Lad os se det i øjnene: Lidt eller alt for meget mad får lov at ligge for længe, fordi vi tror -18 grader fungerer som evighedsopbevaring i kælderen - men det betaler sig at rydde grundigt op i fryseren mindst en gang i kvartalet

Et hurtigt quizspørgsmål: Hvilken del af matriklen skænker vi færrest tanker, når vi tager fat på en mindre eller større oprydning/rengøring?

Korrekt svar: Dybfryseren.

Jeg tør godt tale på flertallets vegne. Den står der og passer sig selv i sit hjørne, oftest i kælderen, og den får let status af evighedsmaskine, alene fordi den er i stand til at holde en temperatur på minus 18 grader.

Dybfryseren nåede ud til folket som hjemmets nye forrådskammer i 70erne, siden blev det til et mausoleum, som ofte kaster dårlig samvittighed af sig, fordi man udmærket godt ved, at man for længst burde have optøet og brugt den portion æbleskiver fra forrige december eller overskudsbærrene, der blev lagt i fryseren, var det sidste år eller er der gået tre?

Uden videnskabelig opbakning er jeg overbevist om, at laden-stå-til-i-kummefryseren syndromet tiltager med alderen. Også fordi vi alle får sværere og svære ved at få korttidshukommelsen til at makke ret, og det, vi troede fandt sted for fire måneder siden, var faktisk en begivenhed i 2011.

Og dybfryseren er tidsforskydningens hellige gral. Da min farmor for mange år siden døde, og der skulle ryddes op i fryseren gemte der sig artige overraskelser, men heldigvis var hun et punktligt og sirligt menneske, som skrev årstal på alting. Ældste item var en pose med fiskefileter, dateret otte år tidligere. Den havde ingen rigtig lyst til at tø op, men heldigvis skete det alligevel, så bundterne af hundredkronesedler (forklædt som fiskefileter) ikke endte i affaldscontaineren til ingen verdens nytte...

Det var en undtagelse for reglen. Med et slag på tasken lader vi tingene blive på frost i mindst et år uden at sætte spørgsmålstegn ved holdbarheden uden skelen til, om det er grønt, frugt eller kød, som befinder sig i frostposen.

Men det er faktisk ikke den fornuftige måde at forholde sig til et af danskernes standardelementer i husholdningen. Folk med kummefrysere på hundredvis af liter kan jo opbevare svimlende mængder frossen mad, som man selv med et minimum af hovedregning kan få svært ved konsumere inden tingene er blevet for gamle. Især når man systematisk lægger nye ting oven på de ældste, og sjældent hvis nogensinde når helt i bund.

Og fordi konsumvarer ikke visuelt, sundheds- eller duftmæssigt aftager i kvalitet over tid, betyder det ikke, at frostvarer holder blot i nærheden af så længe, vi lader dem ligge på frost.

Hvor mange af os husker denne lille regelsamling: Frugt og grønt kan holde sig på dybfrost i op til 12 måneder. Oksekød, vildt og lammekød 10 måneder. Svinekød (magert), mager fisk højest seks måneder, fede kødprodukter, hakket kød fire måneder, røgede kødprodukter, færdigretter, pølser tre måneder, fed fisk to måneder, røget fisk tre uger. Husk lige på det, hvis der befinder sig alt for mange pebermakreller på mellemste hylde i den store, hvide beholder... Røg og fedt har det dårligst med dybfrost og bliver harskt i smagen langt hurtigere end andre frostvarer.

Bakterier formerer sig ikke men går i dvale eller dør fra minus 10 og nedefter, så man bringer ikke helbredet i fare ved at spise gammel frostmad. Det er kun smagen, som lider, men det gør ikke problemet meget mindre, blot mere meningsløst.

Vi har aldrig haft så lidt brug for dybfrost som i dag, hvor alting importeres og sælges ferskt, og rigtig mange af os burde nok tage en alvorlig snak med os selv om, hvorvidt dybfryseren anvendes formålstjenligt. Betaler det sig virkeligt at købe to kilo hakket svinekød for at spare 20 kroner på kiloprisen og fryse ned i små poser? Ender vi med at smide halvdelen ud? Eller ender vore efterladte med at skulle gøre det? I ingen af tilfældene bliver det nogen givtig forretning for os.

Selv ved kort opbevaringstid gør dybfrost ikke noget godt for hverken smag eller konsistens, og når det tilsyneladende stadig går rigtig godt med at sælge frostblandinger med grøntsager i mundrette stykker kan det kun have begrundelse i pekuniær tankegang eller - for at sige det lige ud - tidsnød eller dovenskab. For smag og konsistens er da godt nok langt ringere end ved de ferske produkter.

Jeg bryder mig ikke ret meget om at nedfryse kød, men jeg gør det alligevel næsten året rundt. Fordi jeg lidt for ofte får for gode tilbud på hele og halve lam, vildtstykker eller ottendedele piemontekvæg, som bare er for fristende til at afslå.

Men jeg er også en døgenigt til at få det brugt inden for anstændige tidsrammer, og derfor tog jeg forleden en dyb indånding og gav mig i kast med forårsrengøringen i dybfryseren. Vores af slagsen er en hyldefryser, og derfor let overskuelig, men derfor var jeg alligevel ikke stolt af resultatet. Fire måneder gammel butterdej (for gammelt), frossen spinat (ok men glemt), en pose bær fra haven fra sidste sommer (ok), en bov af sommerbuk (ni måneder og akkurat indenfor tidsrammen, en chili con carne portion til fire personer - seks måneder og dermed for gammel - og så det værste: Tre stykker tværreb, to stykker bov, en gammeldags stege (tykkam) og en lykkepose uden navn af den okse, jeg investerede i for et år siden.

Tænk engang, er det virkelig så længe side? Ja det var det altså, og nu stod jeg der. I sådanne tilfælde kræver det beslutsomhed og resolut handling, så jeg tøede alt oksekødet op på én gang. Bov og tværreb røg i den store 12 liters gryde med friske (!) urter, porre, gulerod, persillerod, selleri og suppevisk, og så kogte jeg alle fonders moder på det udendørs gasblus over 12 timer. Kødet var herefter kogt tørt for både saft og smag og dermed lige til at kassere. Til gengæld stod jeg tilbage med halvanden liters koncentreret oksefond, som jeg skyndte mig at fryse ned igen i små bægre. De skal bruges igen inden for en måned, men nu er jeg meget opmærksom på, at de er der.

Tykkammen nænnede jeg ikke at kassere. Den fik lov at tø op på køl det meste af et døgn, hvorefter jeg brunede den i smør stegegryden, supplerere med en ordentlig håndfuld skalotteløg, et helt hvidløg delt i to, laurbærblad og persillekviste, timian og et par enebær og en dl rødvin, hvorefter jeg lagde låg på og skruede helt ned for varmen.

Denne form for braisering er den bedste af alle, men også mest opmærksomhedskrævende. Hver gang gryden var ved at koge tør, fik den endnu en dl, skiftevis vin og den gode fond fra førnævnte indkogning. Efter et par timer var kødet mørt som smør, saucen fik lidt ekstra fond og små klumper koldt smør til montering, og så var der oksesteg med kartoffelmos til alles tilfredshed.

Men hvorfor havde jeg ventet så længe? Glemsomhed og falsk tryghed ved dybfryserens bevaringsevne, er den eneste forklaring, men så snart jeg får bugt med bærrene og bukkeboven er jeg klar med en tom fryser og et nyt fortsæt: Fremover skriver jeg en seddel til at sætte uden på fryseren, hver gang jeg propper noget i den.

Hukommelsen klarer ikke længere opgaven uden hjælp!

TIP: Husk altid dato/år på frysepakker - og husk at sedler inden ind posen meget let kan blive ulæselige, hvis man omhyggeligt sikrer sig mod fænomenet ved indfrysningen - jeg har erfaringen... 

  • fyens.dk