Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Jesper Theilgaard: - Man er nødt til at stille sig selv det spørgsmål, hvad man er villig til at ofre?

Jesper Theilgaard arbejder fuldtid som klimaformidler, efter han forlod sit tvvært-job ved DR i januar. Han vil blandt andet holde foredrag, udvikle undervisningsmaterialer og skrive bøger om klimaet. Foto: Jeppe Bjørn Vejlø /Ritzau Scanpix

Jesper Theilgaard: - Man er nødt til at stille sig selv det spørgsmål, hvad man er villig til at ofre?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det er logik, at vandet siler ned over Danmark, når temperaturen stiger over havene, forklarer meteorolog Jesper Theilgaard. Men hvorfor har ingen forudset skybruddene, oversvømmelserne og de smeltende poler, når forskere har kendt til drivhuseffekten siden 1861?

Jesper Theilgaard har forladt vejret for at redde klimaet. Det er en forpligtelse, mener han, at tage de evner, man har, og smide dem ind i den store fælles pulje af erfaringer, viden og udvikling, som kan bære samfundet fremad. Og Jesper Theilgaards evne er at formidle det store kompleks: klimaforandringer og global opvarmning. Dermed er det også hans ansvar at gøre det.

- Jeg kan ikke bare sige, det er ligegyldigt nu, for jeg er blevet så gammel, at jeg godt kunne trække mig tilbage. Jeg har helt principielt den holdning, at de evner, man har, er man også forpligtet til at bruge. Det er uansvarligt at sætte sig hen i en lænestol og sige, nå men, det må de andre sgu klare, siger han.

For Danmarks vedkommende handler klimaforandringerne om vand i alle mulige afskygninger. Havet stiger og påvirker vores kyster. Der kommer mere nedbør og voldsommere nedbør som skybrud.
Jesper Theilgaard, klimaformidler
Jesper Theilgaard
62 år.Født i Odense, opvokset i Tørring og student fra Vejle Gymnasium.

Uddannet flyvemeteorolog i 1978 og arbejdede for Københavns Lufthavn til 1990.

Har været tv-meteorolog på DR fra 1990 til 25. januar 2018. Arbejder nu som selvstændig klimaformidler og foredragsholder gennem klimaformidling.dk.

Jesper Theilgaard er forfatter til flere bøger blandt andre "Vejret omkring os" (1993), "Det danske vejr" (2006), "Verdens vilde vejr" (2008) og den aktuelle "Varsler og myter om vejret", der udkommer i begyndelsen af juni.

Ser det sort ud?

Det var en ret gennemsnitlig vinteruge Jesper Theilgaard præsenterede i femdøgnsprognosen 25. januar 2018. Regn, middel vind fra sydvest og temperaturer mellem 5 og 10 grader.

Men dagen var alligevel ret speciel, for den grålige prognose blev Jesper Theilgaards sidste efter 27 år som vært på DRs stadigt mere populære vejrprogrammer. DR Vejret rykker, som så mange andre statslige arbejdspladser, ud fra hovedstaden, men uden Jesper Theilgaard. Han har besluttet sig for at bruge resten af sit arbejdsliv som fuldtidsklimaformidler.

I stedet for at rejse med vejr-redaktionen til Aarhus, rejser han landet rundt på foredragsturné, skriver bøger om klimaet og vejret og håber på at udvikle undervisningsmaterialer til skoler og gymnasier. Og så bekymrer han sig. Over fremtiden og over den verden han er med til at aflevere til sine tre børn og børnebørnene.

- Når man taler om klimaet er det ofte i en voldsom dommedagsdiskurs. Ser det virkelig så sort ud?

- Ja. Overordnet set, ser det sort ud. Men der er nogle håb, og dem forsøger jeg altid at trække frem. Vi fik Paris-aftalen, som i sig selv var noget af en bedrift, og den danner basis for et håb om, at vi kan løse problemerne. Der er håb i teknologien, hvor der er meget innovation, udvikling og investeringer. Og så er der håb i den generelle opmærksomhed, som problemet har fået. Folk er bekymrede, men de vil også gerne hjælpe. Men det store spørgsmål er, hvad vil vi ofre?, siger Jesper Theilgaard.

Et regnfuld fremtid

Der var regn i forudsigelsen den dag, Jesper Theilgaard stoppede som tv-vært. Det har i det hele taget været et usædvanligt regnfyldt år. Og dem vil der komme flere af i fremtiden, forudsiger han. For den globale opvarmning betyder ikke solrige somre ved de danske strande, men meget mere vand.

- Det er logisk nok, siger han.

- For Danmarks vedkommende handler klimaforandringerne om vand i alle mulige afskygninger. Havet stiger og påvirker vores kyster. Der kommer mere nedbør, og voldsommere nedbør som skybrud, der også er en realitet i dag.

Det er fysikken bag, der er logisk. De højere temperaturer i havene betyder en større fordampning, som medfører mere nedbør. Samtidig betyder den stærke opvarmning i Arktis, at jetstrømmen, der styrer udvekslingen af varme fra syd og kulde fra nord, bliver svagere og måske får sværere ved at skabe perioder med stabilt højtryksvejr. Det vil medføre mere ustadigt vejr i Danmark.

- Det er fuldstændig efter fysikbogen. Det er mere et spørgsmål om, hvordan vi agerer i forhold til problemerne, det skaber, og om vi agerer i tide. Og nej, det gør vi ikke, mener Jesper Theilgaard.

For i tide var sidste år, eller måske allerede i 1980'erne, da hollænderne begyndte at bygge diger, mens danske meteorologer grinte af det flade land i Nordeuropa. Men hvorfor kommer skybruddene, oversvømmelserne og de smeltende poler som en overraskelse, når forskere har kendt til drivhuseffekten siden 1860'erne?

Forskningens historie

- Der var ikke nogen, der troede på den dengang. Men det ændrer ikke ved, at vi havde teorien, og vi har båret den med. Men der skete så meget i 1900-tallet med første verdenskrig, mellemkrigstiden, anden verdenskrig og så den kolde krig. Der var ikke nogen, der tænkte på klimaet før 70'erne og 80'erne, hvor man begyndte at se temperaturen stige. Og i 1988 nedsatte man FNs klimapanel, forklarer Jesper Theilgaard.

Historien er, at den irske videnskabsmand John Tyndall beskrev drivhuseffekten i 1861 ud fra nogle forsøg i laboratoriet. 30 år senere beregnede en svensk matematiker, Svante Arrhenius, at temperaturen vil stige med fem grader, hvis udviklingen fortsat. Men udviklingen fortsatte ikke, for selv om temperaturen dengang var begyndt at stige, fladede den ud igen i omkring anden verdenskrig. Det var på grund af kul- og olieforbrændings svovlforurening, der dannede svovlsyre i atmosfæren, som reflekterede sollyset og dermed skærmede for energien og varmen. Temperaturen stagnerede, indtil skorstenene fik svovlfiltre på for at undgå syreregn. I 1980'erne begyndte hollænderne især at bygge diger, men også den danske vestkyst fik et fremskudt dige, der kunne stoppe det stigende hav. Det var også i firserne, at Jesper Theilgaard første gang blev opmærksom på klimaforandringerne.

- Vi grinte jo lidt af hollænderne, men samtidig tænkte vi, hvad ved de, som vi ikke ved? De tog i hvert fald hensyn til den viden, man havde, og det, kan man sige, var rettidig omhu. I 1993 skrev jeg en bog, "Vejret omkring os", og der stod lidt om drivhuseffekten, men læser jeg den nu, kan jeg se, at jeg ikke vidste vanvittigt meget om det. Men det var starten, siger han.

- Hvornår gik det op for dig, at klimaforandringerne ville have så stor indflydelse og bære så stor en risiko for verden?

- Jeg var ret hurtigt klar over, at det havde et voldsomt ødelæggende potentiale, som man skulle være opmærksom på. Og så kom orkanen i 1999. Der var fire storme i Europa den december, og tre af dem var ret kraftige og ødelæggende. Det var ikke bevist, at det havde noget med den globale opvarmning at gøre, men indicierne begyndte at tårne sig op, siger han.

I begyndelsen af 00'erne var der flere klimafornægtere og -skeptikere, end der er i dag. Tiden og videnskaben har efterhånden overbevist de fleste. Den amerikanske præsident er dog ikke en af dem, men FNs klimamål er blevet verdensomspændende konsensus, især med Paris-aftalen: Der er enighed om at nedbringe CO2-udslip og forberede verden på de forandringer, der allerede er sket med vejret.

Hvad kan man gøre?

- Du sagde tidligere, at vi skulle overveje, hvad vi ville ofre. Hvad kan vi ofre for at være mere klimavenlige?

- Jeg synes i hvert fald, at man er nødt til at stille sig selv det spørgsmål, hvad man er villig til at give op? For alle vil gerne leve det gode liv. Men kan vi leve anderledes? Kan vi - i vores familie - bidrage med noget? Velvidende, at hvis vi er de eneste, der gør det, betyder ofret ikke andet, end at vi kan pudse vores glorie. Vi er nødt til at være klar over, at det kun vil hjælpe, hvis vi er mange, der gør det samme. Derfor er min pointe også, at forandringer skal understøttes af politiske tiltag, rationering og afgifter. Men det strider jo selvfølgelig mod en liberal tankegang, hvis man skulle have sådan en, siger Jesper Theilgaard og konkretiserer:

- Vi skal bruge mindre energi, og vi skal omlægge den energi, vi bruger. Hvis offentlig transport var bedre, ville flere tage den. Vi kunne elektrificere jernbanenettet og bruge grøn strøm. Vi kunne isolere vores huse, cykle - det er også sundere - vi kunne rationere flyrejser, så man skal nøjes med en om året eller lægge afgift på ligesom svenskerne og bruge pengene, der kommer ind, på at skabe mere vedvarende energi. Og så er der landbruget; globalt set står det for 24 procent af udledningen af CO2, så der har vi en opgave også herhjemme, som især kan løses med bedre teknologi.

Selv om han grundlæggende er bekymret for klodens fremtid, fokuserer Jesper Theilgaard på løsninger og håb. Og på at ansvaret ikke skal placeres ved den enkelte.

Det er staten, kommunerne og politikerne, der skal tage de første skridt, både når det handler om adfærd eller klimatilpasning, kystsikringer og udgravninger af vandløb, der kan lede vinterens umådeligt meget nedbør væk fra haver, veje og marker. Det er fællesskabet, der skal løfte opgaven, for det er fællesskabet, der har skabt problemet, mener han.

- Det er svært for et enkelt menneske at forholde sig til så globalt et problem. Jeg kan sagtens forstå, at det er svært at håndtere, for hvad skal man gribe i og gøre? Og det er der, jeg lægger ansvaret over på beslutningstagerne. Politikerne har vi valgt for, at de skal styre landet, så kan det ikke nytte noget, at de sætter sig hen og siger, at problemer som klimaforandringer må løses på markedets vilkår. Det er simpelthen uansvarligt. Vi har brug for, at de udstikker en kurs, så kan vi hver især ændre vores adfærd, leve mest klimavenligt, bruge mindst mulig energi og nyde tilværelsen herhjemme på den bedste måde, siger Jesper Theilgaard.

Og han bruger det mest klimavenlige transportmiddel til en metafor over de udfordringer, verden står overfor. En metafor, der ligesom Jesper Theilgaard selv, indeholder lige dele håb og frygt for fremtiden.

- Det er et tog, der kører. Men vi kan godt hive i bremsen. Og hvis vi vil, kan vi også tage nogle andre spor, end lige hovedsporet. Men det allersværeste er at blive enige om at styre begivenhederne, når vi er så mange, som vi er, og tingene dybest set kører henover hovederne på os, siger han.

Jesper Theilgaard: - Man er nødt til at stille sig selv det spørgsmål, hvad man er villig til at ofre?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.