Da Caroline Henderson som tre-årig flyttede til USA sammen med sin sorte far og lyse mor, opdagede hun, at verden er et uretfærdigt sted at være. Nu er hun aktuel i forestilligen ”American Spirit”, som trækker stærke tråde til mindet om hendes far, der hele sit liv higede efter anerkendelse og aldrig blev en nærværende far at spejle sig i. Mød sangerinden, der besluttede sig for at gøre op med barndommens rodløshed

?

Hvor treårige børns universer normalt er befolket af bamser, prinsesser og bedstevenner, stavrede Caroline Henderson i den alder rundt i USA og undrede sig over, hvorfor hun, som datter af en sort, amerikansk jazzmusiker og en lys, svensk overklassekvinde, var endt som omvandrende politisk sprængstof.

Blå bog

Caroline Henderson, født den 28. september 1962 i Stockholm, hvor hun boede de første tre år af sit liv sammen med sin svenske mor og sin amerikanske far.

Derefter flyttede de til USA, og siden flyttede hun og moderen til Paris og nogle år senere tilbage til Sverige.

Kom til Danmark i 1983. Har svensk og amerikansk statsborgerskab og holdt for 20 år siden op med at spekulere over, om hun føler sig mest det ene eller andet. Hun kan rumme det hele og finder det vigtigt at have både sin svenske og amerikanske historie med sig.

Fik sit store gennembrud med popgruppen Ray Dee Ohh (med Maria Bramsen) i 1989. To år senere opløste de gruppen. Siden har hun udgivet en lang række albums. Det mest kendte er formentlig "Cinemataztic" fra 1995, som hun fik syv Grammyer for. Også albummet "Jazz, Love and Henderson" fra 2011 hører til de mest roste. Det var samtidig oplæg til teaterforestillingen af samme navn på Østre Gasværk i 2012.

Modtog i 2010 Ridderkorset.

Har to voksne sønner med sin eksmand og en efternøler på 13 år med sin nuværende mand.

Er aktuel i teaterkoncerten "American Spirit", der spiller på Aarhus Teater 25. august -10. oktober og på Anenye-T 14. oktober - 26. november.

Hun husker, hvordan hun som lille prøvede at have en horde af andre, rasende piger efter sig, fordi hun var barn af et blandet ægteskab, og hvordan hun hver morgen skulle mande sig op og fighte for sit ligeværd.

Familien måtte ikke bo hvor som helst, og Caroline Henderson kom i en skole for børn af blandede ægteskaber.

I weekenderne blev hun ofte slæbt med til demonstrationer mod Vietnamkrigen, mod atomkraft eller for rettigheder til sorte.

I de år blev hendes stærke retfærdighedssans født.

Hendes identitetsdannelse kom i høj grad til at kredse om hudfarve og rettigheder. Tanker, de færreste treårige skal tumle med, og tanker, der i årtier kom til at præge hendes liv. Måske ikke direkte men i hvert fald indirekte, fordi hendes far aldrig formåede at løsrive sig fra det åg, det var at være sort mand født i 1930'ernes USA.

Derfor betyder forestillingen "American Spirit", der går i fodsporene på den amerikanske legende Johnny Cash, og som Caroline Henderson er aktuel i, noget særligt for den 53-årige jazzsangerinde.

- Jeg er stolt af min rejse. Det lå ikke i kortene, at det skulle blive nemt for mig, da jeg var en lille pige, siger hun.

Bevidst om genetisk arv

Caroline Henderson dumpede ned i det racedelte USA i midten af 1960'erne, hvor den kolde krig var på sit højeste. Martin Luther King og Malcolm X blev begge skudt, og selv om hun oplevede begivenhederne fra børnehøjde, brændte bevidstheden om, at verden ikke nødvendigvis er et sikkert sted at være, sig fast. Det samme gjorde bevidstheden om hendes genetiske arv og udseende.

Indimellem følte hun sig som drengen i Kejserens nye klæder.

Hvorfor?

Det giver jo ingen mening.

- Jeg syntes, det var svært at finde ud af, hvem jeg var i forhold til hvem, og hvilken type medborger, jeg var. Følelsen af, at jeg ikke var lige så god som nogen med en anden hudfarve, begyndte at snige sig ind. Det gav ingen mening, men jeg så voksne, der på en eller anden måde fulgte en rettesnor omkring det. Jeg hader, når ting er uretfærdige, og jeg tror, det kommer af, at jeg blev sat ind i en sammenhæng, hvor verden ikke var et retfærdigt sted at være, siger Caroline Henderson.

Selv fik hun aldrig fornemmelsen af at være mindre værd, fordi hun hele tiden havde sin svenske borgerskabsbaggrund at sammenligne med. Til gengæld blev hendes stærke politiske engagement vakt af de mange demonstrationer, hun blev slæbt med til.

- Hele min tidligere barndom var ét stort manifest, siger hun grinende.

Store skift

Men årene var mere end det.

Caroline Hendersons barndom var præget af store skift, kulturforskelle og fraværende forældre, hun ikke kunne spejle sig til en fornuftig rettesnor i.

Efter fem år i USA gik forældrene fra hinanden, og hun flyttede med sin mor til Paris, hvor hendes bedsteforældre boede. Der blev hun udsat for endnu et kulturchok, da hun blev indskrevet på en privat pigeskole i hovedstadens ambassadekvarter.

- Frankrig har også altid været et klassesamfund, måske mere delt op i gamle familier, gamle penge, gamle kulturer og kolonialisme. Jeg havnede i det øverste lag. At komme fra et sted, hvor man var delt op efter, om man var kvart, hel eller halv noget, til et sted, hvor jeg gik i skole med hele verden, var en gave for mig. Jeg fik fred fra det politiske, der havde været så stor en del af mit liv, husker Caroline Henderson.

Kvindeoprøret

Imens strittede hendes mor mod forventningen om, at hun som pæn pige fra borgerskabet skulle tage sig en uddannelse, finde sig en mand og skabe sig et hjem. I stedet havde hun travlt med både oprør og opgør. Hun havde som så mange andre travlt med at bo i kollektiv, frigøre sig selv, smide bh'en og tage den på igen, og det gik ud over nærværet.

- Jeg har mange venner og veninder fra min egen generation, der har haft fuldstændig samme oplevelse. Nu er vi så gamle selv, at vi tilgiver, for vi kan godt se, hvad vi fik med på den rejse. I min situation er det svært at forestille sig, at man skulle pejle retning efter en mand, og jeg har også taget rejsen videre end min mor. Jeg er mere selvstændig end hun, siger Caroline Henderson, der blev ved med at komme hos bedsteforældrene i Paris, også efter at hun og moderen flyttede tilbage til Stockholm.

Det samme gælder USA, hvor hendes far hele sit liv blev ved med at hige efter anerkendelse.

- Han var begavet og en virkelig god musiker, men jeg tror, han var blevet gladere, hvis han havde fået en akademisk uddannelse. Han var god til at skrive men havde det rigtigt svært som sort mand født i 1930'erne. Det var det rene apartheid, og for ham ville økonomisk succes have frigjort ham fra det åg, han gik rundt med, vurderer Caroline Henderson, der sagtens kan sætte sig ind i hans situation.

- Hvis man hele tiden bliver bildt ind, at man ikke er god nok, bliver man stigmatiseret fra det sekund, man kommer til verden. Det har været meget svært at vokse op som sort i USA på det tidspunkt, og jeg ved ikke, om det er særligt meget bedre nu, siger hun.

Var altid på vej

For Caroline Henderson har det aldrig været et spørgsmål, hvorvidt hun kunne klare sig uden en mand. Hun har slået masser af døre op og er med tiden blevet bedre til også at åbne dem lige så stille.

Til gengæld har hun helt op i sine 30'ere haft synet af et exit-skilt i øjnene. Bevidstheden om at kunne pakke sit habengut og sine børn sammen på fem minutter og fordufte, var en rar fornemmelse længe efter, at hun kom til Danmark i 1983.

København skulle have været et kort stop på vejen til USA, og Caroline Henderson havde ikke andet end et par høje hæle, et mini-skirt, en t-shirt, en trøje, en tandbørste og en taske med nogle få ejendele med sig.

Få år senere var hun alenemor til to drenge, og alligevel uden lyst til at knytte sig definitivt til steder eller relationer.

- Jeg har nok været i midten af 30'erne, før jeg tænkte over, at den måde at leve på, ville gøre mig ulykkelig. Jeg spurgte mig selv, hvad jeg var så bange for. Jeg tror, det handler om, at man ikke kan lave om på definitive beslutninger, siger Caroline Henderson, som havde svært ved at tage beslutningen om at blive og bygge sin tilværelse op i Danmark med alt, hvad det kræver.

- Jeg har ikke lært, hvordan det er at blive ét sted og kæmpe for en specifik situation, arbejdsforhold og venneforhold, siger Caroline Henderson, som dog hele tiden havde været opmærksom på, at hendes børn skulle vokse op med et mere stabilt fundament end hun selv havde oplevet.

Både fysisk, men i lige så høj grad mentalt, så de ikke oplevede en mor i konstant higen efter at komme et andet sted hen i sit liv.

- Jeg kender mange, der er vokset op forskellige steder med deres forældre uden at blive usikre af det. Det, som har gjort mig usikker, var, at jeg ikke havde nogle voksne at rette mig efter.

Som et gammelt træ

Caroline Henderson knager og brager med stemmen som en gammel eg, der nok giver sig men alligevel ikke er til at rokke en tøddel.

Hun strækker sine arme i en bue om kroppen og lader de lange, lakerede negle synke tungt mod gulvet, som ville de slå krogede, indviklede rødder.

Nu har hun været her i rundt regnet 30 år.

- Jeg føler mig som et gammelt træ, der hverken kan eller vil flyttes. Det tog nogle år, men Danmark er det første sted, jeg har følt mig hjemme. Det er her, jeg har fået mine børn, her jeg er blevet gift og her jeg har mine venner og mit liv, siger hun.

Mod til at lukke døre

Da først hun besluttede sig for at blive i Danmark, hvor hun havde lært sit fjerde sprog og fået sine børn, gav hun slip på noget af den rodløshed og usikkerhed, hun havde haft med sig. Hun faldt ikke til ro, for det håber hun aldrig, hun gør, og hun tør stadig lukke en dør i blind tillid til, at en anden åbner sig, sådan som det skete, da hun trak sig fra popduoen Ray Dee Ohh og makkeren Maria Bramsen.

- Det var pæn og poleret popmusik, og Maria og jeg var store Spice Girls-popstjerner, men det var bare en lille side af alt det, jeg var. I vores bagland faldt det ikke i god jord, for Ray Dee Ohh var en pengemaskine med masser af succes, men jeg følte ikke, at jeg havde mere at give der. Jeg havde opnået det, jeg ville i den sammenhæng, husker Caroline Henderson, som ikke anede, hvad hun skulle i stedet.

- Jeg har altid levet med en overbevisning om, at når man lukker en dør, er der en anden, der åbner sig. Eller et vindue. Et eller andet. Når jeg tænker tilbage, er det ret sejt, at jeg turde springe ud i det, men jeg troede benhårdt på, at der var noget andet for mig, og det var der jo også.

Alt er til låns

Perioderne indimellem, hvor Caroline Henderson ikke ved, hvor og hvornår den næste dør knirkende går op, skræmmer hende ikke. Hun bilder sig ind, at når man som hende har startet forfra så mange gange, mister man frygten for det ukendte.

- Jeg taler ikke om at miste de store ting i livet som mine nære og kære, men det skræmmer mig ikke at flytte, begynde på et nyt projekt, være enlig mor eller blive skilt. Det har jeg prøvet. Jeg har altid i baghovedet, at jeg kom stort set uden noget. At alt det, jeg har, på en måde er til låns. Mine børn, mit ægteskab, mine venner og den karriere, jeg er stolt af, er altsammen noget, jeg har bygget op sammen med andre, siger Caroline Henderson.

Har ikke fået hjælp

Hun slænger sig på en læderbetrukken cafébænk på Café Hack på hjørnet af Aarhus Teater men puster alligevel, som havde hun lige tilbagelagt en olympisk sprint.

Det er en måde at understrege pointen om de år, hvor hun mentalt piskede rundt for at få alting til at lykkes.

Hun synes, det lyder indbildsk eller oppustet, når hun bruger ordet "skabt" om det, hun har opnået i sin karriere, men alligevel er hun stolt af den rejse, hun har taget.

- Der er ikke rigtigt nogen, der har hjulpet mig, og det giver mig en form for styrke, siger hun.

De svages historie

Teatret blev et af de rum, der føjede nye dimensioner til Caroline Henderson.

I det rum supplerede hun billedet af sig selv som en smuk sangerinde med søde kærlighedshistorier med en karakter som historiefortæller, der spiller på stærke følelser som glæde, sorg og frustration.

Johnny Cash' univers hører også til de mørkere, og Caroline Henderson er stærkt optaget af historien om det land, der har lovet så mange så meget, men kun givet dem lidt.

- Cash er en del af min musikarv, og han er en fantastisk fortolker. Jeg kan huske ham fra fjernsynet, da jeg var helt lille. Han var autentisk i alt, hvad han gjorde, og jeg er meget optaget af den tradition, han kommer fra, med at fortælle de svages historie.

Ikke mindst i lyset af den igangværende amerikanske valgkamp er Johnny Cash interessant i dag, for de mennesker fra den amerikanske underklasse, som Cash sang om og til, er i dag samme befolkningsgruppe, som paradoksalt nok slutter sig til Trump-bevægelsen.

- Det er meget interessant, hvad der sker med det amerikanske samfund, den amerikanske mand og den amerikanske underklasse. Måske kan man ikke bryde ud af det stigma, man har fået? Måske var den amerikanske drøm bare bullshit, siger Caroline Henderson, der særligt har haft sin far i tankerne under arbejdet med forestillingen.

På den måde er han blevet ansigtet på den amerikanske mand, der kæmper hele sit liv, men bliver ved med at blive slået tilbage til start.

Yderst aktuel

Caroline Henderson ser den amerikanske drøm som et svækket begreb, og det gør Johnny Cash og hans univers aktuelt.

- Cashs sange handler om mennesker på kanten af samfundet. Folk, der har drukket for meget, taget for mange stoffer eller på anden måde er gået ned. Dem, der ikke klarer den. Dem, der ikke oplever den amerikanske drøm, og det er evigt aktuelt og meget present i dag. Også i Europa. Det har man sikkert sagt til alle tider, men vi har brug for at få svar og forstå hvorfor, mener Caroline Henderson, der i 2010 blev ridder af Dannebrog.

I den forbindelse blev hun bedt om skrive sin livshistorie, der nu ligger bevaret sammen med de andre ridderes. Det fik hende til at tænke over det aftryk, hun sætter på verden, men ellers ligger det ikke til hende at have store tanker om sit virke.

Én ting har dog ligget hende stærkt på sinde, siden hun som tre-årig fik vendt sit verdensbillede på hovedet og blev formet som et både rummeligere og mere empatisk menneske af sine vidt forskellige og foranderlige livsvilkår.

- Verden er ikke et retfærdigt sted, og så længe jeg lever, vil jeg prøve at være med til at lave det om, understreger hun.

  • Grauholm_Trine_(2015)_022

    Af:

    Jeg er journalist på Jysk Fynske Mediers magasinredaktion, hvor vi laver magasinerne Livsstil, Rejser, Gear og Base Bolig. Jeg skriver primært portrætter af kendte kvinder, sundhedsstof, bolig- og rejsestof samt bidrager til mandemagasinet Gear. Tidligere har jeg været syv år på sportsredaktionen, hvor jeg blandt andet har dækket flere håndboldslutrunder og OL i Beijing i 2008. Min fritid bruger jeg sammen med min familie og gerne på at dyrke sport.

Mere om emnet

Se alle

Blå bog