Madanmeldelse: Marie Louise - nu i sneakers

Laks og asparges. Det er blevet sommer, og Marie Louise i Lottrups Gård i Odenses absolutte midtby er "genåbnet". Med nyt og mere folkeligt tilsnit.
Foto: Kim Rune

Madanmeldelse: Marie Louise - nu i sneakers

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den italienske restaurant fængede aldrig helt i Lottrups Gård. Forgængerens fodspor var rigeligt store at skulle fylde. Nu kommer Marie Louise retur - på flade frierfødder i sneakers

Den nye restauratør har taget sit navn med, og det er sjovt nok akkurat det samme, som har været syltet i godt 10 år. Marie Louise dufter af michelinstjerner og har et royalt strejf, som stammer fra Michel Michaud-æraen. Mange odenseanere kan få vand i både øjne og mund bare over navnet, så på forhånd er der garanteret medvind for restauranten.

Nu er alt ikke ved det gamle, men nogle dyder er genoplivet. Unægtelig i en mindre prangende, men dog stadig eksklusiv version. Restauranten lever med hvide duge, fritlagte bjælker, hvide vægge og stram enkelhed. Der er lidt kobberkøkkentøj i det åbne køkken, hvor det franske er blevet mere fynsk, hvor niveauet er gået et par cru ned.

Til gengæld er priserne fulgt med, og den nu i Skagen residerende køkkenchefs skrappe kone er skiftet ud med mere uformelle tjenere. Stilen er afslappet, priserne i den moderate ende, og man føler sig godt tilpas, uanset om man har pålagt sig selv en stram dresscode eller er i afslappede jeans - dog med pil i retning af det relaxede.

Hvordan det kan lade sig gøre at skabe en tre-retters menu til 249 kr., må det være op til Marie Louise at regne på. Det har givetvis en del at gøre med mersalg, vin, kaffe, vand, most og avec'er. Et glas vin fås op til 110 kr. og vand til 40 kr.

749 kr. er prisen for seks retter med vinmenu. Denne sommeraften er vi ikke til hele signaturmenuen, men nøjes med henholdsvis fire og fem retter. Osten vælger vi fra, og selvfølgelig er det den, man sender lange blikke til nabobordet efter.

Fra vi har bestilt, til retterne begynder at komme i hurtigt - og meget passende tempo - går der ikke lang tid. En mulepose med hjemmebagt mørkt og hvidt kuvertbrød er tjept på bordet. Hertil rygeostcreme med purløg og smør. Perfekte brød, god skorpe, sej krumme.

Forrettens varme asparges er en crisp kogt himmerigsmundfuld, der står fint til fedmen i de røgede lakseudskæringer. Med en passende mængde hollandaisesauce er det næsten synd, at der for et syns og knasets skyld er toppet med rugbrødscrumble. Stenhårde krummer. Øv. Men det er selvfølgelig smart.

Til retten følger en sauvignon blanc, som dufter flot og har masser af smag. Desværre er den så lun, at den end ikke formår at lave kondens på glasset. Heller ikke rosévinen er kølet, og vi spørger, om det er en ny trend. Lunken vin i nye glas. Rosévinen bliver foreslået kølet ned med en isterning.

Nej tak, og efter lidt palaver ude bagved kommer chefen kommer med en frisk flaske rosé fra køleren. Uden beklagelse.

Kalvetartaren lider lidt samme skæbne. Vores tjener opdager ikke selv, at jeg er efterladt ubevæbnet og kigger fortabt på tallerkenen. Råt kød, rå æggeblomme og dijonmayonnaise ...

- Jeg mangler bestik...

- Nå.

Meget nonchalant replik - også uden beklagelse. Det kan altså gøres bedre.

Stedet forpligter til et vist niveau, lidt stil. Det kikser også, da en yngre mand i T-shirt, bermudas og en sjov hat begynder at rumstere med glas og bestik. Han er åbenbart en del af staben. Ikke at jeg kræver Michauds hustru Annick tilbage, men lidt crew-outfit, please.

Jeg orkede ikke at bede om salt og peber til tartaren. Selv om der var kapers og syltede rødløg, mangler der lidt skarpt til at den fede kødsmag.

Torsken med rasp på oversiden er ordinær. Nærmest pulled fish. Blancherede grøntsager - grønne asparges, gulerod og ærter - pepper den lidt op.

Luksus-overraskelsen er lammet, hvor terrinen og de syltede gule beder er lidt af en åbenbaring. Asparges og nye kartofler og en kraftig rødvinsglace, som vi ikke levner mange dråber af. Drysset med små fjordrejer - fra Vadehavet - er det præcis den overraskelse, som vi har haft forventninger om.

Lidt pudsigt skal vi selv vælge menurødvinen. Fransk eller italiensk på sangiovese/merlot. Den sidste er oplagt til retten. Kraftig, krydret, fyrig.

Dessertens rabarbersorbet er noget smagstam, og den ledsagende "kompot" minder om marmelade på en kiks. Man kan ikke vinde hver gang og derfor de fire stjerner.

Marie Louise, billeder til anmeldelse
Marie Louise, billeder til anmeldelse
Foto: Kim Rune
Marie Louise, billeder til anmeldelse
Marie Louise, billeder til anmeldelse
Foto: Kim Rune
Marie Louise, billeder til anmeldelse
Marie Louise, billeder til anmeldelse
Foto: Kim Rune

Madanmeldelse: Marie Louise - nu i sneakers

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce