Storladen, Opblæst og kedelig


storladen, Opblæst og kedelig

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Musicalfilmatisering byder på imponerende scenografi og pompøse kostumer, men som film fungerer den ganske enkelt ikke

Uanset hvordan man vender og drejer det, borger 70 millioner solgte billetter på verdensplan for en eller anden form for kvalitet. Alene herhjemme har teateropsætningen af komponisten Andrew Lloyd Webbers gysermusical "The Phantom of the Opera" solgt over 500.000 billetter, hvilket efter sigende skulle gøre stykket til det mest sete i Danmark nogensinde. Nu kommer det som film.

Historien kender vi alle: Et maskeret, musikalsk geni (Gerard Butler) hjemsøger katakomberne under den parisiske opera. Han forelsker sig i operaens unge novice Christine Daae (spillet af den forholdsvis ukendte Emmy Rossum) og er opsat på at gøre hende til stedets nye stjerne. Men pigen er splittet mellem sin mystiske mentor og den fremmelige unge adelsmand Raoul (Patrick Wilson), der ikke har tænkt sig at give slip på den smukke og skrøbelige Christine uden kamp.

Med antallet af solgte teaterbilletter in mente kommer det ikke just som nogen overraskelse, at Hollywood oversætter musicalmastodonten Andrew Lloyd Webbers verdenssucces til det store lærred. Men resultatets mangel på ambitioner og nytænkning forbavser. "The Phantom of the Opera" har Webber selv som producer og manuskriptforfatter, hvilket muligvis kan forklare, hvorfor den konstant vakler mellem sit teaterophavs reaktionære form og filmmediets oplagte muligheder for æstetisk leg og opfindsomhed. På trods af alle gode intentioner er resultatet nemlig en aldeles rædselsfuld film. Miseren er iscenesat af Hollywoods værste A-instruktør, Joel Schumacher, der leverer en ren mareridtsopvisning i stereotyper, skuespil, der sømmer sig til en lægeroman, grinagtig dramaturgi og uopfindsom æstetik. Men værst af alt så er "The Phantom of the Opera" decideret kedelig. Til sammenligning er Baz Luhrmans "Moulin Rouge", som man ellers kunne sige meget grimt om, en ren drøm af visuel opfindsomhed, tempo og friske indfald mikset sammen den postmoderne blender.

Forgængerne

Mange forbinder instinktivt "The Phantom" med Andrew Lloyd Webber, men Schumachers filmudgave af den flamboyante musicalklassiker er langt fra den første popularisering af Gaston Leroux' roman. De mest imponerende film er stadig Terence Fishers britiske udgave med Herbert Lom som spøgelset og Rupert Julians stumme fortolkning, "Spøgelset i operaen", med Lon Chaney i en særdeles uhyggelig makeup. Til sammenligning fejler Schumachers udgave miserabelt. Den ellers fascinerende fortælling overlever ikke den svære transformation fra bog til musical og videre til film, og eneste åbenlyse force i forhold til stykket er, at filmmediet kan hente publikum på scenen: Det kan vise skuespillerne i nærbilleder, men mister derved paradoksalt nok sceneriets storhed og stykkets pompøse schwung.

Men enhver advarsel er givetvis spildt. Filmen vil uden tvivl fornøje musicalens mange fans, der ukritisk sluger skidtet - lidt på samme måde som forældre videofilmer deres børns optræden i skolestykket og genoplever det derhjemme til båndet dør slitagens stille død. Det er ikke helt det samme - men det er godt nok, fordi det minder dem om, hvor fedt det var at være der i virkeligheden.

Filmen fungerer kun som påmindelse om teateropsætningens storhed, medrivende popscore og fængslende tragedie. Stykket fungerede for mange som den ultimative musicaloplevelse, et prædikat, det ville være synd at klistre på filmen, der hverken når den ægte vare eller de tidligere filmatiseringer til sokkeholderne. Caspar Vang

"The Phantom of the Opera" (amerikansk/engelsk). Spilletid 141 minutter. Tilladt for børn over 11 år.

Premiere fredag i Biocity, Odense Cinemaxx Rosengaard Middelfart Bio Nyborg Kino Scala,Svendborg Interview med Emmy Rossum, der spiller Christine Daae: Side 4

storladen, Opblæst og kedelig

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce