En biskop kan også føle meningsløshed

Fyns Stift - Tine Lindhardt

En biskop kan også føle meningsløshed

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Selv om man er biskop, er man ikke immun over for følelsen af meningsløshed. Det oplevede biskop Tine Lindhardt, da hendes mand Jan Lindhardt døde for tre år siden. Hendes egne ord rakte ikke, men de fandt bo i kirkens og salmernes store ord og ritualer. Avisen mødte biskoppen på tærsklen til det nye kirkeår for at se tilbage på 500-året for Luthers teser og for at høre, hvor den moderne folkekirke står i dag.

Fejringen af 500-året for reformationen går på hæld. Hvorfor har den været vigtig at markere?

- Luther har haft indflydelse på flere områder. Han oversætter Bibelen fra grundsprogene til modersmålene. Han oversætter den til det sprog, manden på marken og konen i køkkenet taler. Der er flere ting i det, hvor jeg finder inspiration. Dels i opgøret med hemmelige og lukkede sprog, hvor han tager magt fra præsterne og kirken ved at oversætte Bibelen, fordi der er enormt stor magt i at sidde inde med sproget, og dels ligger der en stor inspiration i, at vi hele tiden skal tale evangeliet ind i tiden. Vi skal ikke lave evangeliet om, så det bliver tidens evangelium, men evangeliet skal tales ind i tiden, som det er. Råt for usødet.

- Vi er nødt til at bruge tidens billeder, tidens sprog, nye salmer, nye bønner og nye oversættelser. Man kan også pege på det indholdsmæssige. Det vigtige for Luther er, at vi kan stole på, at Gud vil os det godt. Tro er for Luther tilliden til, at Gud vil os det godt. Der henter jeg også stor inspiration. Ikke bare i det kirkelige, men også samfundsmæssigt tror jeg, at grundtanken om tillid har været med til at præge os som samfund. Det skaber en sammenhængskraft i vores samfund. Nogle taler om tilliden som et råstof.

Lærte du noget nyt om Luther i år?

- Jeg var ikke så bevidst om Luthers arbejde med skolen. Han skrev til fyrster og borgmestre, hvor han advokerede for skolegang, der ikke kun skulle uddanne præs-ter, men også fremme almen dannelse og uddannelse. Også for piger. Det betyder ikke, at Luther var kvindesagsforkæmper. Det er vigtigt at sige, at man ikke kan læse ham én til én på 500 års afstand, men der bliver sået nogle frø, som med mange andre bidrag lander i nutiden.

Blev Luther-året en succes?

- Hvis reformationsfejringen bare bliver et tilbageblik på 1517, så synes jeg ikke, reformationsfejringen har været en succes. Om vi lykkedes med det, vil vise sig i tiden, der kommer. Reformationsfejringen skal sætte sig spor. Nogle af de ting, Luther arbejdede med, skal vi tage med videre. Han gik tilbage til kilden og fandt de dybe rødder. Hvad handler evangeliet virkelig om? Hvordan udtrykker vi det i dag? Hvordan får vi det til at give mening i menneskers liv i dag? Det skal reformationsfejringen være med til at sætte fokus på. Reformationen er ikke slut.

Undersøgelser viser, at færre danskere bekender sig som troende på Gud. Hvordan har folkekirken det i 2017?

- Vi danskere er et blufærdigt folkefærd. Vi råber ikke op. Vi bærer ikke vores følelser uden på tøjet, og det, der er rigtigt vigtigt for os, taler vi ikke om i større sammenhænge. Det betyder ikke, at det ikke er vigtigt. Jeg tror, at tro betyder mere for mange flere, end vi går rundt og tror. Hvis vi bliver spurgt om vores tro, så bliver vi lidt betuttede, så vi hellere siger nej end ja, fordi vi er i tvivl. Men danskerne bruger kirken ganske meget til årets og livets tider. Nogen kalder det den lille tro, fordi den ikke står frem og bekender sig, og jeg tror, det i høj grad er danskernes tro. Vi bærer ikke tro udvendigt. Vi er blufærdige omkring det, men det ligger som en del af vores fundament.

Mange beskriver sig som kulturkristne eller vanekristne. Hvad tænker du om det?

- Vanekristendom er et forkætret ord, men for mig er vaner gode. Det er den rytme, den rygrad, der får vores liv til at hænge godt sammen. Det er den røde tråd og sammenhængskraften i vores tilværelse. Jeg vil gerne slå et slag for vanekristendommen. Der ligger en negativ klang i spørgsmålet, om man er rigtig kristen eller bare kulturkristen. For mig er det at være rigtig kristen, at man er døbt, og så kan troen vise sig på forskellige måder. Eksempelvis gennem gode vaner. At man kommer i kirken i det omfang, som det nu falder for. Nogle gange vil det være mere, nogle gange vil det være mindre. Hele vores livsrytme, vores helligdage og vores kalender, er bygget over den kristne kalender. Den ligger bogstaveligt som en rytme under os hele tiden.

Der er altså ikke mindre værdi i kun at komme i kirken til højtider, bryllupper og til konfirmationer?

- Slet ikke. I nogle perioder vil man komme mere i kirken, fordi der er flere anledninger som konfirmationer eller babysalmesang, og så vil der være perioder, hvor man kommer sjældnere i kirken.

De danske kirker fyldes i højere grad med andre aktiviteter såsom foredrag og koncerter. Hvilken type rum er den moderne kirke?

- Som menneske har vi brug for, at der er et sted, vi kan komme til livets og til årets højtider. Det er de høje tider i vores tilværelse. Det er jul, påske, pinse, allehelgen og andre højtider, og så er der livets tider. Fødsel, dåb, konfirmation, vielse, begravelse. Der har vi brug for et sted, hvor der er højere til loftet og videre rum i enhver forstand. Et rum med plads til de store ord, Guds ord, som vores små ord kan læne sig op ad, tage bo i og hente styrke fra. Det skal kirkerummet bevare. Man kan ikke lave en præcis definition af, hvad kirkerummet kan bruges til og ikke bruges til, men for mig er det et vigtigt balancepunkt, at det aldrig må tippe derhen, at man ikke kan bruge kirkerummet til livets høje tider. Det vil være forskelligt fra sted til sted, og der er menighedsrådene dem, der kender det lokale og ved, hvad man kan og ikke kan i den enkelte kirke. Jeg synes, det er fint, at man kan bruge kirkerummet til eksempelvis foredrag, kirkekaffe og andre arrangementer, så længe kirken bevarer den anden funktion.

Kirken ændrer sig for at tilpasse sig en anden livsrytme, og præster holder spaghettigudstjenester for at få børnefamilierne ind i kirken. Hvad er din holdning til det?

- Det er en helt naturlig tilpasning af kirken, og så mener nogen, at Gud kommer til at handle om spaghetti. Nej. En spaghettigudstjeneste betyder ikke, at gudstjenesten handler om spaghetti, men at man laver en gudstjeneste for børn, der selvfølgelig skal have evangeliet fortalt, så de kan forstå det, og så spiser man sammen bagefter. Det er helt naturligt, at kirken finder nye måder at være kirke på.

- I dag har søndagen en anden karakter end tidligere. For mange mennesker er søndagen blevet familiens dag, og derfor vil det for mange ikke være naturligt at gå til gudstjeneste søndag formiddag, og det har kirken opdaget. Det er ikke ensbetydende med, at folk ikke vil kirken, men at rytmen har ændret sig.

Hvor stammer din egen tro fra?

- Jeg er vokset op i et ganske almindeligt kulturkristent hjem, hvor man blev døbt, men ikke sled kirkebænken. Kristendommen lå helt klart som en rytme under tilværelsen, selv om vi ikke gik i kirke. Heller ikke til højtiderne. Mine forældre havde den bekymring, om man kunne tillade sig at komme i kirken juleaften, når man ikke kom resten af året. Selvfølgelig kan man det. Hos de fleste børn dukker de store spørgsmål op. Det gjorde det hos mig, da jeg var syv-otte år. Jeg spurgte min farmor, som ikke vidste, hvad hun skulle svare mig. Hun gav mig i stedet en bøn, der blev en remse, hvor jeg ikke forstod ret mange af ordene, men jeg forstod, at der var en styrke og tryghed i det. Bønnen kom til at følge mig et langt stykke ind i mit voksenliv.

Hvad er kernen i troen for dig?

- Det er tilliden til, at uanset hvad hviler jeg i Guds hånd, og han vil mig det godt. Det er væsentligt for mig. Det er ikke en feel good-følelse, han ved godt, at jeg ikke er perfekt, men han kommer mig i møde.

Bliver du rystet i din tro?

- Ja, jeg kan blive rystet i min tro, når der sker ting, som man synes er meningsløse eller ikke forstår. Døden. Enhver, der har mistet et menneske, man holder af, ved, at det er et kaos. Min mand døde for tre år siden, og det er et voldsomt tab og savn, uanset om man er præst eller ej. Jeg bruger ofte Grundtvigs billede "der står en stol til mig". Det er et fantastisk stærkt udtryk, som udtrykker tillid til, at der hvor min mand er, står der en stol, og at det er et godt sted, han og vores kære er.

Hvad gjorde du, da du oplevede den smerte?

- Der findes et skrift i Det Gamle Testamente, som hedder "Jobs bog". Job råber sorgen over sin smerte ud. Jesus gør det også på korset. Den meningsløshed rummer kristendommen også. Gud er stor nok til at kunne rumme tvivlen. I den periode viste vanen sin styrke for mig. Jeg havde ikke svarene i mig selv. Når man kastes ud på dybt vand, har man ikke redningsplanken selv, men når man kommer i kirken, hører man det, man ikke kan sige sig selv. At der er mere at sige end døden, og at døden ikke får det sidste ord. Både vi og de kære, vi har mistet, er i Guds hånd.

- Det kan man ikke sige sig selv, slet ikke når man kastes ud på dybt vand. Det var vigtigt for mig at få det at vide igen og igen. Det var godt, at der var ord og salmer, hvor det, jeg ikke kunne sige mig selv, blev sagt til mig. I Guds store ord kunne mine små ord tage bolig og hente styrke. Når man beder Fadervor, siger man nogle ord, der er større end ens egne ord. Troen kommer af det, man hører, og man hører, at døden nok er en adskillelse, man ikke kan forstå og rumme. Jeg kunneikke forstå det. Men der er mere at sige end det. De ord fandt mig, og dem stoler jeg på.

"Nu lukker sig mit øje"
Bønnen, som Tine Lindhardts farmor videregav hende, da hun var barn, er salmen "Nu lukker sig mit øje".Nu lukker sig mit øje,

Gud Fader i det høje,

i varetægt mig tag!

Fra synd og sorg og fare

din engel mig bevare,

som ledet har min fod i dag

Tine Lindhardt
Brødtekst

Tine Lindhardt
Biskop over Fyens Stift fra 2012.Født den 16. november 1957 i Nørresundby.

Student fra Viborg Katedralskole. Cand.theol. fra Aarhus Universitet 1984.

2003-2010 sognepræst ved Fredens Sogn i Odense.

Har været programmedarbejder på DR-programmet "Mennesker og tro".

Enke efter biskop emeritus Jan Lindhardt. Hun har sønnerne Lars Gustav Lindhardt (født 1987), som er sognepræst, og Fredrik Lindhardt (født 1989), som er kandidat i retorik og konsulent inden for ledelse og kommunikation.

En biskop kan også føle meningsløshed

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce