Spillestedets rygrad

De har et ulønnet fritidsjob, som er langt mere end et ulønnet fritidsjob: Michael "Pop" Kromann, Camilla Holm-Jensen og Torben Johansen er aktivister på Posten, som fylder 25 år.
Foto: Nils Svalebøg

Spillestedets rygrad

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Posten fejrer 25-års-dag på lørdag. Spillestedet havde næppe bestået uden hundredevis af ulønnede aktivister

Man kunne skrive om alle de fantastiske koncerter, der har været der. Man kunne berette om alle de kriser, stedet har gennemgået. Men man kan også fortælle historien om det kit, der har holdt Posten sammen gennem nu 25 år: Aktivisterne.

Og de hedder aktivister. Tag endelig ikke fejl af det. Ikke frivillige.

Frivillige det er sådan nogen, der går ud med en raslebøsse nu og da for at give næring til den gode samvittighed. At være aktivist det er næsten som et kærlighedsforhold.

Spillestedet Posten har lige nu 100 aktivister. De sidder i døren, hvor du køber billet. De står i garderoben, hvor du hænger overtøjet. De står bag baren, hvor du køber din øl.

De slæber udstyr til og fra scenen. De sørger for, at bandets ønsker bliver opfyldt. Og næste dag dukker de op og gør rent.

De får ikke penge for det. En vagt giver nogle virtuelle kroner, der kun kan omsættes i baren. Og så kommer de gratis ind de aftener, hvor de ikke selv er på arbejde.

Camilla Holm-Jensen var 15 år, da hun første gang var til koncert på Posten. Hun troede, at de, der var på arbejde, fik løn. Senere fandt hun ud af, at det var ulønnet.

Camilla var tilflytter og kendte ikke mange i Odense. Hun ringede til Posten og spurgte, om hun kunne blive aktivist. Og det kunne hun. Siden februar sidste år har hun været del af holdet

- Det er det bedste, jeg har gjort for mig selv, siger hun.

Personlig udvikling, ny omgangskreds, ny bedste-veninde og sågar en kæreste er der kommet ud af det.

Blandt de nye venner er et par mænd omkring de 50 år. Michael "Pop" Kromann og Torben Johansen har været aktivister næsten lige så længe, som Posten, der engang hed Rytmeposten, har eksisteret.

- Hver gang, jeg ser den røde murstensfacade, så siger jeg til mig selv, at nu er jeg hjemme, siger Michael "Pop", der har været aktivist siden ’94, men allerede siden ’88 har haft sin gang i huset, hvor han var med til at bygge øvelokaler.

Stærkt fællesskab

Torben Johansen har været med lige fra begyndelsen.

- Jeg var dog lige væk nogle år, hvor jeg troede, jeg skulle være gift, siger han.

Kærlighed til musikken er den fælles drivkraft for de tre. Men som aktivister er de blevet del af et usædvanligt stærkt fællesskab.

I nogle år, hvor Posten mest var i mediernes søgelys på grund af negative historier om økonomisk kaos og mangel på store navne på plakaten, stod aktivisterne sammen og bakkede op. Og blev stærkere i modgang.

For Posten - og Dexter - er steder, hvor man altid kan droppe ind og møde gode venner. Andre aktivister. Og det er et sted, hvor man konstant får udvidet sin musikalske horisont, så alt andet end at bakke op ville være ulogisk.

Camilla Holm-Jensen, der er studerende, går så vidt som til at tænke Posten ind i fremtiden for hende og kæresten. Eventuelle job og børn skulle meget gerne passe sammen med, at Posten forbliver en del af livet.

Sådan som det er blevet det for Torben Johansen, der som udøvende musiker kom med i bestyrelsesarbejde i øvelokaleforeningen Odense Rytme Center, der rykkede ind i det gamle banegårdsposthus for præcis 25 år siden. I begyndelsen var der kun øvelokaler, stedet var uegnet til andet.

- Vi holdt den første koncert anden juledag i ’86. Rengøringen klarede vi med at spule med vand. Vi huggede noget julepynt, og så røg vi på en stor tju-bang, siger Torben Johansen.

- Det der med, at det var et sted, hvor der blev røget en masse hash, stod måske på et halvt år, men det tog 15 år at komme af med rygtet, tilføjer han. Og Michael "Pop" supplerer med, at eftersom den lokale metal-scene hang meget ud, så havde Rytmeposten et rygte som et sted, hvor man absolut ikke skulle sende sunde unge mennesker hen.

500 forskellige

Det har ændret sig så meget, at det er lige ved, at der er så mange aktivister, som man har brug for. Og sådan har det bestemt ikke været.

Tallet har tit været nede på 75, og Torben og Michael har gennemgået de gamle lister, der viser, at blot omkring 500 forskellige har været inde over i løbet af de 25 år.

Men det fortæller selvfølgelig også en historie om, at hvis man først er blevet aktivist, så opgiver man ikke så let.

Som aktivist er man forpligtet til at have tre vagter hver måned. Og så er der til gengæld gratis adgang til alle de andre koncerter.

Fælles for de tre aktivister er, at nogen af de bedste koncertoplevelser har de haft på aftener, hvor de bare droppede ind af nysgerrighed og fik aha-oplevelser fra up coming bands.

Og så sætter de en ære i at give de udøvende kunstnere den bedst mulige behandling.

Oppe på Postens førstesal er der bandrum med fri adgang til fadølsanlæg og PlayStation. Samt varm mad.

Når der fortælles historier om gæstende kunstnere, så handler det ikke om kropumulige, primadonna-agtige krukker, men om folk, der er helt nede på jorden, uanset om de spiller den ondeste techno eller gangsta-rap.

Måske fordi alle bliver behandlet ens og respektfuldt.

Der er altid en af aktivisterne på vagt, der har tjansen som band support. Altså som servicemedarbejder for kunstnerne.

Og det er noget, de virkelig sætter en ære i. Men det handler jo nok om, at når man betragter Posten som sit andet hjem, så bliver kunstnerne behandlet som om, det var gæster i ens rigtige hjem.

Aktivisterne siger uden at blinke, at uden dem havde Posten ikke klaret sig frelst gennem de 25 år.

Det er der også andre, der siger, så man tror dem.

Og så holder de for øvrigt et par fantastiske årlige fester.

Spillestedets rygrad

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce