Tid til en anden Thomas

- Da jeg var lille, kunne jeg godt ønske mig at have lyst hår og være lige som de andre, men når man bliver ældre, begynder man at dyrke forskelligheden. Det er måske også derfor, jeg har det her hår, der bare gror og gror, siger Thomas Buttenschøn.
Foto: Carsten Bundgaard

Tid til en anden Thomas

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Thomas Butten­schøn er aktuel med sit tredje album. De fleste kender ham som en frisk afrotrold med en trist baggrund
Men det billede har Buttenschøn fået nok af. Han er nemlig meget mere end sin hiv-sygdom og et par lalleglade popmelodier, forklarer han

Lyset let dæmpet. Alle i festtøj. Små piger og drenge bevæger sig koncentreret til musikken. Ballondans kan være krævende, når man skriver sin alder med kun ét ciffer. Pludselig ræser en lille brun knøs ind blandt de dansende og begynder at knalde ballonerne. Smadrer dem simpelthen og afgør dansen på få minutter. For han vil vinde legen - også selv om hans opførsel ikke står beskrevet i den normale sociale drejebog på lilleskolen i det jyske.

Ballonvandalismen undtaget var Thomas Buttenschøn nok alligevel blevet husket af befolkningen i flækken Gylling. Med sit mærkelige efternavn og sine vilde afrolokker var det svært at putte sig i mængden.

- Da jeg var lille, kunne jeg godt ønske mig at have lyst hår og være ligesom de andre, men når man bliver ældre, begynder man at dyrke forskelligheden. Det er måske også derfor, jeg har det her hår, der bare gror og gror, fortæller han, mens han retter på sin imponerende høje frisure, der matcher den sorte skjorte perfekt.

- Jeg elskede også at flytte til Nørrebro, hvor mangfoldigheden er enorm i forhold til at komme fra et lille sted i Østjylland, hvor der ikke skal så meget til, før man stikker ud. Herovre skal der meget mere til. Man stikker nærmest først ud, hvis man ikke stikker ud, forklarer Buttenschøn om sit møde med hovedstaden som 19-årig.

Væk fra tryghedsfolderne

Det er efterhånden længe siden, at den jyske lilleverden var skueplads for ballon- massakren, men ambitionsniveauet hos "bødlen" er ikke blevet mindre med årene. Nu gælder det dog ikke om at smadre noget, men om at bygge noget op. En karriere. Et navn. Et brand.

I denne måned udsender Thomas Buttenschøn sin tredje plade på bare fire år. "Køter", som den nye udgivelse hedder, er med Butten-schøns egne ord "en break up-plade".

Historien starter blandt flyttekasser og farvel og slutter med kærlighedens epilog. Undervejs synges der om hævnlyst og hårde erkendelser. Thomas Buttenschøn har arbejdet med pladen nonstop det seneste lange stykke tid. Først med band og indspilninger. Så med interviews. Senere skal han på en danmarksturné. Og mens historien om "den glade vildbasse med troldehåret" er godt kendt i offentligheden, er historien om den ambitiøse dreng, der siden blev en ambitiøs voksen musiker med personlig dybde, mindre kendt. Måske ligefrem ufortalt.

- Mange tror, at jeg altid tager let på det hele, og jeg får tit spørgsmål som: "Er du altid så glad?", og så får jeg lyst til at svare: "Er du altid så dum?", siger Thomas Buttenschøn med et vredt drag om munden.

Han roder i skålen med vingummi, som pladepromotoren har stillet frem på bordet, udvælger sig én og søndertygger den, før han fortsætter:

- Jeg flyttede også til København, fordi det er fedt at være sammen med folk, der har et mål og gerne vil opnå noget. Jeg er træt af ligegyldighed. Du ved, folk, der bare gifter sig med hende på gården ved siden af. Og så får de børn, der gør det samme. Man skal ikke gro fast i sine tryghedsfolder.

Thomas møder Thomas

Flugten fra sikkerhedssumpen har altså ikke drænet musikeren for energi. Snarere tværtimod.

- Jeg skriver hele tiden, og til denne plade havde jeg mellem 80 og 100 sange at vælge imellem, og jeg er allerede godt i gang med plade nummer fire. Musik er et håndværk, man må holde i gang. Det kan ikke nytte noget at sidde og vente på inspirationen, forklarer Thomas Buttenschøn og smiler:

- Det er fedt, når jeg har noget at kæmpe imod. Jeg er nødt til at skrive og skrive og skrive. Til at ændre og ændre og ændre, til det er helt rigtigt. Nummeret "God Damn" har jeg for eksempel skrevet ca. 20 versioner af".

Dén version af nummeret, der er endt på pladen, har Thomas Helmig med på guitar. Den unge Thomas ringede simpelthen til den ældre Thomas og bad ham møde op for at give sit bidrag.

- Og det var fedt. Han har jo været i branchen mange år, og faktisk fandt vi ud af, at hans første plade kom dagen, inden jeg blev født, fortæller Thomas Buttenschøn tydeligt begejstret over rocksammensmeltningen af to generationer.

For den 24-årige musiker er det vigtigt at blive regnet med på den seriøse musikscene, og derfor irriterer det Thomas Buttenschøn at få stukket betegnelser som "gårdsangerhippie" og "højskolehygget" i næsen af anmelderne gang på gang. Det kan godt være, at melodierne synes florlette, men det går jo nok altsammen-fornemmelsen er produktet af nøje konstruktioner, fortæller han.

- "God Damn" handler for eksempel om mødet mellem en gammel og en ny kæreste til en pige, og den gamle kæreste ender med at få tæv af den nye. Det er ikke en glad sang i indholdet, men vi endte med at lave en straight up glad poplyd for at skabe noget kontrast i nummeret. Bare fordi musikken lyder glad, behøver den ikke at være det.

- Jeg bruger heller ikke så meget personligt i det, jeg skriver, som man godt kunne tro, og derfor kan det godt være irriterende, når folk møder mig efter at have hørt mine plader, og så tror, at de kender mig.

Mere end "hiv-kunstner"

I den bredere offentlighed troede de fleste også, at de kendte det krølhårede Buttenschøn-brand til bunds. Det ændrede sig, da Ekstra Bladet i 2008 smækkede overskriften "Kendt sanger hiv-smittet" på forsiden. Indtil da havde sangerens positive hiv-status været kendt af de nærmeste omgivelser og dele af musikbranchen, men Thomas Buttenschøn var ikke blevet gjort til "hiv-kunstner" af den grund. Nu var han det pludselig. Ikke andet end sin sygdom.

- Det var så irriterende, at Ekstra Bladet smed historien på forsiden næsten samtidig med, at min anden plade kom. Vi havde lige bygget det hele op til at handle om musikken og så ..., sukker Buttenschøn konfronteret med de gamle overskrifter.

Gang på gang understreger han, at interviewet ikke bare må handle om sygdommen. Fokus skal være på musikken. Han vil selv styre fortællingen om Thomas, og i den fortælling skal de biologiske forældre heller ikke fylde alverden. Han husker dem med kærlighed, forklarer han, men omstændighederne omkring deres sygdom og død står uklare i hans erindring. Han ved, at hans danske far forelskede sig i en zambisk kvinde under sit ophold i Afrika som ulandsfrivillig. Én af de to var hiv-smittet, og da kvinden i 1985 fødte Thomas, gav hun smitten videre til ham. Thomas’ far døde af aids i 1994, og året efter måtte også moderen overgive sig til sygdommen. Thomas Buttenschøn voksede derefter op hos en plejefamilie, han i dag betragter som sin egentlige familie.

Alligevel er det påfaldende, så lidt sygdommen og dens alvor fylder i musikken. Hvorfor er den næsten væk? Fordi Thomas Buttenschøn efter eget udsagn hverken føler sig særligt anderledes eller syg.

- Lægerne siger jo, at jeg kan leve, til jeg bliver 70. De er kommet så langt med forskningen, at hvis du tog en blodprøve på mig, ville du næsten ikke kunne måle sygdommen i mit blod, forklarer han.

Thomas Buttenschøn tænker sig da også en familiefremtid, der inkluderer biologiske børn. Forholdet til kæresten er dog stadig for nyt, til at emnet har været oppe at vende for alvor.

Så indtil videre ligger sygdomsbevidstheden altså mest hos offentligheden. Og så på et meget lille sted inde i Thomas Buttenschøns hoved. Eller optager den mere plads, end sangeren giver udtryk for?

- Jeg tror måske, at jeg har fortrængt noget af det hele. Barndommen og sygdommen. Det kan godt være, at jeg en dag vil stille mig op og snakke mere om det, men det er bare ikke i dag, siger han med dæmpet stemme.

Den hvideste dreng i gaden

I dag er et af de emner, sangeren søger tilbage til igen og igen derimod verdensrundrejsen. Thomas Buttenschøn har for nylig besøgt både Asien, USA og Australien. En tur, der har givet ham ny indsigt i sig selv og i sine omgivelser:

- Det er vildt at gå rundt i Harlem og pludselig være den hvideste dreng i gaden, udbryder han eksalteret over New Yorks venden tingene på hovedet. Vel tilbage i Danmark gik turen forbi barndomshjemmet i Gylling, hvor musikeren følte sig "som en anden Poul Reichhardt, der vender hjem til landsbyen".

Mellem den hvidfjæsede turist i Harlem og den brunfjæsede Poul Reichhardt i Jylland ligger en masse andre billeder af Buttenschøn. Musikeren kender og afskyr de fleste; hverdagstroubadouren, hiv-sangeren og den glade trold.

Han vil hellere vise den ambitiøse Thomas, hvis drøm det er at slå Thomas Helmig i pladesalg og C.V. Jørgensen i kreativ ordleg.

- Som ung dyrkede jeg faktisk en del sport, men så kom jeg i puberteten, og der var nogle af de andre, der voksede mere end mig, men jeg gad fandeme ikke spille fodbold mere, hvis ikke jeg kunne være på førsteholdet. Så begyndte jeg at koncentrere mig om musikken. Dér var der ikke nogen, der kunne smide mig af holdet, for det var ligesom mit. Det var mig, der bestemte, fortæller Thomas Buttenschøn, mens han resolut rejser sig for at indikere, at interviewet er forbi. Der er plader, der skal sælges, og historier, der skal fortælles.

Tid til en anden Thomas

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce