I et lille bondehus i Føns bor en mand, hvis navn er kendt både nationalt og internationalt. Lokalt er der ikke så mange, der vil nikke genkendende til navnet Jacob Herskind. Mød her manden, der valgte karriereræset fra og valgte at ligge sin skæbne i skæbnens hænder.

Fønsskov: Han har haft penthouse, Porsche og penge. Han har været dommer i den allerførste Miss Moskva-konkurrence. Han har rejst rundt i hele verden og set lidt at hvert. Har haft sit eget tøjfirma sammen med Piotr Wozniacki og været eksportchef hos Hummel. Når kunstneren Jacob Herskind taler om livet, så bliver han ved med at pege på sin hånd. På skæbnelinjen, måske. Han har hele tiden følt, at det var skæbnen, der førte ham ad den vej, som endte med at blive hans og endte med at blive den rigtige for ham.

Man kan gå mange veje i livet, og nogle kan gøre det uden at se sig tilbage og tænke over, hvad der kunne være kommet, hvis man havde valgt en anden vej, men 59-årige Jacob Herskind har altid haft en fornemmelse af, at det var kunsten, der trak i ham. Også selv om han egentlig var havnet et helt andet sted i livet.

Ud i verden

Opvokset i Assens lærte han at male hos Georg Ernst, der blev den helt store inspiration for den unge Jacob Herskind.

- Han er skyld i, at jeg maler i dag. Han var min guru, og jeg var hans discipel. Han viste mig, hvad kunst er. Der er intet facit på kunst. Georg Ernst kunne samle en sten op på stranden og se universets uendelighed i den og male et stort maleri ud fra det, siger han om sin store inspiration, der stadig den dag i dag er skyld i, at han maler.

Han er dog uddannet i en helt anden retning.

- Jeg sagde til min far, at jeg gerne ville rejse i hele verden. Så sagde han: "du skal være shippingmand".

Og sådan blev det. Udlært på Odense Havn var han klar til at komme ud i verden. Han har boet i Hong Kong, Hamborg og London. Han har kombineret store laster med de rette skibe, så varerne kunne komme over oceanerne. Og han var god til det.

- Jeg havde en kæreste og en Porshe. Jeg havde en dejlig lejlighed i Hamborg. Det var dejligt, men stressende, og jeg havde følelsen af, at det ikke var det rigtige, jeg lavede. Det var hektisk at leve i byen og skulle vise sig frem, forklarer han om det materielle liv, der fulgte med i et job som dette.

Bondehus og Rusland

- Jeg havde en drøm om at bo i et bondehus i Danmark. At hejse dannebrog og sidde i min have. Da jeg var 28 år, havde jeg følelsen af have levet hele mit liv. Jeg ville gerne bo et par år i Danmark og så vende tilbage til international handel, fortæller han.

Uden at have set bondehuset i Fønsskov, sagde han ja til at leje det, da han fik muligheden tilbudt.

Også på jobfronten skiftede han retning: Han startede sit eget modefirma, og da Den Kolde Krig netop var slut, åbnede et helt nyt marked sig.

- Jeg producerede brune jeans i Rusland. Så blev jeg interviewet om russisk mode i Rusland på russisk tv. Jeg blev også inviteret til at være en af dommerne i den første "Miss Moskva"- konkurrence. De vidste ikke, hvad det gik ud på på det tidspunkt. Nogle af pigerne fortalte om, hvor gode de var til at plukke bær, fortæller han.

De brune jeans blev populære mange steder, og Jacob Herskinds tøj blev solgt i Bloomingsdales i New York, i Harrods i London og i Magasin og hos Mads Nørgaard hjemme i Danmark.

Firmaet gik konkurs. Nogle varer blev ikke leveret til tiden, og det var starten på enden for modeeventyret.

Ting er forudbestemt

Så peger Jacob Herskind igen på sin hånd. Skæbnen spillede atter ind i hans liv.

- Jeg havde en ven fra Hamborg på besøg. Han sagde til mig, at nu måtte jeg søge noget nyt arbejde. Så kørte jeg op til tanken i Nørre Aaby og købte Jyllands Posten. Den første annonce, jeg ser, da jeg åbner avisen er, at Hummel søger en eksportchef. Det var jo helt tilfældigt, at det var den avis, jeg købte den dag. Det er tit sket i mit liv, at tingene føles som om, de har været forudbestemt, siger han.

Han søgte og fik jobbet, som lå i Skanderborg.

- Jeg rejste i Fjernøsten og Østeuropa for Hummel. En dag Kommer Piotr Wozniacki ind på mit kontor og søger et job. Jeg ansætter ham til at sælge vores varer i Polen, og i 1993 starter vi sammen firmaet In East In West. Der var brug for alting i Østeuropa på det tidspunkt, og Piotr var en dygtig forretningsmand.

Det nye firma er en underafdeling til Hummel, og det går godt. Efter nogle år bliver Jacob Herskind tilbudt at sælge sin andel af firmaet, og med denne mulighed øjner han, at det er nu, han skal følge sin skæbne.

- Aftalen er, at jeg i et år hver måned får et beløb udbetalt. Det giver mig mulighed for at starte op som maler. Jeg ville prøve at leve af det, siger han.

Sådan blev det. I 1996 og et par år frem bruger han på at etablere sig som maler.

En blåstempling

- Det er nemt at male, men det er et problem at få solgt billederne. Man skal lave noget, der "gør noget" ved folk, siger kunstneren om den kunst, det er at leve af at være kunstner.

Det bliver i første omgang hans gamle forretningsforbindelser, der køber hans værker, og derfor ryger de til Hamborg og Amsterdam.

- Men så tager de mine billeder ind i Bredgade i København. Det er en slags blåstempling. Jeg har en soloudstilling, og derfra sælger jeg mere i Danmark end i Hamborg og Amsterdam tilsammen, siger han.

I det lille bondehus, der nu er sat i stand fra ende til anden, bliver hoveddelen af huset brugt til værksted og atelier. Farverne nærmest eksploderer i det lille hus. Fra værkstedet kan han kigge ud på vandet. Her er der ro. Intet materielt ræs.

- Jeg føler, det har været meningen fra starten, at jeg skulle være kunstner. Når jeg har haft slunken kasse, så er der altid kommet nogen og har købt et maleri. I dag er jeg stolt over at sige, at jeg er kunstner. Da jeg var hos Hummel skammede jeg mig over at udlevere et visitkort, hvor der stod "eksportchef" på. Her kan jeg leve videre igennem min kunst, siger han.

Vil lære af de bedste

Han ved godt selv, at det der med at sælge billeder kan være en knivsæg at balancere på. Han er også forretningsmand, og med den indstilling kan han gribe kunsten an, så den også kan sælges. En sælger skal se et behov og dække det. Det betyder ikke, at han maler præcis, hvad folk vil have, men derfor kan man godt skabe et behov for det, man har lavet.

Hans billeder rummer uendeligt mange detaljer, og der er tænkt over hver eneste. Endnu et lag bag ved det første. Og endnu et, og endnu et. Mange ting at tolke på, at kigge efter og lade sig fordybe i.

Det dyreste billede, han har solgt, er lavet på bestilling til et dansk firma, og kostede 250.000 kroner.

- Hvis man vil efterleve sin drøm, må man forsøge at blive én af de bedste. Det er uprovinsielt, siger han om det paradoks, at han jo netop har valgt provinsen til.

For at være én af de bedste, vil han lære af de bedste. Derfor tager han rundt i Europa og ser udstillinger hos Art Basel. Her finder han den inspiration, han har brug for til at holde sig i topform til at være en kunstner, man vil betale for at få et værk fra.

I 30 år har han nu boet i det lille bondehus. Med have og udsigt. Med ro og plads. Uden materielt ræs. Med plads til kunsten og muligheden for at leve af det. Præcis som skæbnen ville det.

  • fyens.dk