Teknikken halter på Målet i Odense, og så er lave priser ikke nok til at forhindre en placering i bunden af 2. division
Restaurant Målet, Odense

Et målnet på endevæggen, en fotostat med en ung Flemming Poulsen i rødt og hvidt, French Open på de to flimmerkasser, toiletlamper designet som fodbolde, et hav af vimpler fra alverdens fodboldklubber og lige så mange maskotter. Jo, Målet lægger sandelig ikke skjul på også at være en sportspub. Og så er der det øvrige vægpynt, de mange gulnede avisartikler fra dengang forsvarsklipperne altid var hærdebrede og garderhøje.

Det første kan man let risikere at blive, hvis man spiser regelmæssigt på Målet, for portionerne er store, og kokken må have stået på hovedet, da han så på madpyramiden, så maden er solid og grøntsager nærmest fraværende. Måske ud fra devisen, grønsværen er noget fodboldspillere bider i og så må det være slut med det grønne. Det er nu ikke kun på grund af de mange kaloriebomber, at Målet, efter vores vurdering, må kigge nedad i tabellen, men nok så meget foranlediget af et par alvorlige bommerter - i Jesper Olsen-klassen. Men det kommer vi til.

Kortet er overskueligt med retter fra det ærkedanske køkken som hønsekødsuppe, æggekage, biksemad, frikadeller, dansk, engelsk og fransk bøf, schnitzler, kyllingesteg og pandekager med is og pære belle Helene.

Det eksotiske element er alternative garniturer til kylling og schnitzel, som den indiske, hvor kartoflerne er droppet til fordel for chutney, ris og karrysovs.

Min kone valgte en menu med skaldyrssalat og jægerschnitzel, mens vores søn bad om hønsekødsuppe og italiensk kylling. Jeg bestilte aspargessuppe og holstensk schnitzel. Desserterne driblede vi alle uden om denne hverdagsaften i maj.

Rejernes druknedød

Skaldyrssalaten bestod af en skudefuld rejer og hummerhaler, var det vist, men i øvrigt er det ligegyldigt, for skaldyrene og de få salatstrimler led druknedøden i en enorm mængde hvid dressing, konstaterede min kone

Intet hutlihut

Heller ikke min søn skreg hutlihut til hønsekødsuppen.

- Den smager jo ikke af noget, forklarede han, og melbollerne var kogt ud til splat, bemærkede jeg. Det er der kun et ord for: En ren Jesper Olsen. Min aspargessuppe var o.k. som den, man køber i supermarkeder og bare skal varme op og måske supplere med kødboller Kort sagt, suppen smagte da af asparges, men for lidt til at smagsløgene dansede tango.

Jeg drak en Ale nr. 16 fra Refsvindinge, en herlig øl med fylde og en rund smag, til forretten og gik derpå over til fadøl. Mine ledsagere drak danskvand og cola, så det var en billig omgang.

En halv kylling og en ordentlig omgang spaghetti i tomatsovs blev stillet foran min søn. Han dryssede parmesanost over pastaen, slikkede sig om munden og brugte ikke lang tid på at nedlægge fjerkræet. Det smagte godt, syntes han, og jeg kunne se, at kyllingen i hvert fald havde fået nok, kødet slap nemlig benene, som det skulle.

De to panerede schnitzler, som blev serveret for min kone og mig, havde bestemt også fået nok, ja rigeligt vil jeg sige. Min smagte mere af brød end af gris, så rigtig godt var det ikke. Skinkeskiven, spejlægget og de kogte grønne ærter gled ned uden protester fra de ædlere dele.

Min kone var heller ikke begejstret, for den tykke flødesovs havde kvalt smagen fra perleløg, champignon og bacon. Og når nogle af brasekartoflerne ikke har fået nok, ja, så begynder klaphatten at klappe sammen. Heller ikke mit bjerg af brasekartofler var lydefrit. Det samme gjaldt for en tredje gæst, som bad om at få en ny portion, bemærkede vi.

Halvrå brasekartofler var aftenens anden Jesper Olsen. Og hvorfor sådan en brøler. Sjusk? Dårlig teknik eller var det presspillet, der fik køkkenet til at bryde sammen? Vi skal ikke kunne sige det, men travlt var der bestemt på Målet.

Tjener-automatisme

Tjeneren, som mange var på fornavn med, klarede det nu flot. Som en anden rutineret midtbanegeneral havde hun et øje på hver finger, hilste med automatisme på nye gæster, afleverede en rap bemærkning - og en omgang øl - til stamgæsterne, tog imod telefonbestillinger og ryddede af.

Hun spurgte også gæsterne, om maden havde smagt dem. De fleste smilte og var åbenlyst tilfredse. Det var vi ikke, for med to oplagte Jesper Olsener og andre halvdårlige præstationer nytter det ikke nok, at restauranten har en både spøjs og sjov indretning, billige priser og en kompetent tjener. I hvert fald ikke nok til andet end en placering i den tunge ende af 2. division. Måtte Målet gøre sig håb om at blive til et godt og stort bøgetræ i den fynske restaurantskov, kræver det helt andre tekniske færdigheder - og boller på suppen - end det vi oplevede.

Målet, Sportspub & Restaurant, Jernbanegade 17, 5000 Odense C. Tlf. 66 17 82 41. www.restaurantmaalet.dk. Åbningstid: Man-søn kl. 16 - 23. Køkkenet lukker kl. 22. Mad ud af huset.
  • Fyens Stiftstidende

Mere om emnet

Se alle

Service

Indretning

Samlet vurdering