Restaurant Dubrovnik i Odense havde 30-års jubilæum sidste år. Stedet trænger i den grad til opgradering, men maden fejler ikke noget

Maden smager bestemt godt på Restaurant Dubrovnik. Stemningen og betjeningen er som sådan også hyggelig. Alligevel ved jeg med mig selv, at det lille familiedrevne spisested ikke kommer med på listen over restauranter, som jeg ville anbefale til venner og bekendte - eller som jeg for den sags skyld kommer til at besøge igen.

Dubrovnik har altid ligget der - på hjørnet af Vindegade og Oluf Ryes Gade. I hvert fald i den tid, jeg har boet i Odense, og det nærmer sig 25 år. Jeg har kørt forbi stedet et hav af gange. Ved flere lejligheder har jeg stoppet op og kigget ind ad vinduet for lige at sondere, om det var et besøg værd. Men det blev aldrig til noget. Altså før nu.

Indenfor kommer det bag på mig, hvor lille restauranten egentlig er. Og hvor rød.

Indehaver Slobodan Zivojinovic - også kendt som "Bobby" blandt stamgæsterne - tager imod os iklædt sort smoking og butterfly. Ud af højtalerne flyder der fløjlsbløde Elvis Presley-slagere.

Menukortet byder umiddelbart ikke på noget, der sætter gang i mundvandet.

Vores vært foreslår selv gullasch-suppen efterfulgt af oksemedaljon og pandekage med is til dessert.

Jeg har dog lyst til at smage noget autentisk jugoslavisk og vælger grillspydet med okse- og svinekød marineret i vin og hjemlige urter. Min ledsager går fuldstændig paneringsbersærk og bestiller panerede champignon og wienerschnitzel.

Udvalget af vine er mildest talt ikke stort, men på bordet står en flaske af husets rødvin, som vi bestiller to glas af. Etiketten er et billede af værten selv - sammen med sin kone. Vi smager på den magre væske med en forventning om, at læberne vil fortrække sig op over gummerne, som når man bider i citron. Det sker ikke. Vinen er overraskende medgørlig.

Men det smager jo godt

Det bliver en slags tema for resten af aftenen. Maden smager simpelthen bedre, end den tager sig ud.

Som gullasch-suppen for eksempel. En murstensrød suppe pyntet med noget udefinerbart grønt, som jeg kun kan antage er persille af den bredbladede slags.

Den smager fortræffeligt. Fed og cremet med møre stykker oksekød. Jeg har næsten lyst til at slikke tallerknen, men nøjes med at bruge brødet til at få det sidste med. De panerede champignon er sprøde, men rummer slet ikke samme jeg-vil-have-mere-værdi.

Hovedretterne bliver serveret med ens tilbehør: ris, kartofler, grøntsager (ærter og gulerødder) og surkål.

Bevares, risen er klæg og grøntsagerne en smule udkogte, men resten smager, som det skal. Schnitzelens panering er sprød. Kødet saftigt. Det grillede kød er også dejlig mørt, men savner smag af de hjemlige urter, som menuen lovede mig. De stegte kartofler knaser, og den sure kål går godt i spænd med sovsens fedme.

Det er godt uden at være lækkert. Som pandekager med is eller irsk kaffe - også selv om det er med slivovitz.

Forudsigeligt. Som et besøg hos morfar og mormor, hvor man ved, den står på blomkål med rejer og Thousand Island-dressing til forret, men man er ligeglad. For det smager jo godt, og man er i godt selskab.

Vi hygger os i hvert fald og bliver hængende så længe, at vi får vores respektive Elvis-favoritter at høre to gange. Selv panikken over, at vi ikke kan betale med dankort og den efterfølgende gåtur over til Café Biografen for at hæve penge, bliver betragtet som en kuriøs krølle på en behagelig aften.

Men ... og selvfølgelig er der et men, når bedømmelsen kun lyder på tre stjerner.

Når jeg skræller den nostalgiske romantik væk, er og bliver Restaurant Dubrovnik en anakronisme. En 80'er-restauration, som ikke lever op til de standarder, man forventer af et spisested anno 2014.

På restaurantens facade hænger der nogle skilte, hvorpå der står: "Her spiser du altid godt hos Bobby på Restaurant Dubrovnik." Efter at have spist der én gang har jeg ingen grund til at betvivle budskabet. Faktisk er jeg overbevist om, at det er rigtigt - og har været det i de 30 år, restauranten har eksisteret. Godt er dog ikke altid godt nok. Derfor bliver aftenen arkiveret under fanen: En billig og fornøjelig engangsforestilling.

  • Fyens Stiftstidende

Mere om emnet

Se alle
20
Bobby tog 100 æg og to kyllinger med fra Jugoslavien

Bobby tog 100 æg og to kyllinger med fra Jugoslavien

Samlet vurdering