Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Stjernebørn


Stjernebørn

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Svenske Lukas Moodyssons smertefulde drama om et ungt New York’er-par og deres barnepige har internationalt sigte og store følelser på spil. Har den dygtige og fandenivoldske instruktør solgt ud?

Rammerne for det gode liv er på plads. Og alligevel ved vi fra de allerførste billeder af Lukas Moodyssons film om den vestlige middelklasses sjælelige tomhed og følelsesmæssige desperation, at der er noget galt.

Spilprogrammøren Leo (Gael García Bernal) og kirurgen Ellen (Michelle Williams) lever i en lukket boble af længsel og utilstrækkelighed. Det gode New York’er-liv er blevet en fælde for dem. Moderen er ved at gå ned med stress og Leo sendes på en formålsløs rejse til Thailand, hvor han skal underskrive en kontrakt for firmaet med en kostbar fyldepen belagt med mammutstødtand.

De er der sjældent for deres datter Jackie (spillet af en helt fortryllende Sophie Nyweide), som til gengæld stadig har umiddelbarheden og den åbenmundede tro på det fantastiske i behold: Vidste du, at vi alle sammen kommer fra stjernerne?, spørger den syvårige pige sin barnepige Gloria (Marife Necesito), der slider røven ud af bukserne som New Yorkernes husalf for at give sine børn et anstændigt liv hjemme på Filippinerne.

Men der er ikke meget stjernestøv eller sammenhold i tilværelsen, for med voksne øjne synes det perfekte, lykkelige liv at høre til i en drøm eller Jackies big bang-stjernetåge en gang for længe, længe siden, eller dengang elefanternes forfædre trampede rundt på jorden.

Elsker konfrontationer

Moodysson trækker linjerne hårdt op, og som altid elsker han konfrontationer mellem ideologier og menneskesyn, og er ikke bange for at tage os med derud, hvor det bliver grimt og gør rigtig ondt.

Terrænet, prostitution og børneskæbner, er velkendt for instruktøren og der er næsten noget provokerende og udfordrende over instruktørens enkle facit. Hvor kommer den vestlige civilisations indre tomhed og desperation fra? De ting vi omgiver os med.

Vi bruger vores liv på at skrabe ind, men glemmer de fællesskaber og den næstekærlighed, der binder os sammen. Heldigvis er der også plads til håb, magisk stjernestøv og nærbilleder af hænder, der holder i hånd, i Moodyssons univers.

Sjælelig tomhed

Ved første øjekast ligner "Mammut" en mindre fragmenteret udgave af Alejandro González Iñárritus "Babel". Det globale perspektiv og problemstillingerne med den vestlige mellemklasses sjælelige tomhed og griske udnyttelse af de fattige lande er nogenlunde det samme som hos Iñárritu. Men filmen står langt mindre kunstnerisk skabet og æstetisk prangende, hvilket gør den stærkere og mindre flakkende end Iñárritus tunge mosaikfilm.

Så for lige at vende tilbage til mit indledende spørgsmål: Har Moodysson solgt ud? Nej. Kompromisløsheden, desperationen og smerten er intakt, men Moodysson er blevet mærkbart ældre, så et sjæleruskende formmæssigt frontalangreb som "Linja 4-ever" eller et naivt, nysgerrigt og fortryllende forstørrelsesglas på ungdomssjælen som i "Fucking Åmål" er der altså ikke tale om.

"Mammut", svensk/tysk/dansk, 123 minutter, tilladt over 15 år.

Premiere fredag i Cafébiografen, Odense

Stjernebørn

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.