En gruppe beboere fra Strandvejens Plejehjem var i går på en usædvanlig udflugt - den gik til Christiania.

Fynsk plejehjem på Christiania

Seks beboerer fra Strandvejens Plejehjem i Middelfart tog en tur til Christiania. Poul Rørtoft havde en god dag, han lyttede til musik og "så på mennesker".
MIDDELFART/KØBENHAVN: Et par løse hunde løber om Erling Pedersens el-scooter, men han ænser dem ikke, mens han kører ned ad Pusherstreet. I stedet kører han direkte over til en gruppe muskuløse, karseklippede mænd, med tatoveringer på arme og hals. Den sødlige lugt af hash rammer næseborene. Mændene giver ham lov til at se og lugte til et par af de store klumper hash, de har liggende til salg på bordet foran.

De andre holder sig lidt i baggrunden. En af mændene ved bordet vender sig om og siger med et smil:

- Når man er så gamle som jer, må man vel selv bestemme, om man vil ryge noget hash.

- Det kan være, at det kan friske mig lidt op, svarer Poul Rørtoft kækt fra sin kørestol.

- Narj, jeg tror nærmere det får dig til at slappe heeelt aaff, svarer manden.

- Ja så skal du da vist ikke have noget, siger aktivitetsmedarbejder Hans Knudsen med et grin til Poul.

Det var ikke nogen almindelig udflugt, fem beboere og to plejere fra Strandvejens Plejehjem var på, da de i går kørte deres blå Fiat Ducato ud af regnfulde Middelfart og af sted på den årlige københavnertur. I år var det nemlig hverken Amalienborg eller Christiansborg, der var turens højdepunkt. Det var, efter beboernes eget ønske Fristaden Christiania.

Guitarmusik og frokost

På Christiania er vejret godt.En ung mand i "Free Tibet"-T-shirt spiller Pink Floyd på guitar i en lille sidegade til Pusherstreet. Her har Poul Rørtoft, Poul Andersen, Johannes Dalum Larsen, Bente Møller og Erling Pedersen der alle er beboere på plejehjemmet slået sig ned for at spise deres medbragte frokost, sammen med de to aktivitetsmedarbejdere, Hans Knudsen og Bodil Hansen, der står for dagens udflugt.

David Brüel, som den unge mand med guitaren hedder, bliver budt på en æggemad, sammen med beboerne. Imens kan de fra deres pladser langs vejen se de forskellige personager, der befolker Christiania, defilere forbi i forskelligt tempo. Nogle skal tydeligvis skynde sig ind og "handle" eller hjem igen, mens andre trasker forbi i mere adstadigt tempo.

Det her er tydeligvis det bedste tidspunkt på turen for Poul Rørtoft. Han læner sig tilbage i sædet på kørestolen, med sin Nikoline-sodavand i hånden og iagttager drengene og pigerne, der går forbi.

Tiden før fristaden

- Jeg elsker at se på mennesker, og de her ligner jo ikke dem, vi har derhjemme, siger han og kigger på en pige med piercinger og rastahår .

- Men de kan såmænd være lige så gode som os andre alligevel, funderer han.

Beboerne på Strandvejens plejehjem er godt forvænte, med årlige udflugter til Bakken og sommerture til udlandet.

- Vi prøver så vidt muligt at lade beboerne bestemme de aktiviteter, vi laver, og vi har altid kø til vores arrangementer, fortæller Hans Knudsen, der arbejder i "aktiviteten" på Strandvejens Plejehjem.

At valget for denne tur faldt på Christiania er der flere grunde til:

- Beboerne følger jo med i nyhederne. Derfor har de hørt om stedet og ville gerne se det, fortæller Hans Knudsen.

Det er dog ikke kun fristad og hashmarked, der har pirret beboernes nysgerrighed. De kan nemlig huske tiden før, der blev solgt hash på Christiania. Dengang stedet var kendt som kasernen i Bådsmandsstræde.

- Jeg har en ven, der godt nok er død nu, men han var her som soldat, fortæller Poul Rørtoft, mens han kigger på det, han mener, må have været en hestestald dengang.

Netop som det er tid til at forlade Christiania, begynder mørke skyer at samle sig over fristaden. Beboerne når lige i ly inde i Ducatoen, inden regnen kommer.

Nu står resten af eftermiddagen på sightseeing i hovedstaden, inden snuden kan vendes hjemad igen. Med en oplevelse af hvordan man også kan vælge at leve sit liv, selvom det vist ikke var en livsstil, der for alvor fristede plejehjemsbeboerne.

- Det kan vel være godt nok, men det er ikke noget for mig, mener Poul Rørtoft.
  • Fyens Stiftstidende