De ses alle vegne frit udstillet på arme, ben, hals, nakke, lænd, (sidstnævnte kaldes i øvrigt røvgevir). Ja, hvor som helst på kroppen af unge, og sågar også på midaldrende, tynde såvel som tykke og alt midtimellem.

Tuscherne - som de hedder blandt de indviede - står mejslet i huden på en hel generation af æstetisk, momentalt kollapsede selvskadere. Motiverne veksler almindeligvis naivt fra stiliserede blomster over truende fantasy-dyr og stammerituelle udsmykninger til hele sætninger på latin og kinesisk, (sprog, som indehaveren af tatoveringen rimeligvis ikke har et dybere kendskab til). De værste er udsagn som "carpe diem", der oversat betyder grib dagen, der står i det slidte opslagsværk over fikse livsvise sætninger i en fart.

Jeg er besvimelsen nær, hver gang jeg ser en ung kvinde eller mand smadre deres ungdomsfriske og spændstige hud med, hvad jeg oplever som fragmenter fra tegneserier af behersket kunstnerisk kvalitet. Jeg så sidste år en tv-udsendelse med den ellers billedskønne sangerinde Rihanna, mens hun fik tatoveret sin ene hånd inklusive samtlige fingre med, så vidt jeg husker, en urgammel stammeudsmykning.

Sangerindens ellers så elegante hånd blev nærmest helt fortættet af farve. Og da hun senere reklamerede for et dansk smykkefirma med en stor fingerring og armbånd på den nu blåornamenterede hånd, stod jeg helt af. Det associerede mere til en skræmmekampagne om koldbrand end det, som det var: et højprofileret reklametiltag. Hvor er lige det skønne?

Måske har jeg ikke fattet en tøddel. Hvad der er skønhed, og hvad der er grimt. Hvad der er kreativt og enestående, og hvad der er konformt, uniformt og kedeligt ...

Det, som jeg eksplicit ikke forstår, er, hvordan kan ejerne af tuscherne holde ud at se på de samme dekorationer - af mere eller mindre beåndet karakter - år ud og år ind, når de selvsamme personer løbende skifter garderoben ud, fordi de ikke orker at se på deres gamle klude efter nogen tid. Og ofte ganske kort tid.

Med kendskab til ens flygtige begejstring og betagelse af nye snit, former og farver, hvordan kan man så tro, at man kan holde ud at se på den samme gabende slange sno sig omkring halsen eller armene, fra man er 20 år, til man er 80?

Om jeg så fik tilbudt at få tatoveret et motiv i min hud udført af en - lad os bare for eksemplets skyld sige - nulevende Picasso, så ville jeg takke nej uden begrædelse. Jeg er ikke i tvivl om, at uanset graden af kunstnerisk værdi ville jeg da blive dødtræt af at glo på det samme motiv livslangt.

Når man går på museum, er det faktisk lang tid at stå foran et maleri i 5-10 minutter. Almindeligvis er betragteren mæt efter kortere tid, selv når der udstilles verdenskunst af uvurderlig dybde, skønhed og kompleksitet. Hvordan kan man så bilde sig ind, at et simpelt stiliseret motiv båret på ens hud for evigt kan fylde en igennem et helt liv med begejstring? Det kommer jeg nok aldrig til at fatte.

Jeg har læst, at tatoveringernes udbredelse blandt andet også skyldes, at de er afhængighedsskabende. At så snart en ny tatovering er prikket ind, opstår tanken og lysten til den næste. Men det er også, kan jeg forstå, et udtryk for, at mange tatoverede ønsker at lave synlige markeringer over deres livs tildragelser. En slags "læs min interessante dagbog".

Eller for nogen handler det måske blot om at råbe ud i verden: "Se hvor farlig, modig, rå og unik jeg er. Jeg tør lade mig tatovere." Men når alle åbenbart tør lade sig tatovere, hvor rå og unik er man så? Jeg har til min ærgrelse hørt unge piger udtale, at de foretrækker fyre med tatoveringer. Øv!

Det, der undrer mig, er, at det øjensynligt ikke ser ud, som om tatoveringsmoden er for nedadgående, der dukker hele tiden nye tattoo-shops op.

Jeg har dog noteret mig, at de engang så populære lænde-tatoveringer samt den blå pigtråd om overarmen er helt yt. Så der er øjensynlig skiftende trends og mode inden for tatoveringskunsten.

Det må bare være ganske besværligt at følge med, eftersom det ikke er uden problemer at få de gamle tuscher ­fjernet. De færreste laserbehandlinger kan reetablere huden 100 procent. Nogle af farverne er svære at få has på, og jo dybere en tatovering er nedsprøjtet i huden, desto sværere er den at komme af med.

Og resultatet er, at mange fjernede tatoveringer fortsat lever livslangt på den arme mishandlede hud som svage skygger fra en tåbelig fortid.

Så går du i overvejelser om en tatovering, bør du tænke 30 år frem i tiden. Eller forestil dig, at din tatovering sad på din mormors velhængte overarm ...

Af Monica Ritterband, livsstil@jfmedier.dk