"Skatteøen" er rapt drengerøvsteater, som klarer omplantningen fra Sukkerkogeriet til Store Scene overvejende lykkeligt
Skuddene brager, blodet flyder, frygtindgydende pirater ryster i bukserne, og en snarrådig dreng folder sig ud som den eneste sande helt.

Sådan kan man vælge at præsentere "Skatteøen".

Man kan også fokusere på menneskets hæmningsløse jagt på rigdom, hvor mere vil have mere, og magthavere og sørøvere er akkurat lige griske.

Skiftet ud og strammet op

Instruktøren Mads M. Nielsen insisterer på at lade begge tolkninger leve side om side, så han fodrer eventyrsindet med den ene hånd og eftertanken med den anden.

Det er godt et år siden, hans første opsætning af "Skatteøen" havde premiere På Sukkerkogeriet. Ved repremieren på Odense Teater er en stor del af ensemblet skiftet ud, teksten er strammet op, og scenografi og koreografi er spritny.

Overordnet set er resultatet lykkeligt. Hovedhistorien er blevet mere stringent, og de lynhurtige sceneskift har fået handlingen mærkbart op i tempo.

Stiff upperlip og humor

Flere af karaktererne har også fået et løft: Som Jims mor leverer Mette Maria Ahrenkiel aftenens poetiske stjernestund med en indfølt version af "Fuld af nattens stjerner". Denne gang får hun også plads til at skarpttegne figuren, så ingen er i tvivl om, at den unge enke ser potentielle ægtemand i næsten alle de bukser, hun møder.

Lars Simonsens gør med stiff upperlip og fermt tøjlet humor Dr. Livesey til en helt central figur. Men også vrimlen af sørøvere har fået et løft, så hver enkelt i endnu højere grad fremstår som en helstøbt personlighed. Det være sig Bjarne Antonisens skumlende styrmand Merry, Jesper Riefensthals storskelende Sorte hund og Ole Mølle­gaard i dobbeltrollen som hævneren Blinde Pew og Hands, den brovtne prügelknabe.

Johannes Lassen er stadig lige uspoleret og redelig som den faderløse Jim Hawkins, der rejser ud for at finde skatten, men forhåbentlig ender med at gennemskue, hvor forloren længslen efter dukater og diamanter egentlig er.

Rårocket musik

Kukkasseteatret samler spillet, så oplevelsen bliver mere intim end i Sukkerkogeriets åbne scenerum. Hvad man vinder på intimitet, mister man desværre i magi. For hvor det stolte skib Hispaniola på Sukkerkogeriet langsomt voksede frem for vore øjne, arriverer det fuldt færdigbygget på Store Scene.

Musikalsk er "Skatteøen" ikke Sebastians mest gennemarbejdede musical, men Lasse Schmidts rårockede arrangementer klæder numre som "Sørøversangen", "Det sorte tegn" og "Den flyvende hollænder".

"Skatteøen" er drengerøvsteater af den rappe slags, hvor skuespillernes entusiasme, sørøverslagsmål i slowmotion og Peter Friis’ piratvinklede og kækkerappe koreografi bringer os lige lukt ind i fantasiens farvestrålende verden.

Om forestillingen

Odense Teater, tirsdag: Familieforestillingen "Skatteøen".
  • Fyens Stiftstidende

Mere om emnet

Se alle

Skatteøen