Steensgaard Herregårds- pension satser på et dansk-fransk køkken og et flot vinudvalg
En byge havde netop lyttet til bønnerne fra de tørstende marker og havde samtidig renset luften for lummervarme, så det lille bindingsværkshus - med sort træværk og hvidt puds - stod skarpt aftegnet omkranset af bølgende korn og en blå himmel foroven.

Vi nød udsigten fra en af de mange stuer på herregården Steensgaard mellem Millinge og Faldsled og nåede lige at spekulere på, om det mon var her H.C. Andersen havde hentet inspiration til lovprisningen af huset ved den bugtede vej og så videre. Nuvel, jeg ved ikke engang om H.C. Andersen på sin omfattende turne til landets slotte og herregårde nogensinde gjorde stop på Steensgaard.

I dag er det imidlertid ikke kun digtere og hofsnoge, som bænker sig ved højbordet, kunne vi konstatere, da vi havde fået anvist vores plads i spisestuen. Rundt om de ni borde, så vi ældre ægtepar med og uden stok, unge forældre med en lykkeligt pludrende baby, tre generationer, som havde sat hinanden i stævne og yngre par fra nær og fjerne. Kort sagt, et bredt udsnit af befolkningen, men dog med et fællestræk: En solid tegnebog eller i hvert fald en kassekredit med plads til begejstring, for det er bestemt ikke billig husmandskost, som kommer på tallerkenerne.

Onde Ottos død

En fattig digter kunne bestemt ellers finde inspiration til de første 20 udgivelser, f. eks. om den velfriserede have med en knejsende blodbøg, duftende roser og sirlige plæner, eller den 700 år gamle trefløjede hovedbygning i rødt bindingsværk. Eller måske en slotskrimi med lig og lastefulde slyngler i den lave kælders krinkelkroge, de højloftede sale og jagtstuen med de mange trofæer og rustningen fra middelalderen. Og trådene kunne blive redt ud i biblioteket, hvor man i øvrigt kan studere de nærmere omstændigheder om drabet i 1594 på herremanden "den onde Otto Emmiksen", som ikke overlevede tre slag med en økse, og hvis fredløse sjæl siden skulle flakke om på gården.

Vi nøjedes nu med at studere menukortet og nyde et enkelt glas - frisk og frugtrig i både smag og duft - Pinot Blanc fra Alsace.

And og hindbær

Gulerødder, agurk, kartofler, hindbær, kål og kalvebryst. Ærlig talt, tror køkkenchefen, at han skal bespise en flok sultne fæstebønder, for den slags råvarer kan næppe udløse en større stjerneregn?

Jo, i de retter hænder. Tag nu bare andeleverpostejen, en ballotine af foie gras de canard, den ene af fire mulige forretter. Et pænt stykke pate - fast i konsistensen, mild leversmag, omkranset af Svendborg skinke. Ved siden af 3-4 mørke fynske hindbær med honningbrød, pain d'epice, som bund og top. Pateen hvilede på bittesmå stykker hindbærgele og en anelse syrlig hindbærkompot. Flotte farvekontraster og mange søde bidder, som først og fremmest den lidt salte skinke satte i relief. Den ledsagende vin var en Riesling Auslese Wehliner 2006 fra Sonnenuhr. Altså en sød hvidvin med et strejf af syre og masser af aroma. En fantastisk vin til en gennemført forret, hvor der var tænkt i selv de mindste detaljer.

Det havde vi godt fået en forsmag på med starteren - en andekrokette serveret med løg og kål som garniture og dertil friskbagt flute.

Gulerod i tre udgaver

Vi nøjedes alle tre med to forretter, min kone fik som sin anden vagtel - den mindste hønsefugl - serveret som pot-au-feu, som direkte oversat fra fransk betyder - gryde på ild - altså kogt. Bouillonen var smagt til med stjerneanis, men nænsomt doseret så både fuglen og de sauterede skovsvampe og ærterne kunne komme til deres ret. Fuglen gled ned til den flotte og kraftige Pinot noir 2006 fra Paringa Estate, Australien.

Datteren fik stegt multefilet - sprødt skind, fast og smagfuldt kød, som hvilede på to glaserede gulerodsstave og var ledsaget af yderligere to samt en cremet gulerodspure og lidt gulerodssmør.

Agurk i to udgaver ledsagede den pocherede kongekrabbe, som var den forret, jeg lagde ud med, for rækkefølgen var ikke ligegyldig, fortalte tjeneren os.

En flot grøn agurkecreme med en intens smag - hvordan pokker kan det lade sig gøre? - omkransede et confiteret - dvs. fedtkogt - vagtelæg og var sammen med en luftig agurkeskum garnituren til kongekrabben - en lækkerbisken pyntet med calvisius caviar - støren var opdrættet i Italien, fortalte tjenere. Vinen var en tør og sprød Riesling 2006 fra Paringa Estate.

Glaseret spidsbryst

Hovedretten var variation af Limousine kalv, hvor det glaserede spidsbryst skal fremhæves, for det fik virkelig smagsløgene til at danse cancan, forbavsende smagfuldt, som det var. Løgkompotten for slet ikke at tale om tomatkompotten var nu heller ikke nogen tosset ide, for her smagte selv små bidder af meget. Kartoflerne havde været en tur på panden sammen med persillesmør og fik følgeskab af en næsten skummende sauce bearnaise med smag, men ikke så meget, at den tog livet af kalven. Rødvinen var en herre med muskler Clarendon Hills 2001 Sandown Vineyard Cabernet Sauvignon.

Nu var der vel gået et par timer, men endnu ventede osten, hvor vi kunne vælge mellem 12-15 franske gårdoste, milde som mere krasse fra ko og ged. Hertil fik vi forskelligt knækbrød og syltede svesker. Takket være den søde frugt og masser af vand fik jeg nuancerne med fra de fem-seks oste, jeg havde fået på tallerkenen. Ostene gled ned til en krydret vin, Peninsual Shiraz 2005 fra Paringa Estate, med smag af peber og solbær blandt andet.

Deserttallerkenen var et sandt kunstværk, en lille kage chokalade delice - hvid chokolade på en brun bund, en let syrlig jordbærsorbet og et enkelt marineret med coulis. Jordbær Romanoff, dvs. marinerede jordbærskiver og en lille portion Creme Brulée, en klassiker, men aldrig før har jeg smagt en så god som denne her. Flot farve, intens vaniljesmag og fin konsistens og med en sprød karamelskorpe..

Vi sluttede af med eksemplarisk stempelkaffe og for mit vedkommende en cognac. Datteren fik te og chokolader.

Fisk, skaldyr, fugl, kalv, oste og det søde. Vi kom hele vejen rundt. Klassiske grøntsager som gulerødder, agurker, kartofler, ærter og svampe, javel, men behandlet med nænsomhed og originalitet. Valget af vine har jeg også svært ved at sige noget skidt om. Sammenfattende vil jeg, som den jyde jeg er, sige, at vores besøg på herregårdspensionen såmænd kunne have været meget værre, ja det var faktisk slet ikke så ringe endda.
  • fyens.dk

Mere om emnet

Se alle

Indretning

Service

Drikke