Anmeldelese

Den amerikanske mikser-troldmand Tony Maserati tryller, men desværre kun med de første fire numre på albummet "Takker".

Hvis man hører de første fire numre på Thomas Helmigs "Takker" på et state of the art-anlæg, kan man ikke undgå at blive glad i låget. Miksertroldmanden med navn om en racerbil, Tony Maserati, har fiflet med de musikalsk tilbageskuende numre og givet dem et stramt og spændstigt udtryk. Lutter vellyd, hvor man kan svælge i lækre finesser og fryde sig over, at selv maskinerne svinger som død og kritte. Maseratis sikre smag får resultatet til at overskygge det lidt fattige electropop-lydbillede.

Det absolut radio-egnede åbningsnummer, "Vi er de eneste", har en sylespids 80'er-trommelyd og en af albummets mest velskrevne tekster. Den brusende "Kærlighed (mutters alene)" bliver skæmmet en smule af et lovlig oppulent ekkoomkvæd og en væg af lyd, der får de enkelte instrumenter til at mudre. "De ensomme" er soulet Helmig Classic med et nutidigt tvist. Glem den ubehjælpsomt flirtende og (selv)udleverende tekst på "Burberry og l'Occitane", og synk ned i den rendyrkede Whitney Houston-sound.

Voldkomprimeret

Jeg er hooket til femte skæring, hvor Mads Nørgaard overtager mikserpulten og sænker lækkerhedsfaktoren. Sandsynligvis et villet skift til et mere råt udtryk, men musikken er så voldkomprimeret, at detaljerne bliver mast flade. Der bliver heller ikke længere kælet for Helmigs vokal, som - især på "Du kan altid" og "Billig vin" - bliver mast gennem en vocoder. Helt overflødigt, for selv med ridser og rust er Helmigs naturlige stemme mere interessant end en syntetisk vridemaskineeffekt.

"Vi kom med funk" og den kælne calypso, "Billig vin", vil garanteret vække succes på sommerens festivaler, men som lyttenumre bliver de hurtigt spillet flade.

Lovlig privat

Albummets tekster kan høres som en lang kærlighedserklæring til kvinden i Helmigs liv. Men hvor han tidligere har balanceret fermt mellem det personlige og det private, bliver teksterne denne gang lidt for svælgende. Ikke mindst titelnummeret skal man hedde Kim Larsen for at slippe godt fra at synge - ellers bliver det sentimentalt grænsende til det kvalmende.

"Takker" er tydeligvis ikke et gennemkalkuleret eller kommercielt udtænkt album, snarere en stak fængende skitser fra det helmigske eksperimentarium. Men man må lade Thomas Helmig, at han - også når han er i det uforpligtende legehjørne - kan skrive melodier, der kysser ens trommehinder. Sange som "De ensomme"og "Burberry og l'Occitane" har - uanset hvor meget jeg kæmpede imod - allerede invaderet min indre pladespiller.

Pop: Thomas Helmig: "Takker". Genlyd. Fire stjerner

  • ANDREAS_BASTIANSEN

    Af:

    Kulturredaktør på Fyens Stiftstidende & Fyns Amts Avis fra 2012. Stofområder: scenekunst og klassisk musik. Uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus 1992. Fastansat på Fyens Stiftstidende fra 1994. Sidder i bestyrelsen for Fynske Mediers medarbejderforening. Til marts 2015 medlem af Fynske Mediers bestyrelse. Medlem af Reumert Juryen fra 2014. Gift og bosat i Odense-forstaden Snestrup.