Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Spirrevip i gummisko


Spirrevip i gummisko

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Skyerne græd, da Lisa Ekdahl gik på scenen. Dråberne fossede ud af himlen og forvandlede Rue Mark til et farvestrålende skue af opslåede paraplyer, som vuggede i takt til musikken.

Den voldsomme regnbyge kunne have fortjent et energisk og tempofyldt modspil - men den slags begav Lisa Ekdahl sig ikke af med.

Hun lever og ånder den svenske visetradition, men samenlignet med en Cornelis Vreeswijk eller en Bellmann savner hun saft og kraft. Selv om hendes tekster emmer af elskov, hede nætter, jalousi og altopslugende begær, synger hun aldrig følelserne ud - men holder dem i kort tømme og antyder kun de voldsomme sindsstemninger, som hun ellers skriver så livagtigt om.

Lisa Ekdahl synger uendelig smukt og sart - men hvor jeg dog kom til at længes efter et udbrud, en aggression eller bare lidt råhed, der kunne løfte hende ud af lillepigeindhegningen. Hun er trods alt en voksen kvinde, der har levet, elsket og lidt - så hvorfor må man ikke høre det? Hvorfor synger hun sig aldrig der ud, hvor det koster noget - hvor det gør ondt?

Den besynderlige dobbelthed, der kendetegner Lisa Ekdahls tekster - skrøbelighed over for handlekraftig seksualitet - gik igen i hendes sceneoptræden. Hun var hele tiden 100 procent bevidst om hvor kameraet var - og spillede ublufærdigt op til det med trutmund, æblekindet smil og sovekammerblik. I starten var det pokkers charmerende, men undervejs kom det til at virke en anelse krukket. Når man alligevel bærer over med Lisa Ekdahl, er det jo, fordi hun er en sær lille størrelse: En gennemsigtig ellepige eller måske snarere en spirrevip af en skovalf - i skriggrønne gummisko.

Musikalsk var det de stilfærdige numre, den eksklusive feel-good-stil, der dominerede. Men desværre fik de fire musikere sjældent lov til at slå sig løs. Undtagelsen var saxofonisten Per "Texas" Johansson som undervejs spillede et par medrivende soloer.

Resten af tiden fungerede bandet udelukkende som baggrundtapet for Ekdahl. Et besynderligt valg for netop på en stor, udendørs scene skal der blus under alle kedler for at holde publikums opmærksomhed fangen. Og selv om Lisa Ekdahl skriver de smukkeste, stilfærdige sange, så kom musikken i lange passager til at stå fuldstændig stille, fordi der manglede variation i numrene.

Lene Kryger

Langelands Festivalen, lørdag: Lisa Ekdahl, Store Scene.

Spirrevip i gummisko

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.