Livsvalg

  • Selvfølgelig tager det tid at leve som en stort set selvforsynende familie, men det giver også mental ro og tid til eftertanke at passe de mange dyr, bær og grøntsager.
  • Det oplever Eva Vermehren og Bo Egelund, der klarer opgaven ved siden af deres respektive job som læge og lærer og har en fest, når de kan høste og servere hele måltider af egen avl.

Dybt inde i den sydfynske udgave af Sibirien, for enden af en smal og humpet grusvej, dukker bondehusidyllen op. Et stråtækt 1700-tals-hus med enorm køkkenhave, egen skov og bistader, hønsehold, plads til grise og får.

Anlagt i en gammel tørvemose og helt derude, hvor skuldrene sænker sig, og åndedrættet finder sin hylde, mens øjnene vandrer rundt og forsøger at lagre indtrykkene sådan en smuk sensommermorgen, hvor duften af fugtigt græs hænger i næseborene.

Vores favorit

- Fennikel, udbryder Eva Vermehren og Bo Egelund uden tøven og i munden på hinanden, når man spørger, hvad de er allermest glade for at dyrke selv.- Sådan en vinter, hvor kartoflerne er store nok til at lave til en cremet mos sammen med fennikel, drømmer Eva Vermehren.

- Det smager godt.

Her er varme, begejstring og omtanke. Nyslynget honning, kaffe og en vilje til at tænke på klodens fremtidige generationer, selv om det koster en flyvetur til Barcelona og et forbrug skåret ned til det nødvendige.

Her er jordvarme, solceller, grøntsager og en enorm glæde ved at dele ud. Både af smagsprøver og viden. Det sidste gør Bo Egelund ikke mindst i bogen "Den selvforsynende familie", der netop er udkommet.

Sådan opbevarer vi høsten

Familien Vermehren/Egelund spiser i høj grad efter årstiderne, og som regel beslutter de, hvad de skal have til aftensmad, ved at gå op i køkkenhaven og hente det, de har lyst til. Mange ting skal imidlertid også opbevares vinteren over.Nogle ting som bønner og bær kan fryses ned, men andre bliver opbevaret i kasser i kælderen.

- Vi lægger aviser i bunden af kasserne, så høvlspåner og så gulerødder for eksempel. Så et lag høvlspåner, så gulerødder, så høvlspåner. Klassisk bruger man ellers sand, men det er så tungt at slæbe rundt på, og høvlspånerne suger den fugt, der måtte være. Skulle der være én gulerod, der rådner, så spreder det sig ikke, for det bliver opsuget af høvlspånerne. Det fungerer rigtigt godt, siger Bo Egelund.

Resultatet er, at familien nogle gange har især store, spændstige rødbeder liggende i kælderen, når de nye er klar til at blive høstet.

Alt det ser man dog ikke ved første øjekast.

Da er det søen, som ligger spejlblank hen, og drivhuset med den vandskurede pejs i den ene side, der fanger et overbelastet blik, som kunne tage på timelange vandreture i omgivelserne.

Under vinrankerne i glashuset sidder Eva Vermehren og Bo Egelund og drikker formiddagskaffe i det, der i sommerhalvåret også fungerer som soveværelse.

- Det er fuldstændig magisk. Om aftenen ligger vi her med pandelamper og læser og kigger ind i gløderne fra pejsen. Den anden aften, da det regnede, spejlede dråberne sig i lyset, og det var ligesom at kigge op i en regn af stjerner, siger Eva Vermehren.

Blå bog

Familien består af:Bo Egelund, 62, deltidspraktiserende læge, Eva Vermehren, 52, lærer, og Frida Vermehren, 17, gymnasieelev.

Parret har tilsammen desuden tre voksne børn, der er flyttet hjemmefra.

På ejendommen lidt uden for Hundstrup har de bier, høns, gæs, ænder, får og snart igen grise.

Desuden dyrker de 35-40 slags grøntsager og bær.

Bo Egelund har netop udgivet bogen "Den selvforsynende familie" om den måde, familien lever på. Den indeholder en lang række gode råd om dyrkning af grøntsager, bær, krydderurter, og hvordan man bekæmper ukrudt. Dertil kommer afsnit om familiens egen energiforsyning i form af jordvarme og solcelleanlæg.

Faldt for atmosfæren

Det er 10 år siden, de sammen med Evas nu 17-årige datter, Frida flyttede permanent til landstedet lidt uden for Hundstrup, men Bo Egelund købte ejendommen helt tilbage i 1985 for at have et sted, der kunne fungere som sommerhus, når han i længere perioder var hjemme fra lægejob i Grønland og Norge.

Dengang var han på udkig efter et hus nær kysten med udhuse. I stedet kom han til det, han kalder "noget gammelt bras" otte kilometer fra kysten. Stråtaget skulle skiftes straks, og meget andet trængte også. Alligevel var han solgt.

- Jeg ville have et sted, hvor jeg kunne slappe af og mærke, jeg havde fri. Jeg kom herud en oktoberdag, hvor spidslønnen havde de mest overdådige gule og røde farver, og der var så meget atmosfære om stedet, husker Bo Egelund, der aldrig har fortrudt.

Han er vokset op med, at man helt naturligt dyrkede sin køkkenhave, reparerede sit tøj og prøvede at klare sig selv enklest muligt.

- Min bedstefar var født i 1903 og havde familie under krigen, og de var i høj grad selvforsynende. Det var ikke et modeord dengang, men bare måden, man gjorde det på. Det tog min mor med sig. Min far døde, da jeg var otte, så der var absolut lavvande i kassen og derfor også behov for det.

Da familien efter nogle år med base på Als besluttede at flytte fast til Sydfyn, blev det en ambition at få liv i de gamle traditioner inspireret af John Seymours klassiker om selvforsyning og Charles Dowdings metoder om no-dig.

En stor mundfuld

I 25 meter lange og 70 centimeter brede bede står derfor rødbeder, gulerødder, kartofler, fennikel, squash og grønkål.

Majroer, løg og broccoli.

Asparges, artiskokker og man kunne blive ved. Sågar en humleranke slænger sig pittoresk.

I alt 35-40 forskellige sorter af grøntsager og bær dyrker familien, og dertil kommer, at de højst køber fem kilo kød om året.

Svinekød og lammekød har de af egen avl, tidligere slagtede de høns, og dertil kommer fisk, som de enten fanger selv eller bytter sig til.

- Æg er vi normalt også selvforsynende med, så det er produkter som mælk, ost, ris og brød, vi køber. Vi kan slet ikke lade være med at smile, når vi sidder med et måltid, hvor alle råvarerne er vores egne. Det kan der gå helt sport i, siger Eva Vermehren, mens Bo Egelund supplerer:

- Når vi har gæster, kan vi finde på at sige, at her har vi købt citronen.

En smittende latter lægger sig over køkkenhaven, der på flere måder ligner en stor mundfuld, men sådan oplever de det ikke. Tværtimod er det vigtigt for dem at slå fast, at det kan lade sig gøre at være stort set selvforsynende selv med et relativt almindeligt arbejdsliv, for Bo Egelund er deltidspraktiserende læge, og Eva Vermehren arbejder 80 procent af fuldtid på Faaborgegnens Efterskole.

Graver så lidt som muligt

Nogle gange går de i køkkenhaven hele dage. Andre gange er de der slet ikke.

- Jeg tænker nogle gange sådan på det, at man kan gøre rent i køkkenhaven, og man kan holde rent i køkkenhaven, men man kan også forebygge, at der bliver beskidt, og det gør vi med no dig-metoden.

No-dig går kort fortalt ud på at forstyrre jorden så lidt som muligt. Som forberedelse af den store køkkenhave blev jorden harvet. Derefter såede Eva Vermehren og Bo Egelund dækafgrøder, så uønskede planter ikke fik mulighed for at spire frem, og jorden fik næring. Om efteråret blev der kørt et ordentligt lag hestemøg på.

Foråret efter såede de så deres afgrøder.

- Alle de myter med, at man ikke må gøde for meget, passer ikke, hvis man bare gøder oven på jorden, og med den metode slipper man for at grave, og man forstyrrer ikke jordens forskellige lag.

Øverst er der jo iltkrævende bakterier, længere nede er der nogle, der kan klare sig uden ilt, og det skal man ikke rode rundt i flere gange om året, siger Bo Egelund og demonstrerer, at jorden alligevel er så blød, at han kan stikke hele underarmen ned i den uden at skulle grave eller ase og mase.

Forleden blev parret bekræftet i, at det er den bedste metode, for da de satte kartofler, manglede der en trillebør hestemøg til det sidste stykke. Den fik Bo Egelund aldrig hentet med det resultat, at kartoflerne i det stykke kun var halvt så store som resten, og at stykket - i modsætning til resten - var dækket af højt ukrudt.

- Jorden var ikke dækket, så ukrudtsfrø havde lysadgang. Det havde de ikke der, hvor vi havde kørt hestemøg på. Det var overbevisende, siger Bo Egelund.

Pauserne er vigtige

Familien nyder at være sammen om haven og dyrene, og det er for eksempel 17-årige Frida Vermehrens opgave at passe de to bistader.

- Det kan lyde frelst, men det handler om at bevare magien. Vi hygger os med køkkenhaven. Jeg kunne godt bare klø på fra den ene ende til den anden, men Bo er god til at huske pauserne. Pauser er vigtige og giver en vekselvirkning og ny energi, at man faktisk hygger sig med det, siger Eva Vermehren, der oplever, at det føles nært og meningsfuldt at dyrke det, man selv spiser.

- Det giver også mental ro og tid til eftertanke. Jeg elsker at luge, og hvis der er noget, der bekymrer mig, eller som jeg er ked af, så hjælper det at luge. Det er en enorm aflastning at få lov at være i fred ude i haven, siger hun.

Andre betaler prisen

Når man som Eva Vermehren og Bo Egelund er stort set selvforsynende, får man hurtigt identitet og nogle værdier hæftet på sig, men de er meget opmærksomme på, at det ikke er en kappe, de tager på for identitetens skyld. Det skal give mening og ro indeni, og andres forventninger betyder ikke noget.

Til gengæld vil de meget gerne være med til at formidle budskabet om, at det kan lade sig gøre at kombinere arbejdsliv med en høj grad af selvforsyning.

- Man bliver ofte trist eller føler sig magtesløs, når man læser avisen, for hvad kan man egentlig gøre? Det her kan man i hvert fald, og det er på en eller anden måde en bølge, der breder sig alle mulige steder. Kan vi bidrage til det på en eller anden led, er det meningsfuldt i sig selv, siger Eva Vermehren.

Parret ser mange andre aspekter i det at være selvforsynende, selv om køkkenhaven ofte kommer til at fylde det meste.

En del af konceptet hos Eva Vermehren og Bo Egelund er også, at de har installeret både jordvarmeanlæg og solceller. Solcelleanlægget producerer den strøm, der skal bruges til at drive jordvarmeanlægget, og derfor belaster familien ikke med energi til opvarmning og belysning.

De kunne heller ikke finde på at flyve til Barcelona i en forlænget weekend, men de har to voksne piger, der bor i henholdsvis England og Wales. Dem besøger de en gang om året, og de har også to biler for at få hverdagen til at hænge sammen. De gør de ting, de brænder for, men de gør det på den mindst belastende måde for miljøet og føler sig ikke begrænsede.

- Problemet er, at hvis vi gør alle de her ting som at flyve og forbruge en masse, kommer andre til at betale prisen for det, siger Bo Egelund.

  • Grauholm_Trine_(2015)_022

    Af:

    Jeg er journalist på Jysk Fynske Mediers magasinredaktion, hvor vi laver magasinerne Livsstil, Rejser, Gear og Base Bolig. Jeg skriver primært portrætter af kendte kvinder, sundhedsstof, bolig- og rejsestof samt bidrager til mandemagasinet Gear. Tidligere har jeg været syv år på sportsredaktionen, hvor jeg blandt andet har dækket flere håndboldslutrunder og OL i Beijing i 2008. Min fritid bruger jeg sammen med min familie og gerne på at dyrke sport.