Minderne har jeg da lov at have. Men i en tid med konstante digitale registreringer går essensen af erindringerne tabt i mængden. Stemningen forsvinder, minderne udviskes til en selfie, du ikke engang selv kan huske detaljerne om.

De mindeværdige stunder har derimod hægtet sig fast i dit DNA og er med til at skabe din personlighed. Kun du selv har adgang til dem - og andre har ret beset heller ikke den store interesse i dem.

Mor bager søsterkage af noget pulver henne fra købmanden og koger rabarbermarmelade, og når hun skummer af, spiser vi rabarberskummet på friskbagt franskbrød (Mors franskbrød kan i øvrigt KUN spises nybagt. Kort efter forstener det).

Jeg sidder med ryggen op af bræddevæggen ind mod nordbaggen Tilde. Mormor malker og fortæller, så sagnene om Rolf Krake og Regnar Lodbrog og Tove og lindormen akkompagneres af de blåhvide mælkesprøjt i zinkspanden. Ziiiiip, ziiiiip, ziiiip.

I bryggerset bedstefars gigantiske træsko med den umiskendelige lugt af grebning og hakkede roer.

Jeg besøger oldefar og oldemor. Køkkenet med det blå bord under vinduet, hvor oldefars avis ligger opslået. Og oldefar, der elsker snaps og står ved det ovale bord i stadsstuen med løftet glas og synger "Og Hjalmar og Hulda".

Jeg er hos farmor og farmor i Hvidovre. Vi sidder på gulvet i det inderste lille værelse, som en gang var min fars. Vi spiller loppespil og farmors skingrende hestelatter får både min søster og jeg til at tumle rundt med tårer i øjnene af grin.

Min far danser flamenco foran spolebåndoptageren og min mor siger lidt bekymret, at man altså kan se ham gennem vinduet. Eller han sidder ved spisebordet og er en baskende fugl til Jørgen Ingmanns indspilning af Zorba.

Min søster og jeg indspiller reklamer på vores nye kasettebåndoptager. Reklamer for Braun barbermaskiner, for dem ligger der flere af i øverste kommodeskuffe.

Vi klæder os ud i mors kjoler og høje, høje stiletter, og mor bager søsterkage af noget pulver henne fra købmanden og koger rabarbermarmelade, og når hun skummer af, spiser vi rabarberskummet på friskbagt franskbrød (Mors franskbrød kan i øvrigt KUN spises nybagt. Kort efter forstener det).

Hvorfor jeg fortæller disse brudstykker fra barndommen? Fordi de opbevares inde i mig. De er ikke hverken dokumenteret på film, foto eller i lyd. Men de er en del af mig. Er med til at definere min person, ligesom de tanker, jeg gjorde mig i går. Og hvad de tanker måske er blevet omsat til af handlinger.

I dag vil vi have alt arkiveret. Enten gør vi det selv ved at sende i titusindvis af uredigerede fotos og videoer op i skyen, hvor de bliver hængende og fylder i luftrummet med millioner af terabytes. Eller også gør Facebook det for os.

Der ligger/hænger/svæver de så. Til ingen nytte. For ikke engang hovedpersonen i alle disse selfies og fotoserier og videoer orker at gense dem.

Strømmen er så massiv, fordi der ikke sker nogen redigering. Alt er lige vigtigt og bliver derfor uvigtigt, ligegyldigt og lige til den mentale skraldespand. Men det er for stort et sorteringsarbejde at delete noget.

Desuden er vore afgørende og betydningsfulde øjeblikke kun sjældent dokumenteret. Måske som et billede af en nyfødt eller et opstillet bryllupsfoto, der næppe gengiver følelserne. Dem må man alligevel selv knytte til, for de ægte minder har både duft og farve og lyd og stemning og følelser. Og de eksisterer kun i din egen hjerne - alternativt i dit hjerte.

  • Af: