Ulvemanden hyler igen

Selv om monsteret her ser fæl ud, har "The Wolfman" et alvorligt problem for en gyserfilm: Den er ganske enkelt ikke uhyggelig!

Ulvemanden hyler igen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Universal har opdateret sit klassiske varulveuhyre til et nyt årtusind. Resultateter en middelmådig gyserfilm, der mangler sjæl og usikkert sigter efter actionsegmentet

Man kan virkelig mærke, at det er fandrengene, der står bag opdateringen af Universal-studiets "The Wolf Man" fra 1941.

Instruktør Joe Johnstons kærlighed til kildematerialet simrer konstant under de mange gotiske gysertableauer, Rick Bakers monsterdesign er flot og forbavsende tro mod makeupeffekterne i George Waggners original fra 1941, men allervigtigst lægger Benicio del Toros præstation som den fordømte ulvemand sig tæt op ad Lon Chaney Jr.s forpinte og plagede antihelt i originalen.

Han ligner tilmed skuespilleren, og der er ingen tvivl om, at man her virkelig har kigget Waggners ofte imiterede gyser efter i sømmene.

Men på et væsentligt punkt fejler Joe Johnstons genindspilning. Den er simpelthen ikke uhyggelig. Hvilket selvfølgelig er et problem, når der er tale om en gyserfilm, der gerne skulle få andre end de mest uprøvede til at krybe ned i biografsædet eller række ud efter et par vintervanter som ansigtstildækning.

Historien udspilles omkring skuespilleren Lawrence Talbot (Del Toro), som efter broderens forsvinden vender hjem til Talbot Hall på den engelske Blackmoor-hede. Kort efter dukker broderens maltrakterede lig op, og da Lawrence og faderen (Anthony Hopkins) undersøger sagen om en række mystiske mord i nabolaget, ruskes der op i gamle familiehemmeligheder og fjendskab.

Egentlig er alle elementerne i god gyserunderholdning til stede, men det virker lidt som om, man har haft hele filmhåndværkets legetøjskasse til rådighed uden egentlig at gøre sig klart, hvor man vil hen, eller hvilket publikum man ønsker at få i tale.

Inspirationen er tydeligvis Francis Ford Coppolas "Bram Stoker’s Dracula", men hvor den forfriskende leg med fortællingen faldt perfekt i hak i opdateringen af Stokers velkendte vampyrroman, virker "The Wolfman" slap, mærkværdigt uinteresseret i sit stof og langt mere ivrig efter at diske op med en masse kreative nedslagtninger.

Splattet og karikeret

Der er ingen tvivl om, at "The Wolfman" har fået det meste ud af budgettet. Den er flot og velproduceret og burde ubesværet have lagt sig i skrækoverhalingsbanen. Men med sine sammenpakkede chok, rappe klipning og splattede, næsten karikerede specialeffekter fremstår den usikker og unødvendigt leflende for den del af gyserpublikummet, der har glemt, at film sagtens kan være uhyggelige i kraft af atmosfære og underliggende uro frem for trættende chokeffekter.

"The Wolfman" hører til den slags skrækfilm, hvor du kan være stensikker på, at hver eneste gang den forbandede hovedperson ser sig selv i spejlet, forskrækkes han af et behåret bæst. Hvis publikum nu skulle være i tvivl om, hvad det hele handler om.

Og så er der de mange overflødige skud af fuldmånen, der er lagt ind for ligesom at minde os om, at han nok forvandler sig ved næste fuldmåne. Og skulle du alligevel kede dig, så er måneoptagelserne tilmed i fastmotion, så den næste blodige leverudtrækning eller hovedafrivning ikke er mange minutter væk. Hvorfor dog også spilde tiden på raffinement eller stemningsopbygning?

Måske er jeg en anelse for hård. "The Wolfman" er ikke en dårlig film, men den mangler sjæl og er langt fra den stærke spiller i varulvegenren, undertegnede havde håbet på, og ud over at satse på omfattende slagterier, kontant action og en enkelt klassisk scene - der inkluderer en fastspændt varulv og et auditorium af nysgerrige, snusfornuftige videnskabsmænd - har Johnstons opdatering skufende lidt at byde på.

Varulvenichens referenceværker er stadig John Landis’ "En amerikansk varulv i London" og Joe Dantes "Varulve". Og de er begge næsten 30 år gamle.

"The Wolfman" (engelsk, amerikansk) Spilletid: 97 min. Tilladt over 15 år.

Biocity og CinemaxX Rosengård, Odense, Scala, Svendborg, Panorama, Middelfart.

Ulvemanden hyler igen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce