Rosé-test: En tysk vin udmanøvrerer både italienere og spaniere i vinredaktørernes forsøg på at påkalde sensommervarme.

Sommeren kom, regnede og er på vej væk igen. Og al den rosé, man kunne have drukket under parasollen i aftensolen, ligger stadig på køl. Men det skal blive løgn, skal det. Uanfægtet af lavtryk og blygrå skyer tager vi i dag hul på syv flasker lyserød vin i en stoisk tro på, at september vil give os den varme, som vi ikke er blevet forundt i sommerferien.

Og så kan vejrguderne se det som et vink med en tung proptrækker, at vi begynder så langt mod syd i Europa, som vi næsten kan komme - vi har trukket proppen af en gammel kending fra Portugal, Vida Nova fra vingården Adega do Cantor (sangerens vinkælder) i Algarve. Vingården er en del af ejendommen Quinta do Miradouro, der ejes af Nigel og Lesley Birch. Deres vingård ligger tæt på Cliff Richards bolig i det sydportugisiske, hvor han i øvrigt også dyrker vin, og han og Birch-parret har siden 2003 samarbejdet om produktionen af Vida Nova.

Der er ikke længere meget nyhedsværdi i kendisser, der laver vin, og det er bestemt heller ikke alle, der - trods økonomisk mulighed for at hyre professionel bistand - er i stand til at give deres vin samme stjernekvalitet, som deres karriere har haft. Men popsangeren og Birch-parret har formået at lave udmærket både rødvin og hvidvin, og i en direkte sammenligning med for eksempel det tidligere Hollywood-powerpar Angelina Jolie og Brad Pitts procencalske rosé fra Château Miraval vinder den portugisiske charmør med en ukompliceret frugt og en stor letdrikkelighed - ikke uvæsentligt, hvis du foretrækker din rosé uden mad til.

Vinen er baseret på syrah og aragonez (der i Spanien kendes som tempranillo), og det er sorter, der kan give rigeligt med farve til mosten, og det har de tidligere fået lov til i Vida Nova. Eftersom man i EU ikke må fremstille rosé-vin (med undtagelse af champagne) ved at blande rødvin og hvidvin, har den gængse måde at lave en rosé været at lade de blå druer udbløde i et antal timer med mosten for at give den farve. Det giver mere farve til vinen end alternativet, som er at bruge mosten fra de blå druer uden at lade dem ligge med mosten og derved udtrække mere farve fra drueskallerne.

Men trenden lige nu er ikke med sir Cliff og hans tidligere så flotte vin. Da vi først testede popsangerens rosé i disse spalter for ni år siden, var den tydeligt mørk og nærmest rubinrød. Sådan ser den ikke længere ud - i dag er den lys kobberfarvet (som de fleste af vinene i dagens test). Verden vil have lyse roséer, eksemplificeret af en af de bedst sælgende overhovedet de senere år: Whispering Angel fra Château d'Esclans i Provence.

Ingen blege vine her

Denne vin, som blev lanceret i 2007 af Sacha Lichine, der året forinden havde købt vingården i det sydøstlige Provence, vest for Cannes og stik nord for St. Tropez, er på 10 år blevet en kæmpe succes. Der var 160.000 flasker af første årgang, men det tal var sidste år vokset til cirka 4,6 millioner flasker. Salget er ikke mindst båret af en stor glæde ved vinen i USA, hvor de i alt fire roséer, som Lichine producerer, ifølge det britiske vinmagasin Decanter udgør 20 procent af det samlede salg af rosé fra Provence. Foruden Whispering Angel fremstiller Château d'Esclans også roséerne Rock Angel, Les Clans og Garrus.

Helt blege roséer har vi ingen af i dagens test. De fleste har et kobberfarvet/orange skær over sig og er egentlig et stykke væk fra rosa på farveskalaen.

Således også Aldianos Cerasuolo fra Abruzzo i Italien som er lavet på druesorten montepulciano (der ikke har noget at gøre med vino nobile/rosso di montepulciano, som laves på primært sangiovese). Vinens navn, cerasuolo, skyldes den kirsebærrøde farve, som mosten traditionelt har fået efter udblødning af de blå druer. Men også denne vin holder sig mest i kobber og let pink nuancer, mens smagen er iført syrlige ferskner og en symfoni af søde bær. To flasker står dig i 125 kroner i Bilka, og det er (som det ofte er tilfældet i supermarkederne) nærmere en rimelig pris end et styk-prisen, som her er 85 kroner.

Aldiano excellerer i montepulciano med blandt andet vinene Cagiòlo og Mo - den sidstnævnte er en riserva med 24 måneders fadlagring, som i både 2011- og 2012-årgangen har fået de maksimale tre glas i vinguiden Gambero Rosso. Det er bemærkelsesværdigt al den stund, at vinen i Italien kan fås for 10 euro - det må være en af de billigste tre glas-vine lige nu. Det er desværre ikke lykkedes mig at finde vinen i Danmark.

Vi tager endnu en afstikker langt mod syd med vinen Maquè fra sicilianske Porta del Vento. Det er også en afstikker i forhold til fremstillingsmetoden, for med økologisk dyrkning, vildgær, ingen filtrering og minimal svovling nærmer den sig, hvad man kan kalde en naturvin. Druesorten er den lokale perricone, og drueskallerne har kun ligget i kort tid med mosten.

Man kunne have ønsket sig, at de var blevet lidt længere, for smagen rækker ikke dybt. Duften er det mest interessante ved denne vin, som - hvis man skal sige det positivt - er meget nem at drikke. Det er bare ikke kvalitet nok i en vin til 125 kroner.

Tysk livsglæde og dansk vin til maden

Mere traditionelle, men også med mere tyngde, er dagens to spanske vine: Curiósa fra Albet i Noya i Penedès og Rosé Monastrell fra Castaño i Yecla. Monastrell - kendt som mourvèdre i Frankrig - er endnu en traditionel rødvinsdrue, som kan give rigelig farve til en rosé foruden struktur - rygrad - i vinen. Castaños mørke udgaver af monastrell, som også forhandles af Dansk Supermarked, er ikke for yndere af lette, elegante vine, men dagens rosé kan du sagtens servere for din yndlingstante, uden at hun tror, du vil hende noget ondt.

Jordbær og hindbær er tydeligst i duften, mens frugten er nedtonet i smagen, som heller ikke byder på nogen stor syre. Det er en vin, der vil gøre sig bedst i selskab med mad, men til 40 kroner flasken (ved køb af to styk) er der også grænser for, hvad man kan forvente.

Albet i Noya var i 1972 den første vingård i Spanien, som omlagde al produktion til økologisk dyrkning, og de 80 hektar marker, som hører til vingården, er nu under omlægning til biodynamisk dyrkning. Curiósa er fremstillet med et døgns udblødning af druerne (pinot noir og merlot), og både duft og smag præges af lette toner af kirsebær. Hurtigt drukket og hurtigt glemt. Et styk-prisen er svær at tage alvorlig, men også to styk-prisen på 79,50 kroner pr. flaske er i den høje ende.

Det er også pinot noir (spätburgunder) og merlot samt et skud cabernet sauvignon, som Pfannebecker i Worms-Pfeddersheim i Rheinhessen bruger til sin rosafarvede udgave af vinen Werkstoff, som vi tidligere har givet pæne ord med på vejen i den hvide udgave.

Også her dyrkes druerne økologisk, mosten gæres med den gær, som findes i druerne, og vinen får lov at ligge på gærresterne, indtil den tappes på flaske.

Og her er det lykkedes vinmager Max Pfannebecker i Worms-Pfeddersheim (prøv 10 gentagelser af de navne efter et par glas af vinen) at få et mere end fornuftigt resultat ud af anstrengelserne. Ja, vinen kan drikkes uden dybere tankevirksomhed, og nej, det er ikke en vin med hverken stor syre eller kompleksitet, for slet ikke at tale om tyngde nok til, at den kan hamle op med ret meget mad. Men for pokker, den rammer et sweet spot med sin kælende frugtsødme og store bællefaktor. Hvis du kun køber en flaske, vil du nok ærgre dig, når den er drukket. Kun prisen, der er tæt på 100 kroner, holder den på fire stjerner (irriterende når vinen syd for grænsen kan fås for under otte euro).

Efter denne tur rundt i Europa skal smagsløgene lige kalibreres til en anderledes oplevelse med roséen fra Danmark. Dina og Jan Nyholmgaard fra Marslev mellem Odense og Kerteminde har, som flere danske vinbønder, erfaret, at det danske klima endnu ikke favoriserer rødvinsfremstilling. Men de blå druer kan jo også bruges til rosé, og Nyholmgaard Vins udgave fra 2015 - som er en blanding af solaris og muscaris (begge grønne sorter) samt cabernet cantor - er dagens bedste bud på en rigtig madegnet rosé på grund af sin markante syre og krydrede smag.

  • Journalist portræt

    Af:

    Journalist på Fyens.dk og vinskribent for Fynske Medier.