Angst, #metoo, patriarkatet og kærligheden. The Face of the 80'ies lukker os ind bag det skønne ydre, hvor sårbarheden, vildskaben, fornuften og visdommen trives, i sin nye bog "Jeg er f*cking hot". Vi tegner et psykologisk portræt af modellen, forfatteren og psykologen Renée Toft Simonsen.

Håret er sat højt, og makeuppen er malet på hele ansigtet. Kroppen er klædt i haute couture, og hun er omgivet af mennesker, hun ikke kender, men som alle har et ærinde på og omkring hende: en makeupartist, en frisør, en stylist, en fotograf og assistenter til den ene og den anden.

De har netop skudt en forside til engelske Vogue og skal spise frokost, før arbejdet fortsætter.

Renée Toft Simonsen er skrupsulten, husker hun, og har fyldt tallerkenen med mad, men hånden, der skal føre gaflen op til munden, vil ikke. Den ryster. Alle folkene omkring hende snakker, men hun kan intet høre, for hun befinder sig pludselig i en glasklokke. Og lige der midt i fotostudiet i London bliver 23-årige Renée Toft Simonsen uendeligt bange. Hendes hjerte hamrer, og gulvet gynger.

- Det var mit indre barn, som var blevet undertrykt, overhørt og most forbi så længe, at det sendte angsten. Det var nødt til at være så drastisk en besked for at få mig til at stoppe op. Kroppen reagerede fysisk, jeg var svimmel, gulvet bevægede sig imod mig, og det var alt, som sådan et angstanfald kan være. Men det vidste jeg ikke dengang, siger Renée Toft Simonsen.

Hun vidste heller ikke, at hun engang ville kalde angsten en gave. At hun ville begynde at forsvare sin egen sårbarhed og skrue lidt ned for driften mod at præstere, tjene penge og feste. I seks-syv år havde 80'ernes smukkeste ansigt faret verden rundt, set perfekt ud på forsider, festet og mærket bankbogen vokse. Indtil angsten kom.

- Det var en kæmpegave, det kan jeg se nu. At jeg fik den angst gjorde, at jeg fik øje på mit indre barn, og opdagede, at jeg var nødt til at give hende plads og sige, at det er okay, hun også findes. Jeg måtte give plads til sårbarheden og lære mig selv at kende, siger Renée Toft Simonsen.

Fotomodellen, forfatteren og psykologen Renée Toft Simonsen har formuleret fire psykologiske arketyper som et redskab til at lære sig selv og andre mennesker at kende: Det var overjeget og vildkvinden, der styrede modelshowet i sådan en grad, at Renée Toft Simonsens indre barn til sidst måtte bryde ud gennem et angstanfald. Med tiden og den voksende indsigt er også viskvinden blevet en tydelig del af hendes liv.

Arketyperne er alle nødvendige og lige meget værd, fortæller Renée Toft Simonsen. Det psykologiske portræt begynder med hendes oversete indre barn.

Vi møder Renee Toft Simonsen til et coverinterview der tager udgangspunkt i hendes kommende bog Fucking Hot, der handler om overgangsalderen.
Foto: Axel Schütt
Renée Toft Simonsen blev kendt i 80'erne, da hun blev udnævnt til årtiets smukkeste kvinde. Efter modelkarrieren uddannede hun sig til psykolog og har haft stor succes med blandt andet børnebogsserien om Karla. Foto: Axel Schütt

Det indre barn

At sætte sig ned og græde var ikke en kvalitet, der var beundret, da Renée Toft Simonsen var barn. Med tårer og sårbarhed opnåede hun ikke den ønskede trøst, men i højere grad formaninger som "hold op", "slå igen" og "tør dine øjne".

- Det at græde eller klynke førte ikke til noget i min oprindelige familie. Og det, vi kommer fra, tager vi med ud i verden. I nogle familier får man det, man gerne vil have, hvis man græder. Sådan en familie kommer min mand fra. Hvis jeg græder foran ham, giver han mig det, jeg mangler, men bliver jeg vred og råber og skriger, bliver han forskrækket, og så får jeg ikke noget. Jeg er selv til overmåde blevet sådan en mor, der kaster mig over mine børn og trøster dem, hvis de er kede af det, til de siger stop, vi kan ikke klare alt det føleri og krammen. Der var for lidt af det i min barndom, så jeg har det sådan, at vi endelig skal brede det ud, griner hun.

Renée Toft Simonsen har ikke altid været i så god kontakt med sin sårbarhed, følelserne og tuderiet. I flere år fortsatte hun undertrykkelsen af arketypen "det indre barn". Der var ikke plads til svaghed, træthed og dovenskab i modelkarrieren og livet i New York - ikke før angsten dukkede op.

- Jeg undertrykte mit indre barn, når hun sagde "jeg er træt", "der er for mange indtryk i New York", "jeg kan ikke tåle at arbejde fra 9 til 17 og fra 17.30 til 23 igen hver dag hele måneden". Så var der et overjeg, der sagde, "nu holder du ud, målet er at tjene penge, og se hvor mange vi får for det job". Når man bliver ved med at undertrykke sådan en lille størrelse, der popper op og siger, "jeg er træt nu, hvornår har vi tjent penge nok?", kommer angsten. Det var nødt til at være så voldsom en besked, før jeg lyttede, siger Renée Toft Simonsen.

Det første år med angstanfald undertrykte hun også dem. Selv om rummet bevægede sig, hjertet hamrede, og hun ikke turde spise sammen med andre, fortsatte hun med at arbejde og feste.

- Jeg ignorerede det, men jeg troede, jeg var ved at blive skør. Jeg tænkte, hvad er det for nogle skøre ting, jeg oplever. Jeg vidste ingenting om det. Jeg var 23 og gået ud af 1. g, og havde ræset rundt i syv år som en sindssyg og arbejdet. Der gik et års tid, hvor jeg kæmpede med det, så stoppede jeg min karriere og tog hjem. Min mor sørgede for, at jeg kom til en psykolog, siger hun.

- På det tidspunkt var min holdning til psykologer, at "pft ... Har du ingen familie, du kan snakke med?". Så ung og naiv var jeg. Men lige pludselig sad jeg i et rum, hvor alt måtte være, og så begyndte jeg at sige nogle af de ting, som fandtes inde i mig, højt. Det var vanvittigt grænseoverskridende og forløsende at åbne og bare sige det, som det var. Og jeg har brugt de seneste 30 år på bare at sige nogle af tingene. Lige så stille.

Hun afbryder sig selv med et grin.

- Nu kommer der lidt mere, og hvad hvis jeg siger det her - er der så stadig nogle, der synes jeg er okay?, spørger hun og afslører længslen efter at bliver anerkendt og elsket.

Og da hun gav det indre barn lov til at leve med al sin sårbarhed, kom kreativiteten og det legende frem i hende, hvilket blandt andet er blevet til børnebogserierne om Karla og Tiberius Tudefjæs. I begyndelse af april udkom bogen "Jeg er f*cking hot", som er en selvbiografisk fortælling og især et forsvar for sårbarheden.

- Jeg er sådan set ude at forsvare mit indre barn med næb og klør og sige, at hun gerne må være der. Og jo mere jeg forsvarer hende, jo mindre angst har jeg, siger Renée Toft Simonsen.

Vi møder Renee Toft Simonsen til et coverinterview der tager udgangspunkt i hendes kommende bog Fucking Hot, der handler om overgangsalderen.
Foto: Axel Schütt
- Jeg har meget længsel efter anerkendelse og kærlighed. Det tror jeg, vi alle sammen har. Når jeg kigger på de 10 år, hvor jeg har haft brevkasse i Femina og alle de lange, lange breve, jeg har fået og de svar, jeg har sendt, så handler det meste om ønsket om at blive elsket og set for den, vi er, siger Renée Toft Simonsen. Foto: Axel Schütt

Overjeget

Mens det indre barn ikke fik gode vækstbetingelser i hendes barndom og ungdom, har overjeget altid været en veludviklet størrelse i Renée Toft Simonsens liv. Og det har både været godt og ondt.

- Nogle gange har jeg syntes, at han var lidt for overudviklet, og jeg har været nødt til at sende ham på ferie, fordi jeg har haft brug for noget fred fra at høre mere om, alt det jeg skulle, burde og ikke måtte. Hvor meget jeg skal løbe, hvor meget yoga jeg skal dyrke, hvor mange flødeskumskager jeg må spise. Fordi overjeget simpelthen ødelægger glæden i livet, hvis der er alt for meget, man skal, kan og bør, forklarer hun.

Overjeget er fornuften, men også formaningerne. De stemmer og sætninger, man har fået indprentet fra barndommen eller gennem samfundet. I Renée Toft Simonsens version er overjeget en mørk mandestemme og en løftet pegefinger.

- I min familie ændrede min far sig og blev flipper og typisk 70'er-kollektivist, men da vi var helt små, var han en meget ung mand, der var optaget af sig selv og sine egne behov. Og han gad ikke alt det fnidderfnadder, som små børn repræsenterer. Han var opfarende og havde en dyb råbe-stemme, og jeg tror, at det har præget mig i forhold til at rette ind og være meget formanende over for mig selv. Så for mig har overjeget en stemme, der minder om min fars på nogle måder. Men det refererer også til, at vi lever i et patriarkalsk samfund, hvor mændene traditionelt set har været på alle de ledende poster i samfundet, virksomhederne og familierne. Vi er jo også børn af vores tid og af den historie, vi er født ind i, siger Renée Toft Simonsen.

For at passe ind blev hun perfektionist. En tolvtalspige, kalder hun sig selv. Og det er en dobbeltsidet titel.

- Jeg synes ikke, der er noget galt med at være en tolvtalspige overhovedet, for det betyder, at man har lyst til og energi til at præstere og gerne vil opnå noget. Og det er vidunderligt. Men det kan tage overhånd, og overjeg'et kan være helt specielt hårdt, når man vil være perfekt og ikke fejle. Det bliver negativt, når det bliver nagende, når overjeget hele tiden fortæller dig, at du ikke er god nok, ikke smuk nok og ikke dygtig nok, siger hun.

- Jeg har et overjeg, der driver mig. Det arbejder sammen med mit indre barn, der har en længsel efter anerkendelse og kærlighed, og derfor driver overjeg'et mig mod de ting, der giver det. Derhen hvor man bliver elsket og passer ind. Når man ikke måtte være en tude-Sidse i min familie, driver overjeget, så jeg lader være med at græde, så bider man det i sig, og så sidder det herinde, siger hun og peger på brystet.

Renée Toft Simonsens overjeg har råbt for højt lidt for ofte og lidt for tit, mener hun. Men det har også gjort, at hun har opnået alt lige fra en international topmodelkarriere til en universitetsuddannelse i psykologi og et stadigt voksende forfatterskab. Og det gjorde, at hun altid stod op fra de lange fester i New Yorks jetset og tog på arbejde, når vildkvinden i hende havde givet los, drukket en flaske whisky og var gået sent hjem.

Vi møder Renee Toft Simonsen til et coverinterview der tager udgangspunkt i hendes kommende bog Fucking Hot, der handler om overgangsalderen.
Foto: Axel Schütt
Renée Toft Simonsen bor i et byhus i Aarhus med sin mand Thomas Helmig. Kun den yngste af deres tilsammen fire børn bor stadig hjemme, men Hugo Helmig flytter til sommer, når han er færdig med at turnere. Til gengæld er der børnebørn på vej i familien, da Ida Marie Helmig er gravid. Den lille hvide hvalp, Ricky, i baggrunden er sønnen Jens Kristians. Den bliver passet hos forældrene, mens han er til boksning. Foto: Axel Schütt

Vildkvinden

- Jeg elsker vildkvinden. Hun er den vilde kraft, festen, det sjove og det sanselige. Men også det at sætte grænser og kunne sige, who cares? Hun bliver stærkere med alderen, kan jeg mærke, siger Renée Toft Simonsen.

Men hun har altid haft en stærk position i Renée Toft Simonsens liv.

- Jeg har altid været frisk for en fest, hvis jeg skal være helt ærlig. Altid klar på, at nu fyrer vi den af og drikker en flaske whisky og går i seng klokken 10 i morgen tidlig, og alt, hvad der sker i mellemtiden, er lige lidt overgearet. Overjeget har haft en sund plads, for jeg har altid passet mit arbejde og været stringent med det, men den vilde kvinde har fået lov til at give slip, og når jeg først fik noget at drikke, var der fest, og jeg var ofte den, der gik sidst hjem, forklarer hun og tilføjer:

- Til gengæld var der ikke plads til det indre barn. Hun har slet ikke fået lov til at være der. Hun har fået at vide, at hun skulle tage en tudekiks, og "gå hjem og læg dig, for nu skal vi feste", eller "nu skal vi arbejde".

Vildkvinden er ikke kun sanselig og sjov, men også skrap. Hun er den, kvinderne skal trække frem for at sætte grænser, mener Renée Toft Simonsen.

- I disse #metoo-tider er der virkelig brug for hende. Når mænd laver en diskurs, der hedder "må vi så ikke flirte mere?", har vi virkelig brug for hende for at turde sige: "Nu lukker du røven, det er slet ikke det, det handler om. Og vi gider ikke debattere på så lavt et niveau". Der kan man bruge hende til at sætte en grænse, siger Renée Toft Simonsen.

Og især har hun trukket på sin indre vildkvindes kraft i arbejdet med at skrive bogen "Jeg er f*cking hot".

- Det er en sårbar ting at skrive en bog som den, og når man laver interview, og overskriften handler om noget seksuelt, og jeg tænker, var det virkelig det, de fik ud af den bog? Når jeg synes, det er kerneagtigt, det, vi snakker om. Det kan være meget sårbart, og der er vildkvinden helt vidunderlig, for der har hun det sådan: "Fuck it? Who gives a shit, hvad nogen synes. Du er kommet med noget, der er væsentligt for dig, og det er der nogen derude, der kommer til at læse, og det kommer til at betyde noget for dem." Der er hun hård, og fuldstændig I don't care-agtig. Hendes ræsonnement er glem alt om at have en illusion om, at du kan kontrollere, hvordan noget som helst bliver modtaget i den her verden, så hvorfor interessere sig for det, siger hun.

Den voksende vildkvinde bliver ikke kun stærkere, men også klogere med alderen, i takt med at viskvinden udvikler sig, samler erfaringer og indsigt.

Vi møder Renee Toft Simonsen til et coverinterview der tager udgangspunkt i hendes kommende bog Fucking Hot, der handler om overgangsalderen.
Foto: Axel Schütt
Når Renée Toft Simonsen konsulterer sin indre stemme og indre visdom for at finde løsningen på et problem er svaret altid kærlighed. Hvordan man kan se mest kærligt på sig selv eller på en relation til andre mennesker. Den kærlighed kalder hun sin indre viskvinde. Foto: Axel Schütt

Viskvinden

Psykologisk set bliver mønstre af adfærd og tanker skabt i barndommen. Men enhver forandring starter med selvindsigt.

Den første selvindsigt kom med angsten, men for 15 år siden begyndte Renée Toft Simonsen en rejse ind i sig selv gennem meditation, healing og selvudvikling. På den nænsomme måde kunne hun komme i kontakt med de sider, hun altid havde opfattet som "dårlige" - især den sårbarhed, hun havde ignoreret og undertrykt.

Gennem arbejdet med sig selv identificerede hun arketyperne: det indre barn, overjeget, vildkvinden og viskvinden. Den sidste har ingen indbygget polaritet, for man kan ikke blive for klog, forklarer Renée Toft Simonsen smilende.

- Men hun kan udvikles, og man kan blive klogere, dygtigere og visere, efterhånden som det grundlag, hun reagerer på, bliver dybere og mere opmærksomt. Det kræver tid, og det kræver, at man mærker efter for at komme i kontakt med viskvinden, der er vores indre stemme, vores intuition, alle erfaringerne og den akkumulerede viden, siger hun.

Selv tager hun sig den tid, når hun mediterer og laver visualiseringer. I de sidste besøger hun sin indre viskvinde.

- Jeg kan kontakte hende ved at lægge mig på gulvet eller sofaen, finde den rolige vejrtrækning, slappe af i hele kroppen og lave en lille visualisering. Hun ligner mig som gammel. Sådan en elverdronning med langt, gråt hår helt ned til numsen og en lang hvid kjole. Når jeg skal besøge hende, er hun altid i et hus på en klippe eller midt i en skov, og der er ild i pejsen, og hun er altid ved at lave et eller andet på komfuret, fortæller Renée Toft Simosen og fortsætter:

- Sidst jeg besøgte hende, havde hun givet mig en kop te og strøget mig over håret, og jeg spurgte, om der var noget, hun ville sige til mig, om der var noget, jeg kunne tage med derfra? Hun sagde ikke noget, men strøg mig bare blidt over kinden. Og mens jeg lå der, kunne jeg mærke tårerne trille, fordi jeg havde brug for den venlighed og blidhed.

Renée Toft Simonsens viskvinde er fattet, ordentlig, anstændig og venlig.

- Hun er nærmest kærligheden i en menneskelig figur. Når jeg har spurgt hende til råds, er svaret altid, hvordan man kan se mest kærligt på et problem, hvordan man kan være mest kærlig over for sig selv, eller hvordan man kan være mest kærlig i en relation, siger Renée Toft Simonsen.

For viskvinden har det kun været godt at blive ældre, for der er ikke noget minus ved det levede liv og erfaringer. Hun tager det hele med i sine overvejelser og dømmer aldrig. Det er på en måde hende, der ved, hvornår det indre barn skal have lov til at lege, hvornår vildkvinden skal råbe #metoo, og hvornår overjeget skal sendes på ferie. Hun er den klogeste del og den, man skal give plads og tid til at lytte til.

- Hendes visdom er kærlighed, siger Renée Toft Simonsen.

Vi møder Renee Toft Simonsen til et coverinterview der tager udgangspunkt i hendes kommende bog Fucking Hot, der handler om overgangsalderen.
Foto: Axel Schütt
Når Renée Toft Simonsen konsulterer sin indre stemme og indre visdom for at finde løsningen på et problem er svaret altid kærlighed. Hvordan man kan se mest kærligt på sig selv eller på en relation til andre mennesker. Den kærlighed kalder hun sin indre viskvinde. Foto: Axel Schütt
Vi møder Renee Toft Simonsen til et coverinterview der tager udgangspunkt i hendes kommende bog Fucking Hot, der handler om overgangsalderen.
Foto: Axel Schütt
- Jeg læste psykologi for at finde ud af, hvem vi er som mennesker. Det handlede ikke kun om at finde ud af hvem jeg er, for det virkelig interessante er, hvor meget vi allesammen ligner hinanden, og hvor meget vi har tilfælles. Det giver en følelse af en fælles puls, som jeg synes er vidunderlig, siger Renée Toft Simonsen. Foto: Axel Schütt
Vi møder Renee Toft Simonsen til et coverinterview der tager udgangspunkt i hendes kommende bog Fucking Hot, der handler om overgangsalderen.
Foto: Axel Schütt
Renée Toft Simonsen blev kendt i 80'erne, da hun blev udnævnt til årtiets smukkeste kvinde. Efter modelkarrieren uddannede hun sig til psykolog og har haft stor succes med blandt andet børnebogsserien om Karla. Foto: Axel Schütt
Vi møder Renee Toft Simonsen til et coverinterview der tager udgangspunkt i hendes kommende bog Fucking Hot, der handler om overgangsalderen.
Foto: Axel Schütt
Renée Toft Simonsen har skrevet bogen "Jeg er f*cking hot", der handler om at komme i overgangsalderen, blive ældre, se børnene flytte hjemmefra og mest af alt den sårbarhed, hun har lært at passe bedre og bedre på gennem sit liv. Foto: Axel Schütt