SKIFT: Skuespilleren Paprika Steen er mest kendt for at være sjov. I hendes debutfilm som instruktør er der dog ikke meget at grine ad, men den morbid e humor skinner igennem
Som skuespiller er hun især blevet kendt for sine hurtige replikker og sjove roller. Men i Paprika Steens første film som instruktør er der ikke umiddelbart noget af grine ad.

Debuten "Lad de små børn" handler om et forældrepars problemer med uforløst sorg efter datterens død i en trafikulykke, og her er der ingen lette løsninger og oplagte latterscener.

- Det var den film, jeg havde inden i mig. Det var ikke et spørgsmål om, at jeg besluttede mig for at lave en alvorlig film, fordi nu havde folk set mig som sjov. Måske var det bare den film, jeg selv længtes efter at spille med i. Den har i hvert fald nogle psykologiske mønstre og en historie, som gav mig mulighed for at fortælle alt muligt om mit syn på verden, fortæller Paprika Steen.

Hendes mål var fra begyndelsen at skabe en rolig og nøgtern film, hvor publikum selv skal finde ind til den rette stemning.

- Historiens udgangspunkt var, at man sagtens kan være ensom blandt mange, og at mennesker gør irrationelle ting. Efterhånden er sandheden blevet, hvad vi ser i tv. Folk med sorg har store brune øjne og er smukke i deres sorg. Men min virkelighed ser anderledes ud. Det er noget med at skabe et mere nuanceret billede af mennesker og livet. Jeg vil gerne vise, at det er lige så rødt, som det er grønt, og lige så tragisk, som det er komisk. At vi ikke alle sammen er som dem i "Friends", siger den 39-årige skuespiller, der nu altså også kan kalde sig instruktør.

Ondt samarbejde

Ønsket om at komme om på den anden side af kameraet har hun haft i årevis.

Men det var først efter en snak med manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson, at Paprika Steen fik sat skub i planerne. De to har tidligere arbejdet sammen på film som "Hannibal og Jerry", "Den eneste Ene" og "Okay", og Paprika Steen var ikke et sekund i tvivl om, at det var ham, der skulle skrive manuskriptet til hendes første film.

- Vi var utroligt enige, og jeg vil beskrive vores samarbejde som meget lykkeligt. Kim er gammel vittighedstegner, og jeg gammel satirepige, så det med at ridse en figur eller en stemning hurtigt op for hinanden, var vi meget gode til. Og så elsker jeg hans humor og morbide, hårde måde at se verden på, for den ligner min. Så vi har været meget onde under vores samarbejde - på en fed og inspirerende måde, lyder det smilende fra Paprika Steen.

"Lad de små børn" er da også fyldt med scener, hvor personerne på lærredet ydmyger sig selv eller andre i en så tåkrummende grad, at man mest har lyst til at kigge væk.

Elsker pinlige optrin

Og det er netop den reaktion, som den nyudklækkede instruktør har ønsket at fremprovokere.

- Jeg elsker de pinlige steder. Både at se andre i dem og være der selv. I de der situationer, hvor der ikke rigtigt bliver sagt noget. Der er ikke noget sjovere for mig end en dialog, der er en ingentingsdialog: "Skal du have noget mere kaffe?... Nej tak". Og nedenunder er der bare en dårlig stemning eller en topseksuel stemning eller noget andet, som man bare ved vil eksplodere lige om lidt, siger Paprika Steen og uddyber sin forkærlighed for grænseoverskridende og blufærdighedskrænkende møder mellem mennesker:

- Det rammer så meget vores almindelighed og pæne, dannede meninger. I den slags situationer kan du ikke tale dig ud af det. Enten er der en, der bliver nødt til at gå eller vælte et bord, eller også må telefonen ringe. Der er ligesom ikke noget at gøre. Og det er efterhånden et af de eneste steder, hvor man kan få folk op i et hjørne med al vores begavethed og velfunderethed, siger hun.

Uprøvet instruktør

Som uprøvet instruktør skulle Paprika Steen bruge noget tid på at finde sig til rette under arbejdet med "Lad de små børn".

Optagelserne varede syv uger, men det var først i løbet af den tredje uge, at hun så småt begyndte at føle, at der var styr på det.

- I starten var jeg slet ikke tilfreds. Det måtte jeg tage på min egen kappe, fordi det skyldtes, at jeg ikke havde forklaret mig godt nok. Og så havde vi en stor opvask - på den gode måde - og så blev det i den retning, som jeg holder af: Stille billeder og ro.

For at få Sofie Gråbøl, Karen-Lise Mynster og de øvrige skuespillere til at forstå, hvor hun ville hen, refererede Paprika Steen konstant til scener i den omfattende bunke af film, der er blevet fortæret siden barndommen.

- Mens jeg både var farveblind, ordblind og alt muligt andet med hensyn til det tekniske, var det meget selvfølgeligt for mig at instruere skuespillerne. Der var jeg meget konkret og sikker på, hvad jeg ville - og så alligevel ikke. - Jeg kunne for eksempel godt finde på at lave to forskellige udgange på en scene, fordi jeg var i tvivl om, hvor meget den kunne tåle. Det gjorde, at skuespillerne blev lidt forvirrede og ikke rigtigt vidste, hvor de var henne.

- Det kunne jeg egentlig meget godt lide, for det klæder folk at være ude at sejle. Det var jeg også selv, men det indrømmer jeg aldrig...
  • fyens.dk