Langeland Kommune er blandt de få i landet, der har ansat en musikterapeut - bl.a. for at få kontakt til de demente.

- Vi har alle et musikalsk sprog, som går bagom det verbale. Om det er klassisk eller jazz eller folkemusik. Om vi kan lide Rolling Stones eller Beatles. Her på Langeland er der hos de ældre også en slags musikdialekt, der betyder, at mange af beboerne gerne vil høre meget lokale sange. De kan lide harmonikaspil og dansktop-musik, siger Anette Gøl, der har været ansat ved de seks langelandske plejecentre i godt et år nu.

Hun betegner Langeland som en foregangs-kommune:

- Kun meget få danske kommuner har musikterapi i ældreplejen, skønt musikken f.eks hjælper den demente med at huske historier om sig selv.

Mange demente mister kontakten til sig selv. De har ikke længere nogen identitet, men ved at ramme deres musiksprog, kan deres Jeg vækkes til live igen.

At finde den enkeltes musiksprog kan til gengæld være som at lede efter nålen i en høstak. Anette Gøl har god brug af oplysninger fra pårørende og personale, men ofte er det ren intuition, at hun opdager den musik, der lige rammer ned i den enkelte. En intuition, som hun dog dyrker:

- Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har tit en klar fornemmelse af, hvilken musiktype, der passer.

Dagens oplevelser ved Marimbaen gav f.eks. Anette Gøl bonus-informationer om Else Hansen. For da Else satte sig ved instrumentet, lød det anerkendende fra hendes bofæller, at "Else... hun kan jo spille harmonika"...

Musik kan åbne det slukkede sind

-Jeg har oplevet at sidde med en beboer, som var helt slukket. Han åbnede ikke øjnene, han talte næsten ikke, bevægede sig ikke. Jeg havde fået fortalt, at han altid have interesseret sig for klassisk musik, så jeg prøvede med orgelmusik. Ingen reaktion. Så med cembalo. Med danske sange og salmer. Han var stadig slukket.

- Tredje gang, jeg sad med ham, begyndte jeg at synge Ave Maria - og så var jeg ellers lige ved at tude. De øjne, der havde været lukkede i månedsvis, åbnede sig. Det var som om, der var direkte adgang til sjælen. Han lyttede, og han sagde tak.

- Næste gang, jeg kom, sagde han fornøjet: "Nå lille du, kommer du nu igen".

Hos en anden beboer bad Anette Gøl om at være med ved morgenplejen. Den demente beboer blev hver morgen lige oprørt over de daglige morgenrutiner, som var glemt fra dagen i forvejen, så de hver dag føltes som nye.

-Jeg har min trubadur-harpe med som arbejdsredskab, og så satte jeg mig i hendes værelse og spillede og sang "Jeg ved en lærkerede". Da begyndte hendes tårer at trille, og hun blev opmærksom på plejerne og syntes at forstå hvad der forestod i morgenplejen.

Anette Gøl er uddannet harpenist, men er foruden sin konservatorieuddannelse også uddannet lydterapeut samt taget kurser i "Levende musik i Sundhedsvæsnet".

-Jeg har altid interesseret mig meget for, hvad lyd og musik gør for mennesker. Musik er jo en livsnødvendighed.

 

  • Af: