Hånddrejet keramik: Ting, der tager tid

Følelsen af keramikken er vigtig for Mona Vander. Hver eneste kop, kande eller skål er forskellige, ligger i hånden på en bestemt måde, og glasurerne skaber variation i strukturen. Foto: Vibeke Volder

Hånddrejet keramik: Ting, der tager tid

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En drøm om at blive keramiker tog over 20 år for at blive til virkelighed for Mona Vander. Hun sætter pris på, at der er tid til fordybelse og til at have det sjovt. Hendes keramik udstråler, at det tager tid for hænder at skabe.

Leret glider mellem hendes hænder. De former, løfter og skaber lyserøde matchakander af stentøj, tynde lampeskærme af porcelæn og kopper, der er kendt fra tv.

Mona Vander er keramiker med kombineret værksted og butik ikke langt fra Odenses gågader. Her udlever hun en drøm og et talent, som er vokset, siden hun som 19-årig første gang fik en drejeskive mellem benene og en klump ler mellem hænderne. Alligevel er det kun fem år siden, at hun for alvor vendte tilbage til keramikken. For ligesom med hendes kopper og vaser tager drømme også tid, før de kan realiseres.

Mona Vander har indenfor de seneste fem år udlevet sin drøm om at blive keramiker. Foto: Vibeke Volder
Mona Vander har indenfor de seneste fem år udlevet sin drøm om at blive keramiker. Foto: Vibeke Volder

Drømmen modnes

Efter fire år på kunsthåndværkerskolen i Kolding var Mona Vander uddannet keramiker, midt i tyverne og træt af ler.

- Jeg havde nok mistet tålmodigheden. Og ler kræver meget tålmodighed, siger hun.

- I stedet kom jeg ind på Det Fynske Kunstakademi som maler. Der var ingen, der stoppede mig i mine kreative drømme. Der var ingen fornuftig voksen, der sagde, at jeg skulle noget andet. Men det var nok også det eneste, jeg havde talent for.

Mona Vander griner. Mest af sig selv og af at sætte ord på det. Men kunstner blev hun nu heller ikke. For i mellemtiden havde hun fået to børn, og alene med dem skulle der faste indtægter og fornuft til. Siden har hun arbejdet som social- og sundhedshjælper med keramikken som en fritidsbeskæftigelse, der kom og gik.

- Man kan jo ikke have en butik med faste udgifter og svingende indtægter, når man er alene og har ansvaret for to børn. De kan jo ikke bare leve af havregrød en hel måned, siger keramikeren.

Men drømmen modnedes i takt med, at børnene gjorde det samme, og for fem år siden forlod Mona Vander sit faste job for at lave keramik.

Porcelænskopperne med det nordiske udtryk har Mona Vander solgt til blandt andet DRs Aftenshowet, hvor man kan se gæster og værter drikke af kopperne. Foto: Vibeke Volder
Porcelænskopperne med det nordiske udtryk har Mona Vander solgt til blandt andet DRs Aftenshowet, hvor man kan se gæster og værter drikke af kopperne. Foto: Vibeke Volder

Konstant bevægelse

Efter 27 år er det stadig leret på drejeskiven, der fascinerer hende. Tålmodigheden er tilbage. Det samme er den fordybelse og koncentration, som gør, at hun forsvinder ind i arbejdet og ud af tid og rum, når skiven drejer, og hænderne former. Lette porcelænskopper med nordiske kolde farver, som værter og gæster i DRs Aftenshowet drikker af. Japansk-inspirerede matchasæt, der blander enkelhed, funktion og mode. Tynde stentøjskrus i sort og changerende glasur. Værkstedsbutikken er fyldt med de seneste års kreationer og viser, hvordan keramikeren hele tiden bevæger sig, udvikler sig og skaber nye udtryk. Og indtryk.

- Det bliver mere og mere enkelt. Jeg bevæger mig hele tiden. Hvordan det ser ud om nogle år, ved jeg ikke, siger hun.

Men lige nu arbejder Mona Vander med tynde, akvarel-lignende glasurer, der blander sig ind i hinanden og gør kopper, fade og kander unikke. Hun arbejder i tyndt lertøj og nærmest gennemsigtigt porcelæn, der gør hendes lamper levende som et stearinlys. Liv og bevægelse, fantasi og humor går igen i alle keramikerens ting.

- Og så bliver jeg mere og mere interesseret i, at mine ting bliver brugt. At folk køber dem for at tage dem med hjem og være glade for at bruge dem, siger hun.

Se mere af Mona Vanders arbejde på monavander.dk og nordicbirds.dk.

Mona Vander blev fascineret af drejemaskiner og ler, som 19-årig. Nu sælger hun unika-keramik fra butikken i Odense. Foto: Vibeke Volder
Mona Vander blev fascineret af drejemaskiner og ler, som 19-årig. Nu sælger hun unika-keramik fra butikken i Odense. Foto: Vibeke Volder
Lamperne er drejet i porcelænsler, og afdrejet så de er så tynde, at lyset skinner igennem. Den varierende tykkelse af leret gør, at lyset synes levende som et stearinlys. Væglamperne her hænger i den odenseanske café Fredos i Brandts Passage.  Foto: Vibeke Volder
Lamperne er drejet i porcelænsler, og afdrejet så de er så tynde, at lyset skinner igennem. Den varierende tykkelse af leret gør, at lyset synes levende som et stearinlys. Væglamperne her hænger i den odenseanske café Fredos i Brandts Passage. Foto: Vibeke Volder
Lamperne er drejet i porcelænsler, og afdrejet så de er så tynde, at lyset skinner igennem. Den varierende tykkelse af leret gør, at lyset synes levende som et stearinlys. Foto: Vibeke Volder
Lamperne er drejet i porcelænsler, og afdrejet så de er så tynde, at lyset skinner igennem. Den varierende tykkelse af leret gør, at lyset synes levende som et stearinlys. Foto: Vibeke Volder
- Man kan jo ikke have en butik med faste udgifter og svingende indtægter, når man er alene og har ansvaret for to børn. De kan jo ikke bare leve af havregrød en hel måned, siger keramikeren. Men nu er børnene store, og kæresten har en fast indtægt, så Mona Vander kan udleve sin drøm med keramikbutik og arbejdende værksted midt i Odense.  Foto: Vibeke Volder
- Man kan jo ikke have en butik med faste udgifter og svingende indtægter, når man er alene og har ansvaret for to børn. De kan jo ikke bare leve af havregrød en hel måned, siger keramikeren. Men nu er børnene store, og kæresten har en fast indtægt, så Mona Vander kan udleve sin drøm med keramikbutik og arbejdende værksted midt i Odense. Foto: Vibeke Volder
Keramiker Mona Vander arbejder og sælger sine ting fra butikken i Vindegade i Odense. Foto: Vibeke Volder
Keramiker Mona Vander arbejder og sælger sine ting fra butikken i Vindegade i Odense. Foto: Vibeke Volder
Lamperne er drejet i porcelænsler, og afdrejet så de er så tynde, at lyset skinner igennem. Den varierende tykkelse af leret gør, at lyset synes levende som et stearinlys.  Foto: Vibeke Volder
Lamperne er drejet i porcelænsler, og afdrejet så de er så tynde, at lyset skinner igennem. Den varierende tykkelse af leret gør, at lyset synes levende som et stearinlys. Foto: Vibeke Volder
Hun planlægger aldrig, hvordan en kop kommer til at se ud, for hun kan ikke bestemme over glasurerne alligevel. Det er først, når keramikken er brændt sidste gang, at resultatet åbenbarer sig, fortæller hun.  Foto: Vibeke Volder
Hun planlægger aldrig, hvordan en kop kommer til at se ud, for hun kan ikke bestemme over glasurerne alligevel. Det er først, når keramikken er brændt sidste gang, at resultatet åbenbarer sig, fortæller hun. Foto: Vibeke Volder

        Lamperne er drejet i porcelænsler, og afdrejet så de er så tynde, at lyset skinner igennem. Den varierende tykkelse af leret gør, at lyset synes levende som et stearinlys. Væglamperne her hænger i den odenseanske café Fredos i Brandts Passage.  Foto: Vibeke Volder
Lamperne er drejet i porcelænsler, og afdrejet så de er så tynde, at lyset skinner igennem. Den varierende tykkelse af leret gør, at lyset synes levende som et stearinlys. Væglamperne her hænger i den odenseanske café Fredos i Brandts Passage. Foto: Vibeke Volder

        Lamperne er drejet i porcelænsler, og afdrejet så de er så tynde, at lyset skinner igennem. Den varierende tykkelse af leret gør, at lyset synes levende som et stearinlys. Væglamperne her hænger i den odenseanske café Fredos i Brandts Passage.  Foto: Vibeke Volder
Lamperne er drejet i porcelænsler, og afdrejet så de er så tynde, at lyset skinner igennem. Den varierende tykkelse af leret gør, at lyset synes levende som et stearinlys. Væglamperne her hænger i den odenseanske café Fredos i Brandts Passage. Foto: Vibeke Volder

        Hver kop, skål eller tesi er et unikum. De tynde glasurer virker som akvareller, der blander sig. Men Mona Vander arbejder med farver i blinde, for de rigtige farver viser sig først, når keramikken er brændt.  Foto: Vibeke Volder
Hver kop, skål eller tesi er et unikum. De tynde glasurer virker som akvareller, der blander sig. Men Mona Vander arbejder med farver i blinde, for de rigtige farver viser sig først, når keramikken er brændt. Foto: Vibeke Volder

        Følelsen af keramikken er vigtig for Mona Vander. Hver eneste kop, kande eller skål er forskellige, ligger i hånden på en bestemt måde, og glasurerne skaber variation i strukturen.  Foto: Vibeke Volder
Følelsen af keramikken er vigtig for Mona Vander. Hver eneste kop, kande eller skål er forskellige, ligger i hånden på en bestemt måde, og glasurerne skaber variation i strukturen. Foto: Vibeke Volder

        Mona Vander blev fascineret af drejemaskiner og ler, som 19-årig. Nu sælger hun unika-keramik fra butikken i Odense. Foto: Vibeke Volder
Mona Vander blev fascineret af drejemaskiner og ler, som 19-årig. Nu sælger hun unika-keramik fra butikken i Odense. Foto: Vibeke Volder

        Mona Vander blev fascineret af drejemaskiner og ler, som 19-årig. Nu sælger hun unika-keramik fra butikken i Odense. Foto: Vibeke Volder
Mona Vander blev fascineret af drejemaskiner og ler, som 19-årig. Nu sælger hun unika-keramik fra butikken i Odense. Foto: Vibeke Volder

        Lamperne er drejet i porcelænsler, og afdrejet så de er så tynde, at lyset skinner igennem. Den varierende tykkelse af leret gør, at lyset synes levende som et stearinlys. Foto: Vibeke Volder
Lamperne er drejet i porcelænsler, og afdrejet så de er så tynde, at lyset skinner igennem. Den varierende tykkelse af leret gør, at lyset synes levende som et stearinlys. Foto: Vibeke Volder

Hånddrejet keramik: Ting, der tager tid

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce