Karen og Rasmus Rønn Hansen har gået flere hundrede kilometer sammen ad pilgrimsruten El Camino.

Strib/Spanien: Det ene ben foran det andet. Og så bare fremad. I 800 kilometer. I oktober valgte Karen Rønn Hansen efter flere måneders forberedelse at drage til det nordlige Spanien og gå de 800 kilometer ad pilgrimsruten, også kaldet El Camino. De første 350 kilometer havde hun følgeskab af én, hun kendte særdeles godt: Sin 14-årige søn, Rasmus.

Først var drømmen om Caminoen noget, Karen Rønn Hansen havde for sig selv.

- For et par år siden købte jeg en bog om Caminoen, og så var min interesse vakt. Pludselige hørte jeg om den alle steder, og da jeg mødte en anden, der havde gået Caminoen, begyndte jeg at spare sammen og købe udstyr, fortæller Karen Rønn Hansen, hvis plan var at gå hele ruten og have et par veninder med på den sidste del af turen.

Fri fra skole til at vandre

I mellemtiden skulle hun og sønnen til forældresamtale på skolen, og både forældre, lærere og Rasmus selv havde indset, at han i 8. klasse var ved at være noget skoletræt. En af lærerne havde åbenbart hørt om moderens vandreplaner og nævnte pludselig, om det ikke var en idé, at han gik med på ruten i Spanien, og det var Rasmus Rønn Hansen med på med det samme.

Han havde ikke haft drømmen om at vandre, men han havde en anden tanke:

- Jeg tænkte bare: " Så får jeg da fri fra skole", siger han.

Og det gjorde han. To uger op til efterårsferien fik han fri, så han kunne vandre med sin mor i tre hele uger.

Karen Rønn Hansen havde brugt måneder på at træne. Hun arbejder i Nørre Aaby, og gik cirka en gang om ugen turen hjem til Strib med oppakning på. En god tur på 17 kilometer og fire timer. Da det ikke var meningen, at Rasmus Rønn Hansen i første omgang skulle med, fik han ikke trænet til turen på samme måde, men det viste sig heller ikke at være nødvendigt.

- Han har en langt bedre grundform end mig, og han er så meget yngre, så han klarede det helt fint, siger moderen, der faktisk havde svært ved at følge med sønnens lange ben.

Mange på ruten

Folk har mange forskellige grunde til at gå en lang tur.

- På ruten ligger der mange forskellige herberg. Når man spiser aftensmad sammen, så rejser man sig op og fortæller, hvem man er, og hvorfor man går på Caminoen. Nogle ville have kontakt med Gud, én havde kærestesorger, og en anden var blevet fyret om mandagen, havde hørt om El Camino om tirsdagen og fløj til Spanien om onsdagen, forklarer Karen Rønn Hansen, der tog af sted for at "få tænkt tingene igennem".

Men det skulle vise sig, at El Camino er et ret befærdet sted, og at man ikke kan gå alene uden et andet menneske i sigte. For selv om mor og søn tog ned på pilgrimsruten uden for højsæsonen, så var der alligevel en vandresti med masser af mennesker og fyldte herberger. Derfor blev oplevelsen en helt anden, da de kom af sted, end de først havde regnet med.

- Jeg troede, at jeg ville møde en masse frustrerede kvinder på min egen alder, men det gjorde vi slet ikke. Det var alle mulige folk, og det var nemt at falde i snak med dem. Man kan være meget social, hvis man vil, forklarer Karen Rønn Hansen.

Fik tømt hovedet

Selv om der egentlig var et rend af mennesker på ruten, så er det også accepteret, at man siger "Jeg vil gerne gå lidt selv". Så man kan få det, man måske kom derned for: ro.

- Jeg fik ikke tænkt de store tanker om rigtigt og forkert, men jeg fik tømt hovedet, og det var den store oplevelse. Når man går Caminoen i hele sin længde, 799 km på 6 uger, når man at få tømt hovedet. Det er som at viske tavlen ren. Du får lov til at møde nye mennesker uden din eller deres, livsbagage. De 10 kilo på ryggen føles lette i forhold til de erfaringer på godt og ondt, som de fleste af os slæber rundt på - vores livshistorie.

- På Caminoen får man lov til at komme med helt blanke sider, hvilket er lidt af et privilegium. Jeg tror, det er derfor, at man føler man får tømt sit hoved for alle mulige tanker. Man får lov at opleve en frihed og lethed, som er svær at opnå i en almindelig hverdag. Udover at man møder mennesker - alle som uskrevne blade - er der også en frihed i, at det materielle bliver skrællet af. Du har kun det allermest nødvendige med dig: en t-shirt på og en ekstra med. Et par bukser, to par strømper og så videre, forklarer Karen Rønn Hansen.

I stedet for flere ugers ro fik de talt en masse med de andre pilgrimsvandrere, og der er blevet dannet venskaber på kryds og tværs. Ofte mødte de de samme mennesker, og nogle gange gik de sammen i dagevis, hvorefter nogle faldt fra og havde brug for en hviledag. Efter et par dage kunne man støde på dem igen på et herberg mange kilometer længere henne på ruten.

- Vi fik et tæt fællesskab baseret på omsorg, nærvær og indlevelse. Et fællesskab, som jeg oplevede meget fordomsfrit. Et fællesskab, hvor jeg ikke skulle anstrenge mig, hvor jeg ikke skulle forstille mig. Et fællesskab, hvor der var plads. Et fællesskab hvor vi var nødt til at hjælpe hinanden helt konkret, siger Karen Rønn Hansen, og sønnen er enig.

Han har også knyttet bånd med flere af dem, de mødte på ruten.

- Der var en dag, hvor min mor havde migræne. Så gik jeg videre med de andre og var ude at spise med dem om aftenen. Jeg var i gode hænder, siger Rasmus Rønn Hansen.

En oplevelse sammen

Efter tre uger havde Rasmus Rønn Hansen gået de første 350 kilometer af ruten sammen med sin mor. Så var turen slut for hans vedkommende, og han tog hjem igen. Men Caminoen har sat sine spor i ham, og selv om det ikke var en drøm, han selv var kommet på, så vil han gerne gennemføre ruten. Derfor går han og pønser på at tage sin far med til Spanien for at gå den sidste del af turen. Måske til foråret. Måske til efteråret, men helt sikkert inden for den nærmeste fremtid.

Adspurgt til om de er kommet tættere på hinanden med denne tur, ryster de begge på hovederne.

- Nej, men nu har vi fået en stor og fantastisk oplevelse sammen, siger moderen.

Lidt mere "pyt"

Hjemme igen har Caminoen alligevel gjort noget ved hverdagen. Eller måske nærmere opfattelsen af den.

- Jeg har lært, at nogle ting er vigtige, og andre er ikke. Jeg tager lidt mere let på nogle ting. For eksempel hvis vi ikke når at lave aftensmad, pyt, så bestiller vi bare en pizza. Det hele skal nok løse sig, det løste sig jo på Caminoen, siger Karen Rønn Hansen, der kan mærke, at oplevelsen på Caminoen er noget, der har sat sig fast hos hende og håber, at hun kan bevare "Camino-ånden".

- Selvfølgelig er det lidt svært at komme hjem efter sådan en oplevelse. Hjem til en hverdag hvor der skal handles ind, laves mad og gøres rent. Men heldigvis skulle jeg hjem til en familie, hjem til et fællesskab hvor der er brug for mig. Eventyret i form af vandring og alle de oplevelser, der følger med, er slut.

- Men fællesskabet og nærværet findes stadig - også herhjemme. Ind imellem drukner det i alle mulige gøremål. Jeg prøver at holde fast i erfaringen med at nærværet skaber glæde og en oplevelse af at være på det rette sted, siger pilgrimsvandreren, der gerne pakker rygsækken og vandrer lange ture igen en anden gang.

  • fyens.dk