Godset Holstenshuus: Arvens lange, lige stamme

Holstenshuus Gods ligger nordøst fra Faaborg. Foto: Robert Wengler

Godset Holstenshuus: Arvens lange, lige stamme

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Siden 1707 har Holstenshuus tilhørt familien Berner. I dag er Ditlev Berner 10. generation på den gamle herregård i Diernæs. Som forvalter af en lang slægtshistorie holder han med hjælp fra sin kone og deres tre døtre liv i de storslåede rammer ved primært at tænke langsigtet - for sin egen skyld, for omverdenens skyld og i særdeleshed for de næste generationers skyld.

Landroveren triller langsomt ned af alléen, der løber langs med haven. For enden af alléen hilser Ditlev Berner venligt på et par, der sidder og betragter hans hjem fra deres bil, som de har ladet stå i tomgang. De vinker ivrigt igen, inden han svinger ind i skoven mellem ask og ahorn, pyntegran og bøgetræer.

For ham er det en naturlighed og glæde, at andre også nyder synet af hans barndomshjem Holstenshuus og symmetrien og de lige akser i den 12 hektar store have, der i øvrigt er Danmarks bedst bevarede rokokohave. Ditlev Berner kan i det hele taget godt lide lige linjer.

- Nu skal du se det ultimative bøgetræ, lyder det bag rattet.

Holstenshuus
Slotsalléen 9, Diernæs, 5600 Faaborg.Her bor godsejer og tiende generation af slægten Holsten/Berner, Ditlev Berner (48) med hans kone Eva Berner (48) og deres tre døtre Emilie (19), Minna Regitze (17) og Augusta (13).

Holstenshuus blev nævnt første gang i 1314 under navnet Finstrupgaard.

Hovedbygningen brændte under en skorstensbrand den 30. december 1908 og blev derfor genopbygget i årene efter, så Ditlev Berners oldeforældre kunne flytte ind i igen i efteråret 1910.

Godset består af 600 hektar skovbrug, udlejning af arealer til jagt, bolig- og bygningsudlejning samt friluftsliv, herunder gåture i parken og orienteringsløb i skovene. Godsets 200 hektar landbrug er forpagtet ud.

Parken, der er Danmarks bedst bevarede rokokohave, er åben for offentligheden som en privat have i dagtimerne mod en betaling på 20 kroner.

Horisonter

Vejen leder os op på en lille bakke og ned igen. Efter det næste sving peger Ditlev Berner stolt på et stort, gammelt bøgetræ, der står helt alene mellem en flok rødgranner og knejser majestætisk mod himlen. Stammen er lige og mindst 20 meter lang.

- Det er 140 år gammelt. Min far lod det stå, så man kan se, hvor flot et bøgetræ kan være. Rødgranen fælder vi om 10 år, siger godsejeren og kører videre forbi fældet rødgran, hans far plantede i 1969. Nu dækker de grønne grangrene skovbunden, da træerne endnu ikke er afhentet af savværket, der har købt dem.

- Min far, Gustav Berner, fokuserede meget på skovbruget, og det har betydet, at skovbruget er meget velpasset med træer af stor værdi. Der er en tradition for skovbrug her, siger Ditlev Berner og tilføjer, at det derfor også kræver at blive holdt vedlige og passet ordentligt.

De i alt 600 hektar skovdrives med to skovarbejdere og en elev. Med kort horisont er der juletræerne, som kan sælges efter otte - 10 år. Men ellers kræver det flere år og endnu flere mandetimer at kunne levere for eksempel Douglasgran og lærketræ, bøg og eg til blandt andet plankegulve, møbler, konstruktioner, shelters og legepladser.

- Det er den måde, at skoven giver det bedste afkast. Af gennemført kvalitet, som skal give en merværdi. Jeg nyder virkelig også at se et flot stykke træ med liv i, understreger Ditlev Berner og tilføjer, at de 200 hektar landbrug er forpagtet ud.

Mellem træerne aner man ind imellem smukke udsigtspunkter ned over mark og skov til det sydfynske øhav i horisonten. Og indimellem også adskillige høje, der giver Ditlev Berners slægtshistorie fysisk form.

- Mange af disse høje er opkaldt efter min familie. Der er Emilies høj, Regitzes, Adams, Caroline Amalies og Sophie Magdalenes høj. Denne høj skal opkaldes efter min far, fortæller Ditlev Berner, imens bilen kører forbi endnu en forhøjning af store kampesten beklæde med græs mellem træerne.

Gustav Berner gik bort sidste år 81 år gammel. Ditlev Berners mor bor stadig på den anden side af søen foran Holstenshuus i en af godsets i alt 20 udlejningsboliger.

- Det giver mig en helt naturlig motivation til at forvalte Holstenshuus - at det har tilhørt familien i så mange år og skal fortsætte med det. Min far brugte tit ordet veneration. At have respekt for arven. Affektion for arven, forklarer han, imens blikket flugter med træerne.

Landingspladsen

På vej tilbage til førerbunkeren, som Ditlev Berner i sjov kan finde på at kalde hovedbygningen på Holstenshuus, fortæller han, om den evige vedligeholdelse og renovering, og om hvor naturligt det altid har været for ham, at han skulle lande her på Holstenshuus. Og han fortæller om uddannelsen i Aarhus som cand.merc.jur, hvor han mødte sin kone Eva Berner, om deres tid i København og opstarten af sin egen handelsvirksomhed.

- Min plan dengang var at have et job ved siden af alt det her på godset. I 2000 flyttede vi ind i en af udlejningsboligerne og i 2002 ind i hovedbygningen. I 1990 overtog jeg alle skove, og i årene frem til 2000 skete der et løbende generationsskifte. Med tiden gik det op for mig, at jeg måtte holde mit fokus her, og jeg solgte min virksomhed i 2003, fortæller Ditlev Berner, imens synet af enten liggende eller stående træstammer dukker op i foruden, glider om langs bilens sider og forsvinder ud af syne i bagrude og bakspejl.

- Forskellen på min tid og min fars tid er blandt andet, at renten dengang var på 20 procent, og at den i dag er faldet til nul komma et eller andet. Forskellen er også, at min mor gik herhjemme, og at min kone har et arbejde ude og tjener penge til vores familie. Det hjælper også meget, siger han.

Dertil kommer, at besøgene på Holstenshuus lægger en 20'er, når de går en tur i haven. Når de husker det. Med hjælp fra Real Dania og fondens fem millioner kroner samt landskabsarkitekten Jens Hendeliowitz ekspertise blev haven bragt tilbage til sin storhed i 2008- 2010. I dag er der en mand ansat på halvtid til at passe den offentligt tilgængelige del af anlægget, og der går let et par hundrede tusind kroner hertil om året.

Kusken, gartneren og porten

Ditlev Berner parkerer landroveren foran hovedbygningen, hvor familiens mange cykler står parkeret inde under de halvmåne-formede søjler og familiens private indgang. Lidt længere oppe ad vejen ligger avlsgården med stalde, der i dag udlejes til campingvogne og både og bruges til opbevaring af korn under høsten. Til højre for hovedbygningen på den anden side af alléen ligger de gamle herskabsstalde bygget i 1860'erne. Den ene halvdel blev brugt til at huse heste og kareter, mens den anden del fungerede som bolig for kusken og gartneren.

- Vi var nu nået til et tidspunkt, hvor staldene enten skal rives ned eller bygges op igen. Og jeg har valgt det sidste, fordi det ville være tomt uden. Staldgården er vigtig for helheden, men også fordi investeringen på 10-12 millioner kroner vil komme mine børn og børnebørn til gavn. Særligt når vi restaurerer staldene i den bedst mulige kvalitet ved at genbruge de gamle sten og det gode træ i bindingsværket, hvor det kan lade sig gøre, ved at bruge den samme type mørtel og ved at isolere det på en måde, så huset kan ånde.

Ditlev Berner viser vej ind i en ud af de i alt tre lejeboliger på alt mellem 120 og 170 kvadratmeter, som forhåbentlig vil stå færdig til sommer. Her går to af godsets i alt fem-seks håndværkere, mureren Jesper Thue Pedersen og tømreren Morten Fritsdal Bro. Boligen kommer til at hedde portboligen. Den færdigrenoverede bolig til højre, kuskeboligen, er allerede beboet af et ægtepar i slutningen af 50'erne. Og gartnerboligen vil forhåbentlig stå færdig om halvandet år, håber Ditlev Berner.

- Jo længere ind i processen vi er kommet, jo mere omfattende har renoveringen vist sig at være. Vi har efterhånden været i gang med arbejdet her i tre år, og lige nu har vi kun et enkelt lejemål ledigt. Ellers har vi ikke haft en ledig bolig i to år, fortæller Ditlev Berner, som først og fremmest gerne vil have lejere, der sætter pris på historien og kvaliteten.

- Man skal bare være opmærksom på, at man nærmest flytter ind i et mindre bofællesskab, fordi man kommer til at bo så tæt på hinanden her i de tre boliger, pointerer Ditlev Berner.

Det er en stor glæde for ham at se og stå op til synet af et Holstenshuus, der lever i bedste velgående. Og ikke mindst at andre også nyder det. Men det handler også om at finde den rette balance mellem benyttelse og beskyttelse for ham.

- For hvor meget jeg end gerne vil dele det med andre, skal det heller ikke være et tivoli, understreger han og hentyder til Holstenshuus Klatrepark, som han åbnede i foråret 2011 i samarbejde med et teambuilding-firma i Faaborg, der byggede den.

Da firmaet derefter gik konkurs, prøvede han selv at drive klatreparken, men det blev aldrig en reel indtægtsmulighed, og klatreparken blev lukket ned igen.

Hjemmelavet leverpostej

Oppe i hovedbygningen går historie og kvalitet også hånd i hånd. Efter en skorstensbrand den 30. december 1908 stod kun ydervæggene tilbage af slottet, der første gang blev nævnt i 1314 under navnet Finstrupgaard. Det tog Ditlev Berners oldeforældre et år og ni måneder at genopbygge slottet, så de i efteråret 1910 kunne flytte ind igen. Det ses stadig i dag, at slottet dengang blev genopført i høj kvalitet og i øvrigt tilsat moderne installationer som centralvarme og elektricitet overalt.

Ditlev Berner går ind af kælderdøren, bliver mødt af jagt- og familiehunden Thea, en halv labrador, halv Spaniel. Ovenpå fra køkkenet høres lyse stemmer. Eva Berner og de to yngste døtre 17-årige Minna Regitze og 13-årige Augusta Berner er kommet hjem tidligt.

Den ældste af pigerne, 19-årige Emilie Berner bruger lige nu sit sabbatår som skiinstruktør i Østrig. Men fra den stationære Mac-computer i enden af køkkenbordet tjekker Eva Berner hver morgen som det første dagens snemeldinger på Emilie Berners pister, og på fredag kører familien ned til hende på skiferie. Der hænger en svag duft af hjemmelavet leverpostej, som de har puttet i fryseren, indtil de tager det med på skiferie. Men inden skiferien er det hverdagen, der skal passes for familien på Holstenshuus. Eva Berner er personale- og kommunikationsdirektør hos Orifarm, Europas største leverandør af importerede lægemidler. I morgen skal hun på sin månedlige tur til Tjekkiet, hvor Orifarm har 550 af de i alt 1200 ansatte.

- Jeg har altid været familiens stabile indtægt. Jeg har en enorm virketrang og lyst til at gøre en forskel og få mennesker til at gro. Jeg har aldrig været typen, der nusser nede i noten, forklarer Eva Berner, som ikke lægger skjul på sin begejstring for sit arbejde.

Samtidig er hun meget bevidst om, at det krævende arbejdsliv kun er muligt med blandt andet rengøringshjælp på hjemmefronten. Eva Berner arbejder normalt 60 timer om ugen, og familien er sjældent samlet i hverdagen før efter klokken 18. I dag ved den tid skal Augusta Berner til fodboldtræning i Årslev, hvor hendes hold engang imellem træner sammen med et andet hold.

- Far, har du ringet til Ekspert, spørger Minna Regitze Berner sin far, da hun fanger ham i køkkenet i en rolig stund over rugbrødsmadderne, imens vandet koger i elkedlen til te.

Minna Regitze Berner cykler ligesom sine søskende de fire kilometer ind til Faaborg for at passe sin skole. Hun går i 2.g på Faaborg Gymnasium, er ved at tage jagttegn og synes, det er spændende med historien, der omkranser hendes barndomshjem, også selvom hun langt fra er lige så nørdet og historisk interesseret som sin far.

Objektiv arvefølge

Vi har talt om arvefølgen til Holstenshuus, og det er den ældste uanset køn. Det gør det også mere objektivt, til et vilkår og en naturlighed, som det var for mig. Hvis Emilie så siger, at det passer rigtig dårligt med hendes liv, når det engang skulle blive aktuelt, må vi jo tage den derfra og gå til den næste i rækken, forklarer Ditlev Berner.

Minna Regitze Berner synes, det er rart at vide, at hendes barndomshjem bliver i familien, og det er helt fint, at det er storesøster Emilie Berner, der står til at arve det.

- Jeg vil også hellere bo i København eller i USA og spille fodbold eller være journalist, kommer det fra Augusta Berner, der efterhånden har vænnet sig til at få nysgerrige spørgsmål om, hvor hun bor fra klassekammeraterne på Enghaveskolen

- Det er jo et helt normalt hjem ligesom alle de andres, konstaterer Augusta Berner blot, også da det bliver nævnt, at der er 2000 kvadratmeter bolig, og at det måske er en anelse mere end en gennemsnitlig bolig.

I hverdagen opholder familien sig i en fjerdedel af hovedbygningen, men når der er fest, eller familie og venner er inviteret til Holstenshuus i forbindelse med en højtid, er der liv i hele huset.

- Jeg er engang blevet spurgt, om det ikke er uhyggeligt at bo her. Men jeg er jo vant til det. Jeg er også engang blevet spurgt, om jeg ikke er mega rig. Men faktisk har jeg altså lige nu underskud på min konto, forklarer Augusta Berner, og hendes mor, far og søster kan ikke længere undertrykke deres latter og ser kærligt på det yngste familiemedlem, der smilende ser fra den ene til den anden.

- Både Ditlev og jeg er dybt værdidrevede og går meget op i, at man skal møde folk i øjenhøjde. Samtidig har vi det sådan, at dem der har evnen, har pligten. Jeg har blandt andet stor respekt for Ditlevs integritet og hans ærlighed. At det er, som det er, og at vi skal stå ved det, vi kommer fra, og dem, vi er, siger Eva Berner og ser på sin mand, inden familien begynder at vise rundt i deres hjem.

- I vores familie har vi for eksempel enormt svært ved at sidde stille. Vi får energi af at være i gang, fortæller Eva Berner, der måske af den grund er ekstra glad for købet af sine forældres øde sommerhus ved Vesterhavet, hvor familien trækker vejret og slappet af.

- Herhjemme flyder alt sammen, og der er altid tusind ting at lave. Vi er konstant i gang med at vedligeholde de mange vinduer eksempelvis. Vi skal også male gæsteværelset, vi kalder for Napoleon snart. Det trænger, forklarer Eva Berner og viser et utal af gamle børneværelser, et lille bibliotek, store spisestuer, renoverede gæsteværelser og familiens lyse stue med mere lys og moderne indretning samt soveværelse og pigernes teenageværelser.

- Jeg har altid været vant til at dele af slottet står tomt i hverdagen. Så går jeg en runde en gang om ugen, oftest i weekenden, når der er tid, for at se, om alt er, som det skal være, forklarer Ditlev Berner.

En defineret ramme

Eva og Ditlev Berner fortsætter op ad trapper og ned ad trapper, åbner og lukker døre ind til det, der virker som en endeløs række af værelser alle indrettet med møbler fra Ditlev Berners familie og Eva Berners familie iblandet enkelte af deres egne ting. De to mødte hinanden allerede, da de var 20 år på studiet i Aarhus, og Eva Berner har, lige siden de en måned senere blev kærester, vidst, at det var her på Holstenshuus, hun skulle lande sammen med Ditlev Berner.

- Når det nu ikke kunne være i Silkeborg, hvor jeg kommer var, og hvor jeg er så glad for naturen, så er det okay, at det blev det næstbedste: Sydfyn. Det gav god mening for at os at flytte hertil, da vi begyndte at få børn. Men det sværeste for mig var helt banalt, at Ditlev kendte alt og alle. Jeg kendte ingen. Men så kom jeg i mødregruppe, og så begyndte det at ændre sig for mig, forklarer Eva Berner.

- Ja, og så kan jeg huske, at det krævede lidt tid for dig at vænne dig til, at Holstenshuus var manges hjem. Det var svært for dig, men jeg havde aldrig været vant til andet, supplerer Ditlev Berner sin kone, som nikker.

- Det var svært i starten, ja. Jeg følte, at jeg blev puttet ind i rammen, men jeg har altid gerne ville definere rammen selv, forklarer Eva Berner ærligt.

I dag er det 16 år siden, at parret flyttede ind på Holstenshuus, og Eva Berner har sammen med familien sat deres eget præg på en stor del af indretningen, selvom historien stadig og med fuldt overlæg får lov til at fylde rammerne ud. Og det er måske også det, der skinner igennem og tiltrækker nysgerrige turister særligt om sommeren, der en sjælden gang imellem forvilder sig helt ind på gårdspladsen, der hører til det private område.

- Nogle gange kommer turisterne lidt for tæt på. Vi vil altså ikke selv vises frem. Det er jo vores hjem. siger Eva Berner og tilføjer, at turister selvfølgelig gerne må bruge alléen.

Næste projekt bliver ifølge Ditlev Berner at renovere netop alléen. Et par kastanjetræer er ved at gå ud på midten, og det vil pynte at få de ellers mange forskellige træer erstattet med en mere ensartet lige linje af store og stærke træer, der kan bane vejen til Holstenshuus.

Godset Holstenshuus: Arvens lange, lige stamme

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce