På linje med demokrati er markedsøkonomi det mindst ringe, som vi har til at styre fordelingen af goderne i samfundet. Demokrati har den store ulempe, at det kan afskaffe sig selv til fordel for styresystemer, der giver ekstremt skæve velfærdsfordelinger. Markedsøkonomi kan ikke afskaffe sig selv, men ureguleret markedsøkonomi fører til monopoldannelser, der også giver en meget skæv velfærdsfordeling og reducerer den samlede velfærd.

Det er derfor helt berettiget, når man i demokratiske samfund opretter institutioner, der skal holde udviklingen i markedsøkonomien i ørerne. Herhjemme har vi Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen; mens vi, når det gælder store virksomheder med grænseoverskridende aktiviteter, må sætte vores lid til EU og Margrethe Vestager.

Når det gælder en bys udvikling, lægger lokalplaner rammer for udviklingen, som ellers ville være bestemt af markedskræfterne alene. Nogle byplanlæggere har den opfattelse, at markedskræfter er noget skrækkeligt noget, som for alt i verden skal styres med planer. Økonomer hælder derimod til den opfattelse, at markedskræfterne bestemmer planerne og ikke omvendt.

Et eksempel kan være industriområder i en by. Lokalplanerne udpeger arealer i byernes udkant til industriområder, og byens politikere ønsker planerne udformet, så arealerne virker så attraktive for nye og ekspanderende virksomheder som muligt. Økonomer forklarer, at dagens industrivirksomheder ikke har nogen interesse i at betale de høje grundpriser i byernes midte; hvad skal de ligge der for? De vil hellere ligge i byens periferi, hvor grundene er billige og gerne har let adgang til en stor transportåre som f.eks. en motorvej. Markedsøkonomien trækker derfor industrien ud af byen, men ikke helt ud på landet, da industriens arbejdskraft er koncentreret i byen. Planer og marked går her hånd i hånd.

Byplaner kan være overflødige, men de er det ikke altid. I eksemplet ovenfor vil markedskræfterne næppe være i stand til at skille industri og boliger i byens udkant ad så hensigtsmæssigt, som lokalplaner kan. Med planerne reducerer vi konflikten mellem den støjende industri og boligerne. Det er imidlertid vigtigt, at byplanlæggere og politikere har øje for markedskræfternes spil og ikke planlægger med blind tro på deres evne til styre alt på bedste vis. Der er situationer, hvor markedskræfterne er en bedre styringsmekanisme end byplanlæggere og politikere.

Den sidste situation kendes fra København, hvor kommune- og lokalplaner har forhindret byggeri af mindre lejligheder. I dag erkender man, at der er et uopfyldt behov for mindre lejligheder og laver planerne om. På markedet styres udbuddet af efterspørgslen, og markedskræfterne ville have leveret de små lejligheder, hvis ikke planerne havde begrænset dem. Planernes styring var i det tilfælde en fejltagelse.

Et fynsk eksempel på manglende harmoni mellem markedskræfter og planer er Tankefuld-projektet i Svendborg. Her planlagde man en "bæredygtig" bydel i byens udkant og købte jord dertil i 2008. Markedskræfterne understøttede ikke den plan. Efterspørgslen efter boliger er svagest i byens udkant, og med krav om ekstra investeringer i bæredygtighed i de nye boliger måtte det blive en svagt funderet plan. I dag slås kommunen med afdrag på lånet til køb af jorden.

 

  • fyens.dk