Brandmandsblodet flyder på fjerde generation

Det må ligge i generne. Tredje og fjerde generation af brandmænd rykker ud fra Middefart, når andre har brug for hjælp. Fra venstre er det Andreas Niemann Hansen, Nicolai Niemann Hansen og Steen Richard Hansen. Fotos: Mia Harm Madsen

Brandmandsblodet flyder på fjerde generation

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Når alarmen lyder, så rykker far og sønner ud fra brandstationen på Mandal Allé.

Middelfart: Blod er tykkere end vand, og når blodet indeholder brandmands-DNA, så går det tydeligvis i arv. På brandstationen i Middelfart er det nemlig tredje og fjerde generation af brandmænd, der rykker ud, når der er brug for hjælp.

Far Steen Richard Hansen er i dag beredskabsmester, og sønnerne Andreas og Nicolai Niemann Hansen er begge uddannede brandmænd og ansat ved stationen.

- Både min far og farfar var brandmænd. Det startede for mit vedkommende med, at jeg i 1967 flyttede ind på brandstationen i Vejle, hvor der var nogle lejligheder ovenover. Her havde min far vagt om aftenen. Når der var alarm i Vejle, og der var mulighed for det, stod vi børn ude på fortovet ved de gule, blinkende lys og sørgede for, at ingen gik ud foran brandbilerne. Så vidste chaufføren af brandbilen, at vi stod der og holdt øje med det. Så blev jeg frivillig i civilforsvaret, og ved et stort firmaidrætsstævne i Middelfart mødte jeg en ung pige, der også var frivillig. I 1986 søgte de brandmænd i Middelfart, jeg søgte og blev ansat, forklarer Steen Richard Hansen.

Og sådan skete det, at han endte i Middelfart, og med en brandmandskone og tre sønner, så flød brandmandsgenerne altså videre.

Ingen tvivl

For Nicolai Niemann Hansen har der aldrig været tvivl om, at det var den vej, han ville. Men da det ikke er lige til at blive fuldtidsbrandmand, måtte han have noget i baghånden og blev uddannet lastbilmekaniker.

- Jeg var egentlig ikke interesseret i lastbiler, men jeg så det som en god vej til at blive fuldtidsbrandmand. Og så blev jeg uddannet brandmand igennem Beredskabsstyrelsen, siger han.

I dag drømmer han om en fuldtidsstilling, og der er lastbilmekanikeruddannelsen slet ikke tosset at have, for på døgnbemandede brandstationer er det brandmændene selv, der vedligeholder bilerne.

Storebror Andreas Niemann Hansens vej til brandstationen var ikke helt så snorlige.

- Jeg havde egentlig andre planer. Jeg ville ind ved politiet, men det blev aldrig til noget. Jeg har været ved Livgarden og ville tilbage, men jeg ville også den "forskel", man kan gøre i et job som brandmand.

At gøre en forskel

Det er lige præcis derfor, de tre mænd er på stationen. Alle vil de gøre en forskel. Om det handler om at redde et liv, eller om det er familieklenodier, der skal reddes ud af et brændende hus, når alle mennesker er bragt i sikkerhed, så er det med til at gøre en forskel for de mennesker, der står i en tilspidset og uvant situation. Når huset brænder. Eller når bilen skrider ud på motorvejen. Når livet på et splitsekund bliver skrøbeligt.

- Det med at gøre en forskel er en svær følelse. Vi skal ud og berolige. Uanset om det er en stor eller en lille skade. Vi skaber tryghed. Vi kan mærke, at når vi ankommer til stedet, så kommer der ro på, forklarer Steen Richard Hansen.

Smutter med sekunders varsel

Når man vælger at være brandmand, så er det en helt speciel livsstil, man vælger. På stationen i Middelfart, der tæller 21 mand og en enkelt kvinde, er alle brandmænd.

Alle bærer en personsøger, og når den bipper, så har man fem minutter til, at den første bil skal være kørt fra stationen. Og det er uanset hvilken tid på døgnet, det er. Om man er i bad, skal til at spise aftensmad, eller om man er midt i en opgave på arbejdet. Når man ikke hen på stationen, kommer man ikke med ud på opgaven. Alle mand kaldes hver gang.

Som nyuddannede brandmænd og netop ansat ved stationen husker begge brødre tydeligt den første opgave, de blev kaldt ud på.

- Det var en formiddag, og jeg lå hjemme på sofaen. Jeg var spændt og var klar til at rykke ud. Da alarmen lød, løb jeg ned ad trappen og ud i min bil og var helt forpustet. Jeg ville nå ud på stationen, for ellers kom jeg ikke med på opgaven. Jeg nåede hen på stationen og skulle have mit tøj på, men det var svært. Jeg rystede på hænderne og var klar. Jeg tror ikke, at opgaven var noget vildt. Noget oliespild måske, men det var en fed fornemmelse at være med, forklarer Andreas Niemann Hansen.

Også lillebroderen husker den første opgave: Op i en fart og ud i bilen.

- Det var fedt at være med og være i gang, siger Nicolai Niemann Hansen.

Må bo fem minutter væk

Det giver sig selv, at hvis man skal være ansat som tilkaldebrandmand, så skal man ikke bo for langt væk. Det stiller ret store krav til en bolig. Den skal ligge tæt på og passe til det formål, man nu en gang har. Om man er en familie, eller om man er single og bor i en lejlighed.

Andreas Niemann Hansen er ved at kigge på hus, og her er det helt sikkert et krav, at det skal ligge så tæt på, at han kan nå hen på stationen på de fem minutter.

- Vi har kigget på nogle stykker. Jeg laver tests og kører ruten fra huset og hen til stationen, og nogle huse ligger for langt væk, forklarer han.

Bor man for eksempel i midtbyen, kan man ikke nå det. Bor man i Ø-kvarteret længst hen mod golfbanen, så kan man heller ikke nå det. Boligjagten fortsætter, og han er sikker på, at han nok skal finde det perfekte sted.

Helt klare aftaler med familien

Bag enhver heltemodig brandmand står en familie. Og brandmandsdrømmen skal passe sammen med familielivet. Under alle omstændigheder skal man have helt klare aftaler med sin bedre halvdel om, at det er i orden at smutte fra det hele med få sekunders varsel.

- Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg har måttet løbe, når vi lige har sat os ned for at spise aftensmad, siger Steen Richard Hansen, og sønnerne nikker. De har set det hele deres barndom, og de har vidst præcis, hvad de gik ind til.

Andre familier kan ikke holde til det. Nogle brandmænd må sige farvel og tak, fordi det ikke har fungeret.

Aftaler med arbejdet

For at en brandstation med tilkaldevagter skal kunne fungere, så skal der også nogle velvillige arbejdspladser til. For jobbet som tilkaldebrandmand er ikke noget, man kan betale sin husleje med. Der er naturligvis ingen, der ved noget om, hvor ofte man skal ud på opgave, så derfor er brandmændene nødt til at have jobs ved siden af.

Derfor skal brandmændene have en aftale om, at de må smutte fra arbejdet.

Og så må arbejdspladsen jo heller ikke ligge længere væk end fem minutter fra stationen. Der er altså mange brikker, der skal falde på plads, hvis man skal have livet som brandmand til at fungere.

Fra Trekantbrands side bruges der mange kræfter på at have et godt forhold til de arbejdsgivere, der er med til at levere ansatte til brandstationen. Derfor kræves det heller ikke, at alle mand kommer ved hvert kald. Der kan jo være opgaver, man som ansat ikke kan løbe fra. Ét er dog sikkert: Der rykkes altid ud fuldtalligt og inden for de fem minutter.

- Jeg er klargøringsmand hos Karvil Biler, og vi har den aftale, at hvis jeg er godt med, så kan jeg smutte. Ellers kommer jeg tilbage og gør mit arbejde færdigt bagefter, forklarer Andreas Niemann Hansen.

Broderen var ikke så heldig på sin tidligere arbejdsplads, så derfor vil han nu gerne finde et job, der lever op til fem-minuttersreglen, og hvor han har lov at løbe, når personsøgeren bipper.

Men når det er sagt, så har begge drømmen om at være fuldtidsbrandmænd. Om at kunne gøre en forskel hver dag.

Om brandmandsblodet så skal flyde på femte generation, kan kun tiden vise. Men adspurgt nikker både Nicolai og Andreas Niemann Hansen til, at de gerne vil have deres kommende sønner, eller måske døtre, med ud at gøre en forskel en gang i fremtiden.

Brandmandsblodet flyder på fjerde generation

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.