Irsk film på minimalt budget er magisk, musikalsk hverdagsrealisme
"Once"

Hvis du er træt af alle talentkonkurrencerne på tv og kopiorkestrene på caféerne, så se denne film.

Hvis du holder af gode sange og bittersøde kærlighedshistorier, så se denne film.

Hvis du ikke gør noget af ovenstående, så se denne film alligevel.

"Once" er et stykke hjertegribende lavbudget-magi. Vel nærmest en hverdags-realistisk musical. Enkel, simpel, banal og umiddelbar i alle disse ords bedste betydninger.

Der er pudsigt nok meget "Stjerne for en aften" over den måde, filmen er blevet til på. Instruktøren har fundet skuespillerne via en casting, der sagtens kan minde om en talentkonkurrence.

Og det er disse amatørskuespillere og -musikeres egne sange, der bærer filmen igennem.

Men det, der adskiller "Once" fra reality-tv'ets metervare, er personernes ægthed. De er så fjernt fra det færdigdesignede stjernekoncept, som man kan forestille sig.

Samtidig er det fortællingen om dreng møder pige. Vor navnløse mandlige hovedperson (Glen Hansard) står på en gade i Dublin og spiller. Han skal spille andres kendte sange for at få mønter i guitarkassen, men når myldretiden er ovre, står han af og til og spiller sine hjemmegjorte sange om savn.

Den lige så navnløse kvindelige hovedperson (Markéta Irglová) kommer forbi, lytter til en af disse sange og bliver fascineret. Kontakten er skabt.

Hun er tjekkisk immigrant og kan spille klaver og synge, så sød musik opstår i enhver forstand mellem de to.

Uden om sødsuppen

Det kan lyde som opskriften på sensommerens feel good-film, men "Once" kan kunsten at bevæge sig uden om alle de søer af sødsuppe, der lurer omkring den slags historier.

Kærlighedshistorien fortælles lavmælt og antydningsvis, og det bliver aldrig en af de film, hvor vi er overbeviste om, at der venter en happy end i form af bryllup og pladekontrakt. Om der faktisk gør det, nægter jeg at afsløre.

Men slutningen føles rigtig i en film, hvor ikke en tone klinger falsk. Hver eneste sang, der er med, falder ind på de helt rigtige tidspunkter, og jeg ved såmænd ikke, om det er musik, jeg ville købe på en cd, men Glen Hansards og Markéta Irglovás melankolske sange passer perfekt ind i den ramme, instruktøren John Carney (tidligere sanger og bassist i det irske band The Frames) har skabt.

Øjebliksbillede af Europa

Glen Hansard er ikke ligefrem en stjerne af en skuespiller, men hans integritet er i top. Til gengæld er Markéta Irglová uimodståelig i den kvindelige hovedrolle med sårbar og elskelig udstråling, der dækker over sej foretagsomhed. Samt noget uudgrundeligt østeuropæisk.

De to er helt almindelige mennesker med drømme foran og bristede illusioner bag sig.

"Once" er også et fantastisk øjebliksbillede af et Europa i opbrud med den kvindelige hovedrolleindehaver som indvandrer i det, der var Vesteuropas store udvandrerland.

Det hele lavet på et helt minimalt budget med håndholdte kameraer. Med en ganske lille uprætentiøs perle af en film som resultat. En film, der på jordnær facon indfanger noget så flyvsk som musikkens universelle magi.

Leonard Cohen har engang sagt noget i retning af dette: "Man fødes, og man dør, og ind i mellem er der et par gode sange".

Denne film er en af disse gode "sange" - ligeså bittersød som Cohens påstand og livet i almindelighed.

"Once", irsk, 88 minutter, tilladt for alle.

Premiere fredag i Café Biografen, Odense
  • Fyens Stiftstidende