Selve det at trykke pegefingeren i bund på jagtriflen er en biting ved at gå på jagt for Søren Fuhlendorff, der i lige så høj grad værdsætter naturoplevelsen og det at slå lejr nær grizzlybjørne, taipaner og moskusokser. Han kunne aldrig finde på at tage til New York og ville meget hellere sove i telt i Grønland. Tag med ham ud i naturen, hvor kun de færreste mennesker kommer.

Søren Fuhlendorff havde fløjet i 36 timer, da han landede i Christchurch på sydøen af New Zealand.

Omtumlet af træthed og jetlag tumlede han ind i bilen, som en kammerat og dennes far hentede ham i for at køre dem alle til vestkysten, hvor jagten er hård og bjergrig og skovene tætte og bushede. Der havde de udset sig en flod, som de ville gå langs.

Søren Fuhlendorff var stadig rundt på gulvet, men nød at være i gang. Undervejs splittede de op, og Søren Fuhlendorff fortsatte langs skrænter så stejle, at han måtte svømme i floder og søer for at komme videre. Efter nogle timer alene rundede Søren Fuhlendorff et hjørne og så en gemse springe over en mindre sidebæk.

Blå bog

Søren Leegaard Fuhlendorff, 25, er født og opvokset i Vejle, men bor nu i Aarhus, hvor han læser HF.Han er uddannet møbelsnedker og har selv lavet alle sine møbler.

Han tog jagttegn som 17-årig og har gået på jagt i en række forskellige lande: New Zealand, Australien, Grønland, Canada og Skotland.

- Jeg fik riflen af ryggen, ladt den og nedlagt dyret. Det var et fedt øjeblik. Jeg havde fløjet i 36 timer og tog direkte ud og skød en gemse. Så var vi ligesom i gang. Første gang, jeg var i New Zealand, gik der tre uger, før vi overhovedet så et dyr. Jeg fik den parteret og taget skindet og kødet fra den. Jeg havde en lille rygsæk med, som jeg kunne have det i, mens jeg svømmede tilbage til min kammerat Mathias. Vi fik nogle øl, og så kollapsede jeg i bilen på et tidspunkt. Det var en vildt fed oplevelse, som jeg altid vil kunne huske, og det er derfor, man kan argumenterede for at have sådan én hængende. Det betyder noget for mig, siger Søren Fuhlendorff og nikker mod gemsetrofæet på væggen.

Naturoplevelsen blev vigtigere

Det er otte år siden, Søren Fuhlendorff tog jagttegn efter at være blevet inspireret af en kammerat. Siden har han uddannet sig til møbelsnedker, og skrivebord, reoler, skænken og den runde bænk i værelset i den Aarhus-lejlighed, han deler med sin fætter, har han lavet selv. Alligevel er det jagten, eventyret og naturoplevelserne, der har fyldt i hans liv og bevidsthed, ansporet af eventyreren Freddy Wulff, der med udgangspunkt i jagten har besøgt, hvis ikke alle, så i hvert fald en stor del af verdens lande.

- Hans fortællinger om, hvordan han har boet alene i naturen i et halvt år, fangede mig. Mange har spurgt mig, hvorfor jeg skal slå dyr ihjel og ikke bare går en tur. Jeg har også været på vandreture og kan lide det, men jagten bringer mig nogle steder hen, som man ikke kommer, hvis man ikke skal skyde et dyr. Jo, måske hvis man brænder for at tage billeder, men ellers kravler man ikke frivilligt op på samtlige bjerge for at kigge efter dyr, siger Søren Fuhlendorff.

Under sin læretid puljede han det meste af sin ferie og rejste syv uger til New Zealand, der var så betagende, at han som nyudlært rev et år ud af kalenderen for at vende tilbage. Der arbejdede han som tømrer og gik på jagt, og tanken om at vende hjem og begynde en mere konform tilværelse lokkede ikke rigtigt.

I stedet rejste Søren Fuhlendorff til Grønland, hvor han kortvarigt havde natarbejde på en rejefabrik, inden jagten tog en anden drejning for ham. Drømmen om at skyde rensdyr og moskusokser krævede nemlig, at han boede et halvt år i Grønland for at få jagttegn. I stedet blev han ansat som assistent i firmaet North Safari, hvor opgaven var at tage med på jagt, slå lejr op, partere og ordne byttet for dem, der havde betalt i dyre domme for at komme på jagt.

- Til at begynde med tænkte jeg, at jeg virkelig gerne ville have, at det var mig, der skød de dyr, men lige så stille indså jeg, at den eneste forskel var, at de skulle bøje pegefingeren. Det skulle jeg ikke, og så slipper man for at have alle mulige dyr hængende på væggen, siger han med et skævt smil.

- Jeg affandt mig godt med det, og det blev federe og federe at komme på tur, sætte lejr op og bo ude i naturen. Naturoplevelsen blev vigtigere, og det kunne jeg godt lide.

Vi er sociale mennesker

Helt slippe for at have ting på væggene kan Søren Fuhlendorff nu ikke. I køkkenet hænger geviret fra en kronhjort, under bænken ligger trofæet fra en bøffelko, på væggen hænger gemsetrofæet fra New Zealand, en bøffeltyr fra Australien og over sengen en moskusokse fra Grønland. Det er den, Søren Fuhlendorff er ved at slæbe hen over indlandsisen på det store foto, han også har hængende.

Moskusoksen er fra Grønland, hvor han fik jagttegn og fem licenser til både moskus og rensdyr. Sammen med Thomas Lindy Nissen, der er aktuel med bogen "Gone Hunting - de vilde unge mænd", som Søren Fuhlendorff har skrevet et bidrag til, brugte han en weekend på at gå op på fjeldet i nærheden af Søndre Strømfjord. Der går en masse moskustyre rundt og leder efter køer, som er blevet skudt af erhvervsfangerne.

- Hverken bøfler eller moskusokser har udpræget flugtinstinkt, og vi kunne snige os ind på den. Jeg nedlagde den vel på 110-120 meters afstand, husker Søren Fuhlendorff, der måtte bære byttet 10-12 kilometer hjem i fugleflugt hen over fjeldet, inden han tilbage i Danmark fik konserveret skindet og monteret det på trofæet igen.

Eventyrlysten var dog ikke styret, og begejstringen ved at vende civilisationen ryggen for en periode og drage derud, hvor mobiltelefon og computer er nyttesløse og sund fornuft altafgørende, kun voksende. Søren Fuhlendorff har været af sted 10 dage alene, men han foretrækker at tage af sted sammen med andre.

- Jeg tror ikke, det er sundt at være af sted alene længe. For mig gik der ikke mange dage, før jeg snakkede med mig selv, men det er sundt at opleve den side af sig selv. Det var en fed oplevelse, men jeg vil hellere af sted med nogle andre.

- Det tiltaler mig at slippe af med telefon og computer, for man finder ud af, hvor meget samtalerne og relationerne med hinanden betyder.

Kogte trofæer af

Samtalerne havde imidlertid en besynderlig karakter, da han tog til Australien og kom til at arbejde for en såkaldt outfitter, der opererede langt ude i det øde Northern Territories. Aftalen var, at Søren Fuhlendorff arbejdede gratis i halvanden måned mod til gengæld af få lov at skyde en bøffeltyr.

- De første uger kunne jeg godt mærke, at det var helt sindssygt. Selv om der var 35-40 grader, kunne Hayden godt glemme at tage vand med ud. Så stod jeg der med en hel familie uden vand og ret meget mad, og Hayden var kørt til byen, mens vi stod efterladt i bushen med syv timer til nærmeste by. Jeg ved ikke, om det er Northern Territories, der gør det ved folk; at man bliver lidt bims i hovedet. Det var Hayden i hvert fald, siger Søren Fuhlendorff, der knoklede med at tømme wc'er, hente kunder midt om natten syv timers kørsel væk, slå lejr op, lave mad, tage med på jagt og koge trofæerne af for de trofæjægere, der købte sig til muligheden for at nedlægge et dyr.

Længe tvivlede han på, om han fik lov at skyde den bøffel, han var blevet stillet i udsigt, men den hænger på væggen hjemme hos ham.

- Det var en fed oplevelse, men meget arbejde for at få lov til at skyde en bøffel, siger Søren Fuhlendorff, der var vant til at koge trofæerne af for andre. Det måske mest ulækre arbejde, han blev sat til at udføre.

- Der var så mange ting, jeg skulle nå at gøre i lejren; lave mad, gøre rent og alt muligt andet, så de kunne godt ligge nogle dage, og så bliver de virkeligt ulækre i 40 graders varme. Man koger dem i en stor tønde over bål, og så spuler man med en højtryksspuler. Man har maddiker, hjerne og alt muligt andet ud over det hele. Jeg gjorde det i klip-klappere og shorts, og så måtte jeg ned i floden og vaske mig så godt, jeg kunne, bagefter, fortæller Søren Fuhlendorff.

Fascineret af heste

Helt anderledes var det i Canada, hvor Søren Fuhlendorff landede i Prince George i British Columbia til et job som wrangler, uden at vide det fjerneste om, hvad det indebar. Han havde blot slugt en række dokumentarudsendelser om brunbjørne i Nordamerika og drømt om en dag at se dem i virkeligheden.

- Wranglerjobbet gik ud på at passe heste. Jeg havde aldrig rørt ved en hest før og turde knap nok gå hen til dem i begyndelsen. To dage efter, jeg var ankommet, tog vi af sted med 12 heste, og den første dag, jeg sad på en hest, red vi 12 timer. Dagen efter var det 13, og så 12 igen. Det gjorde ondt overalt, men på fjerdedagen kunne jeg ikke mærke noget. Så var jeg blevet wrangler.

I to en halv måned var han af sted på jagtture af 10-14 dages varighed med rige amerikanere, der ankom i privatfly, havde egen bodyguard med og betalte op til 250.000 kroner for en jagt.

- Jeg er vokset op i en arbejderfamilie, hvor rigdom ikke er noget, man har stræbt efter. Men det har været spændende at møde mennesker, der var så langt væk fra min egen virkelighed. Deres største problem var, hvordan de skulle nå fra British Columbia til Alaska, hvor de skulle på jagt ugen efter, husker Søren Fuhlendorff, der stod for at tilse hestene og genne dem ud at græsse i nærheden af lejren.

Ved fire-tiden næste morgen, i bælgravende mørke, gik han ud og kiggede efter spor på vekslerne, indtil han kunne høre hestenes klokker, finde dem og genne dem hjem til lejren, sadle og pakke dem til en ny dags strabadser.

- Man har en pandelampe med, så man kan se fem meter frem, og en shotgun, hvis man skulle møde en grizzlybjørn. Men kommer den med 60 kilometer i timen, kan man næppe nå overhovedet at få shotgun'en til skulderen, siger Søren Fuhlendorff, der aldrig mødte én om natten, men har set mange om dagen og masser af spor efter dem.

- På den måde kan det godt gibbe lidt i én. Der går nok lidt drengerøv i den, siger Søren Fuhlendorff.

Vi er ikke udødelige

Alvoren gik dog op for ham, da hans kammerat, Nicolaj for et år siden faldt ned af en bjergryg i New Zealand og mistede livet, mens Søren Fuhlendorff selv var i Canada.

- Når jeg tænker tilbage, så har vi gjort ting, der var rablende gale. Jeg har gået armgang i rødder og hængt med 100 meters drop under mig for at skyde et dyr. Det er livsfarligt, men det tænker man ikke over i situationen. Det er helt åndssvagt, og det er gået op for mig, efter Nicolaj døde. Det kan godt være, vi er unge, men vi er ikke udødelige, siger Søren Fuhlendorff, der flere gange har været afsindigt bange.

Den ene gang var i Australien, hvor han sammen med jagtskribent Thomas Lindy Nissen var på vej de 500 meter fra lejren og ned til floden. Vejen er fyldt med lange pandanusblade, Søren Fuhlendorff var i klip-klappere og havde myggestik på benene, da han ramte noget gummiagtigt under bladene.

- Jeg nåede at tænke, at der var noget galt, da jeg kiggede ned og så, at der stak en hale ud. Så sprang jeg i et mærkeligt råb. Thomas, der gik bag mig, sagde, at den huggede efter mig. Jeg troede, jeg skulle dø. Adrenalinen var så høj, at jeg ikke anede, om jeg var blevet bidt. Jeg havde store myggestik, og de lignede den måde, jeg forestillede mig, at bid så ud. Jeg vidste godt, at det var en brown snake - man kalder dem også taipaner - verdens næstfarligste slange.

Den excentriske outfitter Hayden var kørt, så der var ingen bil i lejren og i øvrigt syv timers kørsel til nærmeste by.

- Man har to minutter. Så får man hjertestop, siger Søren Fuhlendorff, der åbenbart ikke var blevet bidt. Måske fordi det var morgen og slangen kold og sløv.

Han har flere gange været meget bange, men det er ikke en følelse, han synes, man skal undgå.

- Man skal tænke sig om og ikke være dumdristig, men man skal også udsætte sig selv for noget, der kan rykke én. Jeg håber, jeg vil tænke mig om, men også, at jeg vil blive ved med at kaste mig ud i ting, hvor jeg er på dybt vand. Jeg synes, man skal blive ved med at udfordre sig selv.

En jagt på oplevelser

For ham virker det meningsløst at bore snedkerhuller eller lave lektier, når han kan tage ud i den vildeste natur og lede efter dyr.

- Det føles lidt meningsløst at læse noveller på HF, når man kan skyde bjørne i British Columbia, som han stiller det op.

Omvendt har han savnet at være mere sammen med sin familie, og han kunne mærke, at nogle venner var ved at glide væk, mens han rendte rundt ude i ødemarken. I flere år havde han heller ikke haft en kæreste, og den del af livet savnede han også. Det har han nu. Alligevel har han længe været rastløs for at komme af sted igen.

- Jeg tror, det er en jagt på at udfylde livet. At give livet ... ja, måske mening på en måde, men lige så meget at fylde det med oplevelser og mærke, at man lever. Jeg ved ikke, om man finder meningen med livet ved at sidde 12 timer på ryggen af en hest, men man får i hvert fald en forståelse af sig selv og sine omgivelser, mener Søren Fuhlendorff.

Herhjemme går han kun sjældent på jagt. Det er blevet en sport for rigmænd med egne jagtområder, mener han, men han nyder at tage ud på Ringkøbing Fjord, på vandet, hvor jagten er fri, ligge og vugge i en pram hele natten og skyde ænder ved solopgang. Hvis der er nogen.

Til gengæld kunne han aldrig drømme om at tage sydpå og stege ved en swimmingpool eller tage på storbyferie, selv ikke til New York.

- Jeg tror ikke, jeg kan komme på et sted i verden, jeg har mindre lyst til at være. Jeg kan godt lide arkitektur og går op i bygninger, men at gå rundt i sådanne nogle gader en hel uge lyder i mit hoved forfærdeligt. Så hellere bruge pengene på en tur til Grønland og sove i telt.

Når Søren Fuhlendorff til sommer får sin HF-eksamen, vil han ud i verden igen.

- Skal jeg have børn og familie som 30-årig, kan jeg ikke bare rejse væk tre måneder, som han siger, og så er det med at få oplevelserne, mens muligheden er der.

Helst vil han til den del af Afrika, hvor jagt endnu ikke er blevet en omfattende industri. Botswana eller Cameroun, hvor der er rå og uplejet natur, og hvor jagten foregår på dyrenes præmisser. Alternativt drømmer han om lande som Kasakhstan, Mongoliet og Kirgisistan, hvor man for eksempel rider i små grupper sammen med kirgiserne og drikker gæret hoppemælk undervejs.

- Der lever nogle imponerende dyr i nogle imponerende stejle og kolde bjerge, og det kunne være en fed oplevelse. Men det er hardcore trofæjagt og ikke et sted, man tager på safari, siger han.

  • Grauholm_Trine_(2015)_022

    Af:

    Jeg er journalist på Jysk Fynske Mediers magasinredaktion, hvor vi laver magasinerne Livsstil, Rejser, Gear og Base Bolig. Jeg skriver primært portrætter af kendte kvinder, sundhedsstof, bolig- og rejsestof samt bidrager til mandemagasinet Gear. Tidligere har jeg været syv år på sportsredaktionen, hvor jeg blandt andet har dækket flere håndboldslutrunder og OL i Beijing i 2008. Min fritid bruger jeg sammen med min familie og gerne på at dyrke sport.

Mere om emnet

Se alle
Droppede fast job: Jagten er blevet en levevej

Droppede fast job: Jagten er blevet en levevej