig færdig, et hult, udbrændt ringvrag. Hvor jeg end kommer hen, er jeg en troubadour fra tresserne, et levn fra folk-rockens dage, en versemager fra fortiden, et opdigtet statsoverhoved fra et land, som ingen kender."

Men så en aften i 1987, under en koncert i Schweiz, gik det pludselig op for ham, at hans virkelige kald er at spille live. Det blev begyndelsen på den såkaldte "Never Ending Tour", en rastløs turnevirksomhed, der har varet lige siden og bragt Dylan til Danmark talrige gange.

Det egentlige comeback sker dog først i 1997 med udgivelsen af Time Out of Mind, hvor Dylan endegyldigt er kommet ud af den blindgyde han var havnet i som genfødt kristen.

Atter er tiden et tema, endda det gennemgående. Pladens titel betyder, at tid og sind ikke længere er synkrone, de er som en film, hvor lyd og billede ikke følges ad. Og nok er sindet hævet over tiden, men han må alligevel erkende at han ikke vil være ung for evigt: "It's not dark yet, but it's getting there." Time Out of Mind fuldender således en cirkulær bevægelse, der begyndte med debutpladen, hvor han sang ligeså dødsfikserede tekster, som han gør her som 56-årig.

Dylan anno 2008 rider langt hen ad vejen stadig på det comeback, der begyndte med Time Out Of Mind. Hans seneste plade har titlen Modern Times, og det skal nok forstås i anførselstegn. For nok lever vi i moderne tider, men ifølge Dylan har moderniteten ikke medbragt et fremskridt i menneskelighed.

At Dylan på Modern Times lyder yngre end han gjorde på Time Out of Mind bekræfter endnu en gang hans paradoksale forhold til tiden. Hvor han på Time Out of Mind tog begyndende afsked med livet, da virker han her, ti år senere, yngre end nogensinde. Den uafviselige viden om døden på den ene side, og så denne fornemmelse af at blive stadigt yngre med årene på den anden.

Det er mellem disse to poler, at hans værk udspænder sig.

Christoffer Henneberg

Rosenbæk Torv 15, Odense

Bob Dylan giver koncert i Odense d. 28. maj.

Mere om emnet

Se alle
Mobiltelefoner konfiskeres ikke

Mobiltelefoner konfiskeres ikke

Totalt foto-forbud

Totalt foto-forbud

Nej ... Dylan er ikke her

Nej ... Dylan er ikke her