Når menneskets bedste ven skal klippes, får hundefrisøren nogle gode historier. I 30 år har Eva Eis klippet de firbenede, og i den tid har hun fået mange private historier fra hundeejerne.

Nørre Aaby: Når man er ved frisøren, går snakken. Man skal jo alligevel have tiden til at gå, når man sidder der i stolen og lader sig smukkesere. På Hovedvejen ved Nørre Aaby ligger en frisør, men her er der kun plads til firbenede kunder, og de snakker ikke så meget.

Føntørreren kører og blæser det lille dyr tørt, efter det har fået en ordenligt omgang sæbe og vand. Et par andre hunde kører sig selv op og gør højt, så lydniveauet i salonen er rimelig højt.

Betænkt i testamenter

I 30 år har Eva Eis klippet de firbenede venner i salonen ved landevejen. Her ligger den perfekt. Synlig for rigtig mange forbikørende. Og selv om det ikke er mange ord, der kan veksles med en hund, så har deres ejere gjort stort indtryk på den 55-årige hundefrisør. For 30 år med saksen i hånden giver en del historier at kunne ryste ud af ærmet. Her er familier kommet i flere år med den første, den anden og måske den tredje hund, så derfor har Eva Eis haft mulighed for at følge med i folks liv over en lang periode.

Hos hundefrisøren bliver man bare tæt med hundeejerne. Underligt nok, egentlig, når det er hundene, det handler om.

- Jeg er tættere på kunderne end hos en damefrisør. Jeg ved ikke hvorfor, det er sådan, men her øser folk deres hjerter ud. Jeg har dem også grædende i telefonen, når Fido er død, fortæller Eva Eis, der har fået mange historier, når folk har afleveret eller hentet hunden i salonen.

- Når konen er skredet, eller når manden og børnene er irriterende. Så har jeg fået historien, fortæller hun.

Hele to gange er hun blevet betænkt i afdødes testamenter.

- Jeg havde en kunde, der kom på hospice. Jeg besøgte hende, og hun spurgte, om jeg ville hjælpe hende med at finde et godt sted til hunden, så den kunne få et godt liv. Det gjorde jeg. Så fortalte hun mig, at hun havde kontaktet sin advokat og havde fået sat 50.000 kroner af til mig i sit testamente. Anden gang, jeg prøvede det, vidste jeg ikke, at jeg var blevet betænkt, men der fik jeg også 50.000 kroner fra en tidligere kunde, fortæller hundefrisøren.

Årene er gået, og kunderne er kommet troligt gennem mange år. Og selv om Eva Eis selv synes, at hun er bedre til hunde end til mennesker, så er der alligevel mange mennesker, der har lettet hjertet til hende.

Bekymret i 10 år

Det kommer helt bag på hende selv, at der er gået 30 år med at klippe hunde. Det er et job, hun nyder, og som hun aldrig vil undvære. Heller ikke når hun en gang går på pension.

- Hunde har altid været min store passion. Som barn måtte vi ikke få en hund, for min søster var allergisk. Men så fandt vi ud af, at allergikere godt kan have pudler, så vi fik sådan en, og jeg har haft hund lige siden. I dag har jeg otte, siger Eva Eis.

Hun har i en meget kort periode været receptionschef på et hotel, men hun valgte at leve drømmen om hundesalonen ud.

- Det tog tre år at løbe i gang, før jeg turde tage springet og gøre det på fuld tid. Da jeg så tog springet, begyndte det at gå, og i dag kan jeg ikke klage, men de første 10 år var jeg bekymret. Det er jeg ikke mere. Men det er også fordi, jeg er typen, der bedst kan lide at have fuld kalender, siger hun.

Og i dag er kalenderen fuld. Om sommeren er der endda venteliste på at få hundens lokker ordnet.

- Jeg tror, at folk tror, det er nemmere at få en tid til at blive klippet om sommeren, så derfor venter alle til sommer, siger hun.

Der er heller ikke mange minutters spildtid i salonen. Mens den ene hund sættes til tørre foran den enorme hårtørrer, kan den næste få studset pelsen og klippet neglene. Frokosten bliver indtaget, mens hundefrisøren står i salonen. Ingen tid til kaffepauser eller avislæsning på sådan en arbejdsdag.

Forvirrende hussalg

Forretningen har dog i efteråret oplevet et lille knæk. Naboen havde sat sit hus til salg, og skiltet stod ved landevejen ud for Evas Hundesalon. Til forveksling lignede det, at det var Eva Eis' hus, der var til salg, og det har kunnet mærkes på antallet af hundeklipninger.

- Da der går nogle måneder imellem, at en hund skal klippes, så går der det meste af et år, før alle kunderne har fundet ud af, at jeg ikke er lukket. Til nytår holdt jeg ferie og startede først den 10. januar. Det plejer jeg ellers ikke, men der var ikke kunder nok. Så kunne jeg lige så godt holde lidt fri, fortæller hun.

I 30 år har hun klippet, vasket, fønnet og studset på menneskets bedste ven. I dag er hun 55 år, og hun agter at fortsætte, til hun skal pensioneres.

- Jeg bliver også nok ved derefter, for jeg kan ikke slippe det, siger hun.

  • fyens.dk