På sporet af den tabte tid

Centralcafeen i Nørregade i Nyborg.
Foto: Robert Wengler

På sporet af den tabte tid

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

N’et i vort dna står for nostalgi. Duften af madeleinekager sendte Marcel Proust på sporet af den tabte tid beruset af en særegen lykkefølelse.

En lykkefølelse, der også kommer snigende som en blid, nostalgisk massage af hjernehvælvingerne, når DR beslutter sig for at gengengengengengenudsende ”Matador”. Vi vil tilbage til den tabte tid - dengang vi så serien første gang på billedrørsfjernsynet, mens lugten fra mor og fars kaffekrus blandede sig med den brune nøddeduft fra de smørbagte finskbrød drysset med perlesukker.

Vi vil spise på Postgården. Vi vil drikke en pilsner på Jernbanerestauranten. Det kan vi ikke komme til.

Men vi kan jagte følelsen. Og vi kan bestille bord på Centralcafeen i Nørregade i Nyborg - et sted der kortest og mest præcist skal beskrives som en half’n’half blanding af Postgården og Jernbanerestauranten fra ”Matador”.

En institution i den gamle færgeby, og en institution der netop har fået ny forpagter.

Tina Bach, som tidligere har drevet restauranten i byens golfklub, er rykket ind i spisestedet, hvor hun begyndte sin karriere i branchen for 30 år siden.

Og lokalerne er blevet nænsomt og respektfuldt restaureret. Væggene er stadig plastret til med statelige billeder af kongefamilien, gammelt værktøj og et påfugletapet i sarte røde og blå farver.

Borde og stole er mørklakerede, og dugene er farvet med okseblod. Man kan få øje på gamle negerfigurer, der får det til at gibbe i de politisk korrekte nervebaner.

Atmosfæren på en gemen onsdag aften i marts er fyldt med den syngende smukke østfynske dialekt i et lokale fyldt med lokale.

Stegt flæsk med persillesovs - flæsket var knusende sprødt, men også tørt som kiks, da madanmelderen var forbi.
Stegt flæsk med persillesovs - flæsket var knusende sprødt, men også tørt som kiks, da madanmelderen var forbi.
Foto: Robert Wengler

Tidsrejsen begynder

Maden er old school. Naturligvis. En familie på fire har købt billet til tidsrejsen.

De voksne skal have forret: Aspargessuppe og røget laks med flødestuvet spinat.

Lakseskiverne er frembragt med grove fingre - det kunne have været grisehandleren, der havde givet et nap med - og den bløde spinat ville i herrens køkken have fået kant af citron, men han må indrømme, at der er noget vederkvægende ved at køre den brutalt simple stil, som spinat, fløde, salt, peber og nichts weiter er symbolet på.

Suppen er med dåseasparges. Det kan ikke være anderledes, men det kan dog godt få herren til at vakle lidt i troen på værdien af tidsrejser.

Hovedretterne er fransk bøf til den store, fiskefilet og pommes til den lille, engelsk bøf med bløde løg og surt til fruen og stegt flæsk med persillesovs til herren.

Tøsebørnene er glade. Fiskefileten vækker næsten begejstring, og fruen spiser både bøf og løg med en yndefuld værdighed, som var det Maude, han sad overfor. En værdighed der dækker over mad, der har fundet vej gennem det sarte spiserør uden årsag til klagesang, men heller ikke ligefrem med grund til at bryde ud i skønsang.

Herren synger heller ikke. Flæsket har været i ovnen, hvilket giver garanti for intens sprødhed, men også tindrende tørhed. Sovsen er hvid og drysset med kruspersille. Det ser fint ud, men det smager nu bedre, når persille og jævnet mælk får lov at blande væsker. Kartoflerne er gamle, som de skal være, men det har aldrig været noget krav, at de skal være så søde.

Allerhelst ville herren have drukket sig en bajer til, men ifølge servitricen fører huset kun Albani - pilsner eller classic. Det er svært at forstå, når både Refsvindinge og Ørbæk Bryggeri ligger rundt om hjørnet. Han leger bankdirektør og bestiller en flaske Rhone i stedet. En Vacqueyras fra Jerome Quiot til 258 kroner. Den er tung og dejlig, men herren ville nu stadig hellere have haft en bajer.

Ingen har for alvor plads til dessert- bortset fra den lille, der kværner pandekager med is, ”det smager godt!” - men ostetallerkenen lover ost fra Fru Hansen et par gader længere nede. Det er en butik med høj standard og et af kun tre steder i landet, der sælger Arlas forrygende Unika-oste.

Der er også en Unika-ost på tallerkenen - den hårde, salte Havgus - sammen med lidt betydningsløs gorgonzola, en friskost og et halvt jordbær, fem vindruer, to oliven, en radise og fem kiks. Tilfældighedsprincippet råder. Man kunne anbefale en inspirationstur til Paris med jernbanen - eller bare lidt hjælp fra Fru Hansen ...

Centralcafeen i Nørregade i Nyborg.
Centralcafeen i Nørregade i Nyborg.
Foto: Robert Wengler
Centralcafeen i Nørregade i Nyborg.
Centralcafeen i Nørregade i Nyborg.
Foto: Robert Wengler

På sporet af den tabte tid

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce