Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Se billedgalleri: Kong Kudu og familien på kvisten

De små trætrofæer er lavet i træ af kunstner Line Eskestad. Foto: Vibeke Volder

Se billedgalleri: Kong Kudu og familien på kvisten

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Bolig

Heidi Ahtola og Hans Eibe har fusioneret et minimalistisk pigehjem og et veludstyret herreværelse, så de tilsammen har skabt en atmosfærefyldt kvistlejlighed, der er personligt indrettet med en blanding af store jagttrofæer, kunst og ejendele med historie.

Når Heidi Ahtola kommer gående hjem mod lejligheden i gågaden i Odense, kan hun nogle gange se et par blege mandeben hænge ud fra kvisten på familiens lejlighed på fjerde sal og finde ro i tagrenden nedenfor.

Så ved hun, at hendes mand Hans Eibe for en stund har skubbet arbejdet til side for at slappe af.

Kvistfolket, som de kalder sig, har indrettet sig med store puder og plads til hele familien i deres version af en udestue, hvor de har en forrygende udsigt over byens tage. Der sidder de ofte med en kop kaffe eller te, og når tre-årige Tilda ikke er hjemme, kan de også finde på at åbne vinduerne og invitere solen på et koldt glas hvidvin.

Andre gange fungerer kvistvinduet som absolut nødvendigt rum for legende og løsslupne gæster, der gerne bruger den gynge, parret selv har lavet af et skateboard, tykt tov og karabinhager. For selv om Heidi Ahtola og Hans Eibe begge er selvstændige og arbejder meget, så har de indrettet sig med plads og rum til leg og godt humør.

For eksempel er de store chesterfield-sofaer skubbet væk, når Tilda skal øve sig i at cykle, og barbordet har fået lov at overleve vi-har-fået-barn-gennemgangen af hjemmet.

- Mange sagde til os, at det skulle væk, så hun ikke væltede det. Men en veninde sagde, at det bare handlede om at sige stop. Det har virket. Tilda har heller aldrig pillet i cd'erne, men så er der så meget andet, hun må røre ved, siger Heidi Ahtola.

Det gælder blandt andet det store kudu-trofæ fra Zimbabwe, som hun har aet og kløet i øret, siden hun var baby.

Blå bog
Heidi Ahtola, 44, er halvt finsk, men har boet hele sit liv i Danmark. Hun er vokset op i Nyborg og uddannet designer fra modelinjen på Designskolen Kolding. Hun har tidligere arbejdet en årrække i reklamebranchen for først Andersen & Blæsbjerg og siden Nørgård Mikkelsen. Nu er hun selvstændig med "Design med kant", der også er en kreabog med fokus på design og syopgaver primært til børn. Hun er også medejer af selskabet "Efterklang", hvor hun sammen med Tine Ebdrup arbejder med stemningsfuld indretning af konference- og mødelokaler samt private hjem.Hans Eibe, 44, er uddannet cand.merc. og har en ph.d. i markedsorientering. Han er fra Odense NØ og har tidligere været iværksætter indenfor biotekbranchen og har forsket og undervist i blandt andet forretningsudvikling på SDU. Han er pt. tilknyttet CBS, Copenhagen Business School, en dag om ugen på et Big Data-projekt, og han er selvstændig konsulent indenfor forretningsudvikling. Desuden er han iværksætter med virksomheden Test Dig Selv, der går online med dna-test til foråret.

Sammen har de datteren Tilda på tre år.

Kunsten at fusionere to hjem

Kuduen lå på gulvet i stuen, da Heidi Ahtola en dag kom hjem fra en firmafest. Noget større end hun havde forestillet sig, og også mere omfangsrig end Hans Eibe lige huskede sit bytte.

Men op måtte den, selv om opsatsen går ind mellem de fritlagte hanebånd, som Heidi Ahtola straks faldt for.

Det er snart otte år siden, at parret gik på jagt efter en ejerlejlighed eller et byhus, efter de som lejere i en periode havde testet, om fusioneringen af et minimalistisk pigehjem og veludstyret herreværelse kunne fungere i praksis.

Hans Eibe spreder fingrene på begge hænder og lader dem glide ind mellem hinanden.

- Jeg havde ry for at være kropumulig, og i begyndelsen var der ingen, der fattede, at Heidi syntes, jeg var nem at bo sammen med. Men i stedet for at slå os på hinanden er vi i virkeligheden i sync, siger han med fingrene som eksempler.

Allerede første gang han besøgte Heidi Ahtola, vidste han, at det ikke kunne gå helt skævt, for på væggen hang et hvidmalet ren-gevir, og selv om det aldrig kunne falde ham ind at male sine egne trofæer, så han det som et tegn.

Hans Eibes store jagtinteresse har nemlig resulteret i en lang række trofæer fra både Europa og Afrika, og dertil kom en lang række bøger, guitarer og andet habengut, mens Heidi Ahtolas ejendele kunne pakkes i langt færre flyttekasser.

- Da jeg mødte Hans, havde jeg nærmest ingenting på nær kunstbøger. På et tidspunkt havde jeg en minimalistisk bølge, hvor mine ting ikke måtte fylde for meget. Når jeg købte noget, var der noget andet, der røg ud. Jeg havde alt mit tøj i min mors brudekiste og nærmest kun ét par sko til vinter og ét til sommer. På et tidspunkt havde jeg otte flyttekasser, da jeg skulle flytte og var ved at gå i panik over, at jeg havde så mange ting. Der boede jeg virkeligt skrabet. Sådan er det ikke mere, siger Heidi Ahtola.

Støvsugede kun savsmuld op

Hun faldt straks for stemningen med de fritlagte hanebånd i den 140 kvadratmeter store lejlighed. Den opfyldte ikke kravet om, at køkken og stue skulle være i ét, så man ikke ville føle sig udenfor, når man stod og lavede mad til en middag eller en fest. Til gengæld er køkkenet så stort, at det er der, man samler sig, og så blev kravet overflødigt.

Samtidig var den lige til at flytte ind i, så der hverken skulle ofres tid eller penge på renovering. Et parameter, der vægtede meget højt.

Ejerne havde allerede gennemrenoveret det gamle tørreloft, sløjfet gangen med de mange små rum og lavet det til køkken med plads til et langt spisebord og et langs vinduesparti, der kan skydes til side og åbenbare en lang fransk altan på hede sommerdage. Kun enkelte rødvinspletter på en ubehandlet bordplade i træ skulle slibes væk.

- De havde både hus og sommerhus også, og da konen døde, havde de aldrig nået at bruge lejligheden. Køkkenet var så nyt, at vi måtte støvsuge savsmuld op fra skufferne, husker Heidi Ahtola og Hans Eibe, der ikke havde behov for at sætte deres eget præg på de store valg i boligen.

På den måde blev de puffet lidt til rent stilmæssigt, og selv om Heidi Ahtola i begyndelsen syntes, at de mørke trægulve var enormt voksent, er hun i dag glad for den æstetiske varme, de tilfører rummene.

- Normalt er det fedt at bo på hotel, når man tager på ferie, men nogle gange var det ikke rigtigt optur at komme ud. Det var faktisk så dejligt at være hjemme, husker Hans Eibe, mens han skænker vand med is fra køleren på det dobbelte køleskab.

- Det her skrummel var der også, da vi flyttede ind, siger han og fortsætter tilfreds:

- Det er stort, og det larmer, men til gengæld kan man komme hjem og lave en Dry Martini på 30 sekunder.

Spontan sang

I første omgang anede Heidi Ahtola ikke, hvad hun skulle bruge de mange indbyggede skabe og køkkenskuffer til. Hun havde reelt ikke noget at putte i dem og ville bare lægge tingene tilfældigt på plads. Hans Eibes tilgang var anderledes. De ting, der bliver brugt mest, skal ligge, så de er nemmest og hurtigst at få fat på. Og sådan blev det, selv om han måtte smide to tredjedele af sine ejendele ud eller få dem opbevaret andre steder.

Nu fungerer lejligheden både som et legende hjem for en småbørnsfamilie, hvor det er tilladt at kravle i sofaen og udfordre motorikken, og som arbejdsplads for flere firmaer. Derfor kan der snildt være dage, hvor der er forretningsmøder både i køkken og stue og arbejdsplads i kontoret.

- Jeg har ikke min symaskine stående og store stofruller liggende fremme, for vi spiser jo også ved køkkenbordet, men det skal ikke være besværligt at lave de ting, man gerne vil og slapper af med. Det skal være til at gå til, og man skal kunne se, at her bor mennesker. Og at de er hvert sit køn, siger Heidi Ahtola.

Til gengæld kører computeren et slideshow med billeder fra familiens seneste ferie, så de ikke ender med at bliver vidnesbyrd gemt væk i en computermappe, ingen alligevel åbner. Der er billeder af både Tilda og Heidi Ahtolas finske mor. Normalt tilbringer familien de fleste ferier i det gamle sommerhus i den finske skærgård.

- Min mor og min far blev pennevenner i realskolen, hvor de skulle øve sig i at skrive tysk. Hun var ret fornærmet over at få en dansker. Lige da han havde fået bil, kørte han op og besøgte hende. Så blev de kærester og gift, og hun kom til Danmark, da hun var 20, fortæller Heidi Ahtola.

En sød historie er det også, at Tilda har sin egen sang hængende på køleskabslågen. En sang, Heidi Ahtola og Hans Eibe lavede til hende en aften, de for øvrigt havde fået en forrygende stærk merguez, der havde fået lidt for meget krydderi.

Et par guitarklemt og et øjeblik senere stemmer de i med "du er en fin, fin, fin-fin én" i en spontan intimkoncert. Normalt synger de sangen sammen med fødselsdagsgæster eller på Tildas navnedag.

Elsker at gynge

De farverige ting er - bortset fra den lyserøde lænestol i børnestørrelse - koncentreret på børneværelset, der er spækket med ting, som har historie.

- Tilda skal ikke kun have nye ting. Der skal være stemning og både noget gammelt og nyt, siger Heidi Ahtola.

Reolen er derfor én, hendes far engang har købt til hende, det store tyske eventyr med de slidte sider har hendes morfar engang fundet, og så er der træfigurer lavet af Heidi Ahtolas veninde Line Eskestad, et billede malet af Hans Eibes kusine Tamara Lara Furrer og ikke mindst skeletbamsen, der er Heidi Ahtolas design fra bogen "Design med kant".

Nu kunne man måske tro, at gyngen også er lavet til Tilda, men sådan forholder det sig faktisk ikke. Det er Heidi Ahtolas gave, for hun elsker at gynge og har sågar flirtet med en plan om at udgive en bog med anmeldelse af de bedste gyngesteder i Finland.

- Jeg er vild med at gynge, og det er også godt at gøre, når man er træt og har brug for at slappe lidt af, siger hun.

En gyngestol var derfor også blandt de effekter, hun tidligt vidste skulle være i hendes hjem. Kort efter hun var flyttet hjemmefra, brugte hun derfor nogle penge fra sin farmor på den gyngestol, der har fulgt hende lige siden. Nu er den som mange andre puder i lejligheden betrukket med stof fra den finske designvirksomhed Marimekko.

- Da jeg var 20 år, var det ikke normalt at have en gyngestol, som det er i dag. Det var lidt gammeldags. Men når jeg som barn kom i et finsk hjem, satte jeg mig altid i gyngestolen og gyngede og gyngede, så alle kludetæpperne under stolen til sidst lå samlet ovre i det ene hjørne, husker hun.

Nu har stolen også affektionsværdi, for Heidi Ahtolas har mistet sin far, og han har aldrig været i lejligheden.

- Men han har siddet i den gyngestol og elsket det, og på den måde er han stadig lidt med. Så må vi betale, hvad det koster at få fikset stolen, når den går i stykker, siger Heidi Ahtola.

Det halve gevir

Omvendt kan det nogle gange vise sig at være et stort held, når noget ikke er helt, som man havde forestillet sig. For selv om det gamle tørreloft på kvisten er rigt på stemning, så er skråvæggene også en udfordring i forhold til at finde plads til de mange trofæer, tegninger og tryk.

I køkkenet gav det derfor helt sig selv, hvor kronhjorten med det halve gevir skulle op - nemlig ved siden af et trofæ med symmetrisk opsats.

Den ene er flot, mens den anden er sjov, synes Hans Eibe og peger på den mest opsigtsvækkende af de to.

- Den havde en skade på det ene ben af en krybskyttes snare, og den skade går igen i geviret. Hvert år vokser et nyt gevir op svarende til, hvor stærkt dyret er, men den side af kroppen har ikke kunnet generere en opsats. Det er det fascinerende ved naturen, siger han.

Lidt mere kæk end da den store kudu ankom fra Zimbabwe og helt overstrålede impalaen ved siden af. Hurtigt fik de navnene Kong Kudu og Prinsesse Impala - opkaldt efter Starwars-figuren Prinsesse Amidala.

- Det er ellers begge to hanner, men impalaen så pludselig så lille og fin ud, siger Heidi Ahtola om de to antiloper.

Se billedgalleri: Kong Kudu og familien på kvisten

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.