I marts blev parkeringsvagt Daisy Albertsen overfaldet, mens hun var på job. Hun er stadig ikke i stand til at genoptage sit arbejde
At være parkeringsvagt betyder, at man ikke altid bliver mødt med lutter smil og søde ord af sine medmennesker. Alligevel elsker Daisy Albertsen sit fleksjob som parkeringsvagt, som hun har ved siden af sin førtidspension.

Men i marts blev hun overfaldet på parkeringspladsen bag ved Fakta og Aktiv Super i Jernbanegade. Siden da har hun kæmpet for at komme til at arbejde igen.

Overfaldet bagfra

Det er en martsdag som så mange andre for Daisy Albertsen. Klokken er kvart over et. Hun har lige gået sin runde på parkeringspladsen bag ved Aktiv Super og er egentlig på vej væk, da hun hører et råb bag sig. Hun vender sig om og ser ejeren af en bil, hun lige har givet en p-afgift.

- Han sviner mig til med nogle af sprogets værste gloser. Han siger, at jeg skal være glad for, at jeg er en kvinde, for ellers havde jeg fået nogen på hovedet, fortæller hun.

Det er ikke første gang, hun har prøvet at få skældt huden fuld af en af dem, hun giver en p-afgift. Hun ved, at det ikke er hende, men uniformen, de skælder ud. Til sidst får hun dog nok af råberiet.

- Jeg siger til ham: Det ka' du selv være! Og så stopper du!, husker hun tilbage.

Manden stopper dog langtfra. De står en del meter fra hinanden, da Daisy vender sig om for at gå. Hun går ind i gyden mellem Fakta og Aktiv Super. En lyd får hende dog til at vende sig halvt om, og hun når lige at se manden komme imod hende, inden hun bliver skubbet omkuld på det hårde fliseunderlag.

Langt sygdomsforløb

- Ved faldet slog jeg halebenet og fik en kraftig hjernerystelse. Lægerne var egentlig mest opmærksomme på mit haleben og min hofte, men det er mit hoved, der har givet problemer lige siden, fortæller hun.

Vi sidder i Daisy Albertsens køkken i en villa i Middelfart. I stuen ved siden af kan man skimte den sofa, hvor Daisy har måttet bruge al for meget af sin tid det seneste halve år.

Siden faldet har hun haft kraftig hovedpine hver eneste dag, fra det øjeblik hun åbner øjnene om morgenen. Hun har også problemer med korttidshukommelsen og med balancen.

- Jeg har vænnet mig til altid at gå med en indkøbsvogn, når jeg handler, og at holde mig nær en mur, når jeg går, så folk ikke tror, jeg er fuld, fordi jeg slingrer af sted. Det er næsten værre med hukommelsen. Jeg plejede at være studievært på en lokalradio. Hvis folk spurgte mig om en sang, vidste jeg altid, hvem der havde lavet den. I dag kan jeg tit høre en sang, jeg kender, men slet ikke huske, hvem der har lavet den, fortæller hun.

Vil arbejde igen

De mange problemer har gjort, at Daisy nu har været sygemeldt i snart 200 dage.

Daisy Albertsen elsker sit job, og hun lader sig ikke slå ud af den lange sygdomsperiode.

- Jeg elsker den frihedsgrad, der er i det her arbejde. Det, at jeg selv kan bestemme over min tid, derfor vil jeg også tilbage igen, fortæller hun.

Hun regner bestemt med snart at kunne vende tilbage til arbejdet.

Det er dog endnu uvist, hvornår Daisy Albertsen kan vende tilbage til sit arbejde igen. Hendes egen og kommunens læge er dybt uenige.

- Kommunens læge siger, jeg aldrig kommer ud på arbejdsmarkedet igen, men det vil jeg ikke affinde mig med. Når min balance bliver bedre, begynder jeg at arbejde igen, siger hun.

Hun frygter ikke de psykiske komplikationer, der kunne være involveret i at vende tilbage til arbejdet som parkeringsvagt. Hun nægter at være bange:

- Den dumme skid skal ikke have lov til at bestemme, at jeg ikke kan arbejde, siger hun om manden, der angreb hende.

Han blev senere idømt tre måneders fængsel for denne samt en tidligere voldssag.
  • Fyens Stiftstidende