Beredt til krig

Flere ugentlige natøvelser, hård fysisk træning og uddannelse i at spionere bag fjendens linjer var hovedingredienserne, da Filip Nielsen i 1957 var blandt de første ni, der blev uddannet i Frømandskorpset. Undervejs dokumenterede han hverdagen med sit kamera, og både billeder og fortælling har været udgangspunktet for museumsdirektør og koldkrigsforsker Peer Henrik Hansens bog "Frømænd - det første dusin".

Mørket på land er intet mod det, der hersker på bunden af et fremmed havnebassin. Der er uigennemtrængeligt bælgmørkt, så man lige så godt kan lukke øjnene, når man langt under havoverfladen dykker ind mod fremmed territorium og først ved, at man er på rette vej, når man knalder hovedet mod bolværket. Hvis man da ikke er blevet filtret ind i gamle cykelstel, bildæk eller andet affald, der ligger og flyder på bunden af havnebassinerne, forinden.

Om bogen

"Frømænd - det første dusin" er skrevet af Peer Henrik Hansen (f. 1972), der er ph.d. i koldkrigs- og efterretningshistorie og leder af Langelands Museum og Koldkrigsmuseum Langelandsfort. Han har skrevet en række bøger om den kolde krig."Frømænd - det første dusin" er historien om Danmarks første eliteenhed og den gruppe, der som de første slap gennem nåleøjet til uddannelsen. Den er udgivet på Forlaget People's Press og i høj grad udsprunget af Peer Henrik Hansens bekendtskab med Filip Nielsen, der er tilknyttet koldkrigsmuseet.

Den 80-årige langelænder fik pudsigt nok lov til at tage billeder af hverdagen i sit godt fem måneder lange uddannelsesforløb, og en stor del af hans billeder er med i bogen.

Filip Nielsen har boet på Langeland siden 1959, hvor han har haft eget firma og lavet entreprenørarbejde under vand. Han og hans ansatte har for eksempel arbejdet på den del af Storebæltsbroen, der ligger under vand, i 10 år.

- Det ligger i baghovedet på dig, at du i hvert fald ikke må gå op til havoverfladen, og så får du tit gjort det modsatte. Man falder ned på bunden, og der går panik i nogle. De er bange for at sidde fast og går op til overfladen. Det er det eneste, man ikke må.

Filip Nielsen taler med dreven Holbæk-dialekt og et glimt i øjet, som handlede samtalen om fisketeknik eller hobby-dyk med følgebåd og fornøjelsesformål, men et sted bag det joviale og hyggelige ydre gemmer alvoren sig.

Han er 80 år, en af Danmarks første frømænd og uddannet til at slå ihjel og udspionere fjenden i en skarp verdensopdeling i øst mod vest.

Selv har han langt nede i et havnebassin engang været filtreret ind i en gammel motorcykel, som han nær aldrig var sluppet ud af, men det fik ham nu ikke til hyperventilere eller forhaste sig. Måske har han også prøvet det, der er langt værre.

Var glad for vand

Vi sidder ved siden af en udstillet minestryger på Langelandsfortet omgivet af reportagebilleder fra træningen af det første hold frømænd. Mange af billederne har Filip Nielsen taget, og han har også sit kamera om halsen, mens han snakker.

- Jeg anede ikke, hvad jeg gik ind til, men jeg kunne godt lide at røre mig og var glad for vand, og så kunne det jo være sjovt at være frømand, men det sjove gik af det, siger han om dengang i 1957, hvor han tog hul på uddannelsen.

Det er hans billeder og historie, der var udgangspunktet for museumsdirektør og koldkrigsforsker Peer Henrik Hansens bog "Frømænd - det første dusin", der udkom for nylig.

De to kender hinanden fra Koldkrigsmuseum Langelandsfort, hvor Filip Nielsen er tilknyttet og arbejder tre måneder hver sommer.

- Når du ser Filip, ligner han enhver anden morfar, men der er noget i blikket, som fortæller, at han har oplevet noget. Det kan du også se på nogle af de andre fra den generation. Han fortæller ikke af sig selv, men indimellem falder der en bemærkning, og man opdager, at han har været i frømandskorpset. Noget af det, han har været igennem, har været ekstremt. Han er jo uddannet til at slå ihjel, men det kan du ikke mærke på ham, siger Peer Henrik Hansen.

Så sig selv som spion

Filip Nielsen var i Søværnet, da der kom en skrivelse ud om den nye eliteenhed, som man kunne melde sig til. Det gjorde 66, men efter 10 dages omfattende lægeundersøgelser og optagelsesprøver, var der kun 13 tilbage, hvoraf ni endte med at gøre uddannelsen færdig.

- Vores næstkommanderende var uddannet frømand i England under Anden Verdenskrig og faldskærmsjæger. Han gik meget op i at uddanne os i håndgemæng, for han var panisk angst for, at vi ville falde igennem, eller at nogle af os ville gå til, hvis vi kom i kontakt med andre landes frømænd. Det red ham som en mare, og derfor piskede han os helt utroligt. Men det var såmænd godt nok, for vi kunne godt måle os med de andre, når vi mødte dem, siger Filip Nielsen.

Frømændene skulle kunne indsættes fra søsiden, så de skulle lære at navigere både over og under havoverfladen, dag og nat, og deres primære opgaver var minerydning, forberedelse af landgangsoperationer, rekognoscering og sabotageaktioner både til lands og til vands. Deres primære opgaver lå i vandet, men de blev også uddannet i nærkamp, håndgemæng, våbenbrug og anvendelse af sprængstoffer.

Træningen begyndte tidligt mandag morgen og sluttede først lørdag eftermiddag. Hver eneste dag var eleverne i vandet, og 10 kilometers svømning var ikke usædvanligt. Dertil kom, at de meget af tiden slæbte rundt på en 300 kilo tung bjælke, som de kaldte Maren og endte med at brænde på bålet den dag, de blev færdige. Dertil kom løb, træning på feltbanen og teori, og så blev de udsat for torturlignende skuespil, der skulle forberede dem på den værst mulige behandling, hvis de en dag skulle falde i fjendens hænder.

- Teatersminke er jo god, som Filip Nielsen udtrykker det.

- Du kan sagtens få en til at råbe op i et rum, mens du venter i rummet ved siden af og lidt senere tilfældigt bliver ført forbi og ser din kammerat ligge og se ganske forfærdelig ud af alle de tæsk. Det er et skuespil, men det tænker man ikke over i situationen. Man kan lave det meget realistisk. Og det er heller ikke det samme, som at man ikke har fået et par på kassen. Man går så langt, man overhovedet kan, og det indebærer også, at det gør lidt ondt, siger Filip Nielsen.

Natøvelser det værste

Han mærkede hurtigt, hvordan et utroligt tæt kammeratskab udviklede sig mellem de ni frømandselever, og den interne konkurrence var med til at presse det yderste ud af hver enkelt.

- Du lægger lynhurtigt mærke til, at der er en af de andre, der er lidt dårligere til at løbe end dig, og når du ser, at han bliver ved med at løbe, selv ude på de lange distancer, så kan du ikke være bekendt selv at give op. Det holder dig i gang, siger Filip Nielsen, der havde det sværest de to gange om ugen, hvor programmet bød på natøvelser.

- Det var tirsdag og torsdag, og selv om du kom hjem klokken 6.30, så begyndte du alligevel dagen klokken 7. Så var der bare ingen søvn den nat. Det var slemt. For nogen var det værste løb eller svømning, men for mig var det dagen efter slet ikke at have sovet, husker Filip Nielsen.

Han var bare 19 år, da han kom ind i Frømandskorpset, og efter en lang og fysisk udmattende arbejdsuge, tog han og kammeraterne naturligvis til bal om lørdagen. Men ofte endte det med tidlig exit, fordi der simpelthen var udsolgt af reserver. Så sov man det meste af søndagen, inden programmet begyndte forfra.

- Havde det været dengang, vi havde siddet og snakket sammen, så var jeg faldet i søvn. Vi var hele tiden i stort underskud af hvile og søvn, og vi kunne allesammen sove stående. Det er noget af det første, du lærer; at snuppe dig hvile og søvn lige så hurtigt, du overhovedet kan komme til det, siger Filip Nielsen.

Et klart fjendebillede

Mens frømandskorpsets virke i dag er veldokumenteret i dokumentarudsendelser, så er det begrænset, hvad der er skrevet ned om træningen af det første hold. Filip Nielsen fik imidlertid lov til at dokumentere hverdagen med sit kamera i de situationer, hvor der var overskud til det, og på de fleste af billederne, smiler eleverne.

Det har overrasket Peer Henrik Hansen i arbejdet med bogen, for konteksten var alvorlig nok.

Filip Nielsen så sig selv som spion, og der var aldrig tvivl om, at det var østblokken, der var fjenden.

- Al vores uddannelse gik ud på, at vi kunne angribe dem, eller de kunne angribe os, men først og fremmest gik det ud på, at vi skulle kunne arbejde bag fjendens linjer. Vi var uddannede til at gå i land i østblokken, være der et par dage, udspionere et eller andet og gå tilbage igen. For eksempel ved at svømme tilbage til den ubåd, der havde sluset en ud gennem torpedorørene to døgn tidligere. Man kunne jo ikke snakke med dem, så vi lærte at morse og slå på siden. Og nu skal du ikke spørge mig, om jeg har prøvet det, for det svarer jeg ikke på.

Sådan et udsagn er vel det nærmest man kommer en opfordring, men Filip Nielsen står fast. Han svarer ikke på, om han har været i land på fremmed territorium. I Peer Henrik Hansens bog bliver det imidlertid slået fast, at han ikke under den kolde krig havde fjendtlig grund under fødderne. Selv mere end 60 år efter er disciplinen imidlertid jernhård. Der er ting, man ikke taler om, og det ændrer tidens gang ikke på.

- Du rammer et punkt, hvor fortællingen stopper. Det punkt har jeg ramt mange gange, siger Peer Henrik Hansen.

- Det er den ukendte og usynlige grænse for, hvad de mener, man kan sige, og den er afsindigt stærk, siger Peer Henrik Hansen.

Kunne have lukket kammerat ned

Nej var der mange, der også havde ønsket, at en af Filip Nielsens kolleger i Frømandskorpset havde brugt, da de to blev interviewet til Bornholms Tidende. I stedet sagde han det, som det var: Ja, vi er parate til at dolke en af vores egne, hvis han under en aktion blev såret og ikke kunne komme med tilbage og risikerede at falde i fjendens hænder.

- Der blev en frygtelig ballade ud af det, husker Filip Nielsen, mens han ryster svagt på hovedet.

Fra den episode har han fået en vis aversion mod journalister, men udsagnet var der såmænd ikke noget forkert i.

- Det er jo ikke nyt indenfor militæret. Da tyskerne begyndte tilbagetoget fra Rusland, var der mange tyske soldater, der skød sig selv eller bad en kammerat gøre det, fordi de ikke ville falde i russernes hænder. Og en frømand, der var halvt spion, når han var på den forkerte side, ville blive udsat for mange ting. Aldrig af det gode, så det var meningen, at vi skulle kunne lukke en kammerat ned. Men det var ikke meningen, at en journalist skulle have det at vide.

I dag kunne Filip Nielsen ikke tænke sig at være nødt til at gøre det. Dengang kunne han godt have gjort det, hvis det var blevet nødvendigt.

Men den slags tanker fyldte ikke ret meget. Heller ikke det at træne håndkantsslag for i en fart at kunne gøre det af med en fjende.

- Jeg var jo soldat i forvejen, som han siger.

Den ultimative pris

Netop det aspekt, at samtlige frømænd var parate til at betale den ultimative pris, fascinerer Peer Henrik Hansen, der har talt med de få tilbageværende fra og omkring det første hold.

- I en tid, hvor individualiseringen fylder mere og mere, handler det her om at tage et valg, der rækker ud over egen navle og gøre noget for fællesskabet. Det lyder helt socialistisk, og det er jeg ikke, men det at tage ansvar er en vigtig demokratisk værdi, siger han.

Peer Henrik Hansen ser Danmarks første militære specialenhed, Frømandskorpset, som et af de steder, hvor vi også i sammenligning med vores Nato-allierede virkelig har leveret.

- Det er min påstand, at når vi ikke har leveret med det sidste nye grej af kampvogne, fly og skibe og heller ikke har brugt den procentsats af vores bruttonationalprodukt, som vi havde aftalt, så blev der set gennem fingre med det, fordi vi leverede på det efterretningsmæssige område, siger han.

Det er hans personlige tese, at man, hvis man begynder at kradse lidt i overfladen på den kolde krig, vil opdage, at Danmark har været væsentligt mere aktiv i den kolde krigs konflikt, end mange forestiller sig.

Til gengæld oplever han som koldkrigsforsker tit, hvordan alvoren forsvinder lidt i fortællingen om den kolde krig og den anspændte verdenssituation i 50'erne og 60'erne. Med et nik peger han ud over vandet.

- Sovjetunionen var hovedfjenden, og alene i den russiske hær var der seks-ti millioner mand med flåde, flyvevåben, hær og raketstyrker. De havde atomvåben med en samlet sprængkraft, der kunne smadre jordkloden flere gange. Og ikke nok med det. De lå lige herude. 1500 meter væk. Nogle gange kastede de anker og tændte for deres elektroniske krigsførelses-grej, så al elektronikken i fortets operationsbunker døde ud. Bare som en påmindelse om, at de lukkede ned for os, hvis det blev alvor. De lå og lyttede og samlede data, så de fik et billede af fjenden og kommandovejene, så de vidste, hvem de skulle have deres såkaldte "sovende polakker" - folk, der levede et almindeligt liv, men kunne blive aktiveret - til at likvidere, minder Peer Henrik Hansen om.

Eget dykkerfirma

Det var også den kontekst, Filip Nielsen kom til Langeland i, da han som færdiguddannet frømand efter en tid på oversergentskolen i København og en periode som hjælpelærer på frømandsuddannelsen, blev udstationeret på Langeland.

- Jeg kom med færgen fra Korsør til Lohals og tog hele turen fra Lohals til Bagenkop i rutebil. Det var en septemberdag i 1959, og turen var så flot, at jeg bestemte mig for, at jeg ville bo her. Det har jeg gjort siden, siger Filip Nielsen, der senere har været selvstændig dykker og arbejdet med entreprenørarbejde under vandet. På den måde har han fået en levevej ud af sin tid i frømandskorpset.

I 10 år arbejdede han og hans ansatte for eksempel på Storebæltsbroen, og hverdagen med lange arbejdsdage med erhvervsdykning har betydet, at han ikke så meget som en eneste gang har dykket for sin fornøjelses skyld. Han drømmer heller ikke om at ligge i våddragt og iagttage livet under havoverfladen for sjov.

- Jeg går aldrig i havbad. Det har jeg ikke gjort, siden jeg blev professionel dykker, men jeg vil gerne stå under en bruser med varmt eller lunkent vand. Man gider ikke ligge i vand til sidst, siger han.

Det gælder også de dykkere, Filip Nielsen gennem årene har ansat i firmaet. Til ansættelsessamtalen har de alle som én spurgt, om de måtte låne udstyr med hjem i weekenderne.

- De måtte låne alt det med hjem, de ville, men der er ikke en eneste, der nogensinde har lånt noget. Når man har ligget i vandet otte-ti timer hver dag hele ugen, har man overhovedet ingen ambitioner om at lege dykker i sin fritid, siger Filip Nielsen.

  • Grauholm_Trine_(2015)_022

    Af:

    Jeg er journalist på Jysk Fynske Mediers magasinredaktion, hvor vi laver magasinerne Livsstil, Rejser, Gear og Base Bolig. Jeg skriver primært portrætter af kendte kvinder, sundhedsstof, bolig- og rejsestof samt bidrager til mandemagasinet Gear. Tidligere har jeg været syv år på sportsredaktionen, hvor jeg blandt andet har dækket flere håndboldslutrunder og OL i Beijing i 2008. Min fritid bruger jeg sammen med min familie og gerne på at dyrke sport.