Med en uovertruffen impulsivitet, storladne lydproduktioner og over-energiske dansetrin formåede Francis And The Lights at forvandle de fremmødte fra trætte til pulserende.

Der er overraskende få mennesker foran Highland Stage søndag aften inden Francis And The Lights går på.

Det bliver der ændret på, for lydmagikeren Francis Farewell Starlite får hurtigt tryllet flere mennesker frem foran scenen, og han får dem endda til at hoppe og danse, som om de ikke havde mulighed for at gøre andet.

Som til de mest traditionelle rap-koncerter lægger DJ’en ud med at spille et par numre, inden frontmanden kommer på scenen. Han når dog ikke mere end halvvejs ind i andet nummer, før den omtalte frontmand kommer dansende eurofisk ind på scenen med Drake’s vokal i baggrunden. Det giver et billede af, hvad der kommer til at ske, til koncerten der ellers ikke har meget med rap at gøre.

Havde man svært ved at være i sig selv af bare begejstring under koncerten, kan man kun gisne om, hvordan Francis Farewell Starlite havde det på scenen. For han lignede en, der konstant var i ekstase over at stå der. Han lignede en, der var nødt til at finde et sted at gøre af sin begejstring, og det gjorde han ved at danse ukontrollerbart mellem og under samtlige numre.

Storladen minimalisme

Efter introen lægger Francis And The Lights ud med den pompøse og følelsesladede ”See Her Out”. Akkompagneret af intense elektroniske lyde indtager den solbrille- og knæstrømpe-bærende sanger lydbilledet med sin vokal, der ikke har samme tekniske kunnen som mange af de andre udenlandske sang-ekvilibrister. Det gør han op for ved at fylde pladsen op med en minimalistisk og perfektionistisk lyd-helhed, der er lige så kalkuleret som dansetrinende ikke er det.

Vokalen er ofte forvrænget, eller i flere lag. Forvrænget sang akkompagnerer Francis Starlites rå stemme på de elektroniske popnumre. En tendens, der også ses hos Francis Farewell Starlites musikalske venner, som han samarbejder med.

Her kan man nævne musiske mastodonter som Drake, Kanye West, Frank Ocean og Bon Iver. Kunstnere der alle har lavet numre, der er produceret af Francis And The Lights. Sidstnævnte medvirker på hittet ”Friends" der starter cirka 20 minutter inde i koncerten. Men til trods for, at det er et af hans stærkeste numre, fremstår det ikke sådan til koncerten, hvor Bon Iver-frontmanden Justin Vernon ikke slår lige så hårdt igennem på backing tracket, som Francis Farewell Starlites live-vokal.

Grænseoverskridende impulsivitet

Hvor gammeldags musikentusiaster hurtigt havde påpeget de få instrumenter på scenen, var der nok få af de forreste publikummer, der savnede noget på scenen. Til trods for, at der kun var en DJ og en sanger, der få gange i løbet af sættet spillede på et keyboard, var der nemlig masser af interessante begivenheder på scenen. Og så havde der i øvrigt ikke været plads på scenen til forsangerens udfoldelser, hvis der havde været flere musikere.

Lige som man tror, at koncerten er ved at tabe pusten en smule, sker der noget. Tempoet på numrene går nedad, ligesom der ikke er helt lige så meget liv i de nærmest lalleglade dansetrin. Vokalen begynder primært at komme fra backingtracket, fordi Francis Farewell Starlite fokuserer på dansen. Men dansen bliver ikke på scenen. I stedet hopper han – stadig som en del af dansen – ned fra scenen og løber rundt ude blandt publikum. Ja faktisk er det kun til at vide, at han starter med at løbe, for det er svært at se, hvor han er. Imens kan man se de måbende men smilende fans oppe foran, der får noget, de ikke havde regnet med at se. Selv DJ’en virker overrasket.

Kort efter løbeturen, hopper han op på en højtaler ved siden af scenen, og det får den nærmeste vagt til at kigge utrygt op på ham. Vagten bliver ikke mere tryg, da han hopper fra den lille højtaler op på et højt tårn af højtalere ved at gribe fat om den øverste højtaler med armene og trække sig selv op. Han er ikke bange for at lave små dansetrin, selvom højtalerne vipper som i et spil Klodsmajor.

Jubel og skuffelse

Da Francis Farewell Starlite på et tidspunkt glider på knæene hen ad scenen med hænderne knyttet over hovedet i bedste Champions League-stil, opsummerer det koncerten. En energi-eksplosion med følelsen af, at man sejrer ved at være en del af det.

”I’m gonna move here” siger Francis Farewell Starlite, inden han spiller sidste nummer, der er tilpas melodisk og energisk til at afslutte koncerten på en måde, der er lige dele tilfredsstillende og frustrerende. Frustrerende, fordi, man har lyst til mere efter et forholdsvist kort men fokuseret sæt.

Der går heller ikke mere end et par sekunder, inden publikum råber efter en sang mere. Der bliver også spillet et ekstra nummer, men det ender som et kort og ufokuseret punktum på en koncert, der kunne få selv de mest tømmermændsramte til at glemme trætheden og slå sig løs uden at tænke på, hvordan andre tænker om dem. Francis And The Lights turde tage chancer og lykkedes med det.

  • fyens.dk

Mere om emnet

Se alle
Dybe lommer: Heartland Festival fortsætter trods underskud

Dybe lommer: Heartland Festival fortsætter trods underskud

Vurdering: Heartland må godt være stolt

Vurdering: Heartland må godt være stolt

Stjerneregn: Se alle vores Heartland-anmeldelser her

Stjerneregn: Se alle vores Heartland-anmeldelser her