Teater: Genkendelige skoleelever fra 7. a i forestillingen "Intet"

Et barnelig skal føjes til bunken af beviser for, at der er noget, som virkelig har betydning. Fra venstre Benjamin Kitter, Benjamin Boe Rasmussen, Githa Lehrmann, Sophie Bredal Zinckernagel og Nicolai Jandorf. I baggrunden Peter Høgsbro som Pierre Anthon, der søger en mening med livet. Foto: Emilia Therese

Teater: Genkendelige skoleelever fra 7. a i forestillingen "Intet"

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mange roller til hver af de medvirkende skuespillere i "Intet" på Odense Teater skaber en hel skoleklasse.

Lille Inger med krykkerne og den skæve skulder, mener (forsagt), at problemerne kan løses, hvis blot Pierre Anthons nihilistiske aktion i blommetræet bliver meldt til lærer Eskildsen. Eller måske til inspektøren, næsten hvisker hun.

Småborgerlige Frederik med sine gifte og ikke-skilte forældre, drives til at stjæle Dannebrog fra familiens flagstang som sit offer til bevisførelsen for, at der virkelig ER noget, der har betydning. Hussein er mere bange for ikke at være en god muslim end for sin fars tærsk, og Fromme Kaj er sikker på, at dette er Gudsbespottelse, og at hans indremissionske fars strenge Gud vil sætte ind med en straffeaktion.

Skuespiller Benjamin Kitter skifter lynsnart mellem de fire figurer i forestillingen "Intet" på Værkstedet, Odense Teater.

Stykket igennem er han iført samme sæt tøj - korte bukser, en strikket cardigan, hvid skjorte og butterfly, alt gråt i gråt, signalerer en anonymiseret skoleuniform, men når han støtter sig til stoleryggen og trækker den ene skulder op i ørehøjde, forvandler han sig til Lille Inger. Når han står klar med den moralske pegefinger, er han Kaj. Frederik eksponerer de nedarvede DF-holdninger, og næseblodsindsmurt og bange er skuespilleren den gennemtævede Hussein.

Outsiderne

- Deres projekter ligner hinanden, forsvarer Benjamin Kitter sine fire karakterer, der alle er outsidere, som længes efter at være en del af det varmende, inkluderende fællesskab. Og ens for dem er, at de som adgangsbillet må betale en høj personlig pris.

I action i klasseværelset på den højglansgule scene, forvandles de syv skuespillere i "Intet" efter Jane Tellers kult-roman til et helt galleri af genkendelige arketyper. Måske med undtagelse af Pierre Anthon, der nok er mere filosofisk og radikalt anlagt, end 13-14 årige teenagere normalt er.

Benjamin Kitters roller er derimod dem, jeg selv har mødt i midten af 60'erne. Endda klædt nogenlunde på samme måde, som de monokrome tøj-sæt i forestillingen.

Fortællingen foregår i 90'erne, men med tøjet, der nok snarere ligner tøj fra 50'erne eller 60'erne, skabes dels en effektfuld kontrast til den gule scene, dels tager tøjet ikke fokus som en bestemt mode-trend.

Startende første skoledag efter sommerferien, skrider stykket kronologisk frem med småkonflikter, og det stadig stærkere fokus på at få klassekammerater Pierre Anthon til at forstå, at der ER en mening. Eller måske den snigende erkendelse af, at det er der faktisk ikke!

Teater: Genkendelige skoleelever fra 7. a i forestillingen "Intet"

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce